Den statsstøttede venstrefløjsaktivist Sif Itona Westerberg er jo kun seneste led i en over 50-årig skæv tendens, hvor såkaldte oprørere imod den herskende orden er blevet kælet for af selvsamme orden, mens ægte alternative kun har oplevet liberaldemokratiets bløde totalitarisme.

Ministersønnen Ole Grünbaum førte an med provokerende happenings i slutningen af 60’erne. I sine erindringer beretter han om, da han skulle tale for Lyngby Konservative Partiforening i efteråret 1967. Han var ”halvskæv”, da han mødte op. Større modsætninger kunne næppe mødes i datidens Danmark.

Vrede tilhørere beskyldte Grünbaum for at ødelægge landets moral. Han er ”dyrisk, han er et svin, han er udansk, han skal smides ud af landet”. Flere henviste til Grünbaums jødiske baggrund. En opfordrede Grünbaum til at smide bukserne, så man kan se, om han er omskåret. Så rejste Grünbaum sig og trak bukserne ned.

Det gav stor omtale og kom på forsiden af B.T., og førte desuden til sagsanlæg. En konservativ tilhører anmeldte Grünbaum for blufærdighedskrænkelse. Det kom der ikke noget ud af. Omvendt fordømte Konservativ Ungdom skarpt ”de infamt racistiske udtalelser”, nogle kom med på mødet, og kendte politikere udtrykte støtte til Grünbaum mod ”fascisterne”.

Grünbaum blev en kendt mediedarling og kom i direkte tv med sine happenings nytårsaftensdag 1968. I Politiken blev han præsenteret som ”den nye PH”. Opinionsdynamikken var dengang som nu, at man stillede den mest yderligtgående modstand imod det bestående op imod ”fascismen”, mens alle alternativer derimellem røg ud med badevandet, og den yderste venstrefløj blev dermed sat på en piedestal.

I dag forarger det ikke mere at smide bukserne, men nok at brænde en Koran. Dét er udtryk for modstand mod en langt værre og farligere puritanisme og ensretning end datidens konservative normer. Men nutidens dissidenter får jo slet ikke den medvind, datidens ”oprørere” fik foræret. Paradoksalt nok placeres nutidens kritikere af mørkemænd i bås med datidens fascister.

Hvilket jo nok antyder, at mainstream og datidens angivelige oprørere opførte en slags indforstået skuespil, som stadig foregår, med en helt anden dagsorden end frihed og folkestyre. Nemlig en ny, grundlæggende rød, ortodoksi og ensretning som erstatning for den gamle, i fælles front mod en ”fascistisk” stråmand, som i realiteten betyder at trække hele tæppet eller eksistensgrundlaget væk under det historiske danske folk.