Via mediebilleder og turisme til Mellemøsten, der jo rummer storbyer med en futuristisk silhuet og højteknologiske attraktioner, kan man i dag forledes til at tro, at den islamiske verden er kommet ud af den kulturelle/religiøse middelalder. Det glemmes let, at den udvortes moderne fremtoning er en tynd skal altovervejende skabt af udenlandske ingeniører og arbejdere, mens muhamedanerne fortsætter livet åndeligt fikseret i Koranens tid.

Den store norske geologiprofessor Hans Reusch rejste i 1906 omkring Tunis og publicerede nogle iagttagelser under overskriften ”Muhamedansk Skolevæsen”. De rummer stadig aktuelle sandheder om den uforanderlige kerne i islam, klogere end mange mainstream-opfattelser i dag. Et meget præcist portræt af den muslimske åndelige stilstand, som der på grund af dens uhyre tyngde faldes tilbage til, så snart vestlig ydre påvirkning ophører. I det følgende i uddrag. Reusch begynder med at beskrive den almindelige skole for børn (dvs. drenge):

”Det eneste Fag paa en saadan Skole er Koranen, og Lærerens Uddannelse bestaar hovedsagelig i, at han har lært den udenad fra Ende til anden. Undervisningens Maal er at lære udvalgte Dele af Koranen ramsemæssig udenad, allerhelst den hele, at skrive Koransprog og, naar det kommer højt, lære en Smule Grammatik.

De Indfødtes Skoler er helt igennem religiøse saakaldte Koranskoler. For at forstaa dem maa man dvæle lidt ved, hvad Muhamedanernes hellige Bog betyder for dem. Den er ikke som vor Bibel blevet til ved forskellige Forfatteres Arbejder gennem Aarhundreder, og den indeholder ikke som Bibelen Dele (de specielt jødiske Anordninger i det gamle Testamente), som er overskyggede af en senere mere fuldkommen Lærdom.

Koranen er efter Islamiternes Tro fra den første til den sidste Sætning den evige og almægtige Guds egen Tale, som Engelen Gabriel meddelte Muhamed med de selv samme arabiske Ord, som nu læres. Koranen er Guds eneste Aabenbaring til Menneskene og indeholder Allahs Vejledning i alle Livets nødvendige Ting, Familieforhold, Rets- og Samfundsforhold o. s. v. Naar dette er Muhamedanernes Overbevisning, forstaar man, at han anser det for en stor Vinding altid, og hvor han færdes paa Marken, i Ørkenen, i sit Værksted, at kunne faa Guds Tale at høre ved at gentage Koranens Vers for sig selv.

Man regner det for farligt at forklare Koranen anderledes end ved Hjælp af de gamle hævdede Autoriteter, som det er den egentlige Gejstliges Sag at kende. Skolelæreren giver derfor ingen Forklaring, Koranens Ord, vel indpuget, er, hvad der skal læres.

Bøger benyttes ikke i Skolen; det eneste Skolemateriel er Maatterne, nogle Brædter hvorpaa man skriver med Blæk og en Rørpen, og et Kar, hvori man vadsker Brædterne rene, naar de er skrevet fulde. Da det er Guds Ord, der har staaet paa dem, passer man paa, at Vadskevandet ikke slaas bort paa et smudsigt Sted.

Fra vort Synspunkt er Skolens Resultat i Forhold til Tid og Plage meget tarveligt; naar Eleven forlader den, kan han ikke skrive et Brev, og han har ikke lært at regne.

Pigerne faar hos Muhamedanerne ingen som helst Undervisning, ikke en Gang fyrstelige Damer af Beyens Familie her i Tunis kan læse og skrive. Kvindernes Stilling er overhovedet efter vor Opfattelse beklagelsesværdig. Hos de fattige, Bønderne og Nomaderne, hvor Kvinderne arbejder ude, har de naturligvis en vis Frihed og færdes utilslørede. Ellers lever Kvinderne som Fugle, der er født i Bur. Fra den Kant kan der altsaa ikke komme Lærerinder eller Forkæmpere for Kvindernes Rettigheder.

Efter Muhamedanernes Mening er det kun Manden, der har Sjæl og kan træde ind i Paradis. Kvinderne holder dog deres daglige Bønner i Huset. Trods alt finder Kvinderne sig i deres Lod; de har jo aldrig vidst af nogen anden. At have en rar Mand og blive Moder, helst til Sønner, er deres Lykke. Man forstaar let, at naar dette er Aarhundreder gammel Sæd, er der næppe Udsigt til, at der skal opstaa Pigeskoler.

Der arbejder hernede kvindelige Missionærer. Hvad de har opnaaet, er en og anden Dag at kunne forsamle nogle gamle elendige og fattige Kvinder hos sig eller nu og da at kunne se til en syg i et Harem. Forøvrigt er der hidtil ikke kommet noget synligt Resultat af Missionsarbejdet blandt Kvinderne; blandt Mændene er Resultatet ogsaa omtrent lig 0.

Verdslige Folkeskoler for europæiske Børn har Franskmændene sat i Gang; de besøges ogsaa af en Del indfødte Drenge. Der er ogsaa et lille Folkeskolelærerseminarium, som er aabent baade for Europæere og Indfødte. For disse sidste er der endvidere en højere Almenskole; en Del af dens Elever bor paa Skolen. Koranundervisningen drives der i særskilte Værelser, uden at nogen Kristen faar Lov at være til Stede.

I Byen Tunis er der et i hele Nordvestafrika berømt muhamedansk Universitet eller rettere højere Religionsskole med henimod 1000 Studenter. Der er omtrent 40 Professorer og 60 Hjælpeprofessorer, og da hver af dem læser gennemsnitlig 3-4 timer om Dagen, mangler det ikke paa Undervisning. Byens største Moské (hvortil ingen Ikke-Muhamedaner har Adgang) er saa at sige Universitetsbygningen; de fleste Forelæsninger foregaar der, idet hver Professor forsamler sine Elever paa Hug omkring sig ved en af Søjlerne, selv sidder han støttet op til den. Undervisningen ligner den, som dreves i Europa for Hundreder af Aar tilbage i Middelalderen. De Bøger. man følger, er ældgamle Skrifter, og det er endog forbudt Professorerne at føje noget til af deres eget. Videnskabelig Kritik og Tvivl om, at ikke alt er fuldkomment hos de gamle, kan altsaa ikke komme frem.”