Det er kun i en historisk vanvittig vesteuropæisk kontekst, at Mette Frederiksen kan kaldes for udlændingepolitisk strammer. Tjekkiets præsident Miloš Zeman, der for tiden ligger alvorligt syg på hospitalet, repræsenterer på de fleste måder den buket af holdninger, der savnes i Vesteuropa. Han var socialdemokratisk partiformand, men stiftede i 2009 sit eget parti, Borgerrettighedspartiet, efter konflikter med de nye socialdemokratiske partiledere. Men forblev en fremtrædende repræsentant for centrum-venstre i tjekkisk politik og blev som sådan i 2013 valgt til landets præsident.

I november 2015 deltog præsident Zeman i Den Antiislamiske Bloks store demonstration i Prag, hvor han delte tribunen med Blokkens leder, Dr. Martin Konvička (i midten på fotoet), hvilket sagligt ville svare til, at Mette Frederiksen deltog i møde med Rasmus Paludan. Henvendt til Konvička sagde Zeman, at ”modstandere af migranter er ikke racister”. Og han fortsatte: ”Tolerance over for forskellige synspunkter er nødvendig. Alle har ret til at udtrykke en mening i et frit samfund, men den modsatte mening må ikke gøres tavs.” For Zeman var skældsord og stemplinger ikke et argument, så folk bør ikke kalde islam- og flygtningemodstandere for racister. ”Denne nation fortjener at styre sig selv, og ingen udefra skal diktere den, hvad den skal gøre eller ikke gøre,” fortsatte Zeman i sin tale med brod mod EU, og han udtrykte det synspunkt, at folk er ofre for ”mediemassage” i spørgsmålet om flygtningekrisen.

Ved andre lejligheder har Zeman udtalt, at ved at acceptere migranter hjælper Europa Islamisk Stats ekspansion. Han så flygtningekrisen som en ”organiseret invasion”, og han mener, at integration af muslimer i Europa er ”praktisk umulig”. Hvis man tager islamisk ”kultur” ind i Europa, sagde han i 2015, ender man overalt som i Köln – en henvisning til migranters masseovergreb på kvinder dér.

Kort sagt er vor regering efter Central- og Østeuropæisk mainstream-målestok slet ikke tæt på en indvandrings- eller islamkritisk linje. Det er naturligt, at den danske regering dømmes efter en politisk korrekt vesteuropæisk kontekst, men dén er jo et vilkårligt syretrip uden nødvendig sammenhæng med sund fornuft. Det er selvfølgelig lettere at stå fast i de ekskommunistiske lande, hvor skaden i hovedtræk endnu ikke er sket, men det er jo denne tilstand, som bør være paradigmet for hele Europa, og ikke en målestok, inden for hvilke både ”strammere” og ”slappere” hænger fast i forsumpningen i det allerede islamiserede Vesteuropa.