Falske fronter

Det i øvrigt udmærkede svenske medie Fria Tider har begået en ganske polemisk leder imod Rasmus Paludan og Stram Kurs. Skønt splittelse blandt dem, der er imod masseindvandringen, bør holdes på et minimum, bør der dog også svares på urimeligheder, før den gode stemning kan fortsættes.

Hovedkritikken går vist på, at Paludan og hans parti står for ”kontrajihadisme”, idet de ligesom danskerne generelt ser islam som alle indvandringsproblemers kilde. Det er jo indlysende forsimplet, al den stund SK er eksplicit etnonationalistisk.

Fria Tider gør sig skyldig i en typisk enten-eller-tankegang, der også ses hos visse danske Alt-Right-typer. Som om islamkritikere står parat til at lukke store dele af Afrika m.m. ind ad døren. Der er nok nogle få ideologer (og teologer), som er helt uden forståelse for et etnisk ophavsfællesskabs betydning, men de fleste er uden højtravende ideologiske skillelinjer og er med rette bare i store træk imod masseindvandring fra ikke-europæiske kilder.

Nu er særlig det svenske politiske liv traditionelt alt andet end ”lagom”, den gyldne middelvej, men en strid mellem mere ekstreme standpunkter, og germansk stats- og racetænkning har på et tidspunkt haft fat i alle fløje. Der er givetvis også et aspekt af sandhed og argument i de biologiske forskelle mellem menneskegrupper, som Fria Tider sværger til, men det er igen noget andet end at have et etisk forsvar af æt og landsmænd som hovedargument. Er forskelle i intelligens og impulskontrol det afgørende, måtte Fria Tider jo omvendt ikke have noget imod at blive koloniseret af kineserne. Principiel nationalisme er noget helt andet end raceteorier.

Men sådanne teorier appellerer måske til mange svenskere? I Danmark ser ganske rigtigt flere et mere akut problem i islamisk ideologi, dens voldelighed og dens trusler mod friheden. Herhjemme har eksplicitte raceteorier ringe gang på jord. Men er man i øvrigt imod masseindvandring af en række andre gode grunde, er sådanne teorier jo også overflødige. Fria Tider ser så også et problem i, at Paludan og SK ikke står for en eksplicit ”konservatisme”. At bevare den konkrete nation er dog det afgørende fundament for al anden konservatisme. Men SK deler rigtignok ikke Alt-Right-typernes reelt radikalkonservative standpunkter med fx stærke anti-homo, anti-jødiske og anti-feministiske udfald (bemærk, at Fria Tiders leder er på linje med Irans ekspræsident Ahmadinejads parallel mellem Muhammed- og Holocaust-humor!).

De fleste danskere er nemlig (og faktisk nok også de fleste svenskere) ganske ”lagom”, dvs. nærer mishag over for såvel wokeisme som højreideologer i den germanske tradition.  Opgøret med den dekadence, Fria Tider med rette udpeger som dybere årsag til problemerne end islam, foretages ikke bare ved at indtage de modsatte standpunkter. De fornemste eksempler på indvandringsmodstandere, jeg har kendt, folk som Den Danske Forenings ledere Ole Hasselbalch, Poul Vinther Jensen og Harry Vinter, stod eller står politisk-kulturelt nærmest centrum-venstre. Også for de fleste danskere, der er til at få i tale om masseindvandringen, er der intet behov for at gå et godt stykke ud ad højrefløjen for i alt væsentligt at sige fra over for befolkningsudskiftningen. Faktisk er det dem, der insisterer på denne sammenhæng, der har et skævt forhold til virkeligheden pga. personlige (psykologiske?) kæpheste og maler sig op i et hjørne.

Islammodstand er prøvestenen på, om folket overhovedet kan vækkes nationalt til at sige fra over for den mest presserende og aggressive trussel. For samfundets funktion er den fremmede kulturelle etos sandelig af større umiddelbar betydning end et angiveligt fald i intelligens. Der er forskel på borgerkrig og stagnation. Og kan folket ikke vækkes til kamp imod islamisk invasion, kan det visselig heller ikke vækkes til kamp imod afrikansk eller kinesisk. Og omvendt: Vækkes det til afvisning af islam, er det eneste vej til et åndeligt ”boost” og en mere generel national renæssance.

De ret kedsommeligt-snakkesalige og docerende højreideologer må tro, at de bare kan genopdrage de moderne skandinaviske befolkninger i førmoderne dyder som spejlbillede på islams udfordring. Dermed virker disse ideologer netop også som et sært levn fra 30’erne, der dog ændrede historiens spilleregler. At sværme rundt i denne begrebsverden i dag dur bare ikke, skønt nogle punkter isoleret betragtet kan være sagligt begrundede. Stram Kurs taler i modsætning hertil for en etnonationalisme på nutidens betingelser, hvor hensyn til individer og frihedssamfund for langt de fleste er et must, som en moderne nationalisme må medtænke. Hvilket ikke, som Fria Tider stempler det som, er noget vulgært, men faktisk noget mere subtilt i stedet for bare at give fuld udblæsning for de velkendte reaktionære idiosynkrasier. Og krydret med noget, som danskerne er måske bare lidt bedre til end svenskerne, nemlig humor.

Be the first to comment on "Falske fronter"

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.