Mens de konkrete udfordringer skifter, er det en evig udfordring at opretholde et fungerende land og samfund. Den store zoolog Hans Jacob Hansen, der ændrede opfattelsen af hele leddyrgruppens opbygning og slægtskab, var i 1900-tallets første årtier også en hyppig, profetisk og stærkt nationalsindet lederskribent i Jyllands-Posten, da den endnu var landets mest markante nationalkonservative organ.

For bare at give et eksempel på datidens kamp kan vælges avisen fra den tilfældige dato for netop 100 år siden, den 7. august 1921. Her skrev dr. Hansen på avisens forside under overskriften ”Selvforskyldt Pengetrang” om tidens store økonomiske krise. Ligesom han tidligere offentligt havde advaret om en kommende og langvarig verdenskrig mange år før 1914, havde han senere også advaret danskere borgere og banker mod investeringer i særlig tyske værdipapirer. Men han blev affærdiget som sortseer, hvilket mange senere fortrød.
Ud over den saglige behandling af de tidsbundne problemer redegør Hansen dog også for sin opfattelse af de dybere årsager til krisen, hvilket stadig er aktuelt. Løsningen er ikke uden for os, men inde i os selv.

Så ”om vor lille Del af Verden kan vi sige: Danmark er og bliver, hvad vi Danske har gjort og gjør det til. Og hvad Samfundslag og Stænder ikke har gjort, saa langt selv ældre Folk kan huske tilbage, det er at lade deres Villier løbe sammen. Især siden 1914 har de enkelte Mennesker, de enkelte Fag, de enkelte Stænder været gjennemsyret af kortsynet Egenkjærlighed i en Grad, som aldrig før. Og Resultatet er blevet derefter. Fra alle Sider hører man om Pengetrang, om Tab, om Bekymringer for Fremtiden. Næsten Alle klager – og for Gangs Skyld med Grund.”

“Det er imidlertid ikke min Mening i denne Artikel at præke Moral, i hvert Fald ikke direkte; det har jeg før Krigen gjort i mange Aar og uden synligt Resultat. Derimod vil jeg paa en Maade holde et Spejl op for ærede Landsmænd, saa de kan se deres Medborgere og sig selv. Ikke en Trediedel af den bedrøvelige Tilstand, der nu efter næsten Alles Mening er almindelig i Danmark, kan man med Grund tilskrive Krigen og dens Eftervirkninger i Udlandet. Thi uden at have været i Krig er vi bleven moralsk og økonomisk krigshærgede i høj Grad, hvilket viser vor forroste Kulturs Overfladiskhed, vor Religiøsitets Betydningsløshed.”

“Der blev, paa anstændige og uanstændige, paa hæderlige og lurvede Maader tjent Milliarder af Kroner ind i Landet – og hvor er de nu? En Del er givet ud til de nødvendige, i Aagerpriser holdte Kul, en Del er spist og drukket op, tit til Skade for Vedkommendes Legemer og Sjæle, en Del er brugt til Luxus-Automobiler, Motorcykler og Benzin, til Lystrejser og Biografer, til Gøgl og Pral, men Hovedmassen er tabt ved Spekulationer af de Hundrede Tusinde pengesultne Taaber.”

“Fra 1914 til Dato har Pengesyge regeret her som aldrig før. Men Sygdommen har to Former, der tilsyneladende staar i skarpeste Modsætning til hinanden. Paa den ene Side en Jagen efter Penge, som om det for hver Enkelt gjaldt Sjælens Frelse i dette saa kristne Land; paa den anden Side en lige saa latterlig som bedrøvelig Ødselhed, som om det for Himlens Skyld kom an paa at blive af med Pengene i en Fart. Gridskheden, den kortsynede Ødselhed, Forfængeligheden og den Indbildske, selvkloge Dumhed afklædte sig brilllant i dette lille kristne ‘Kultur’-Folk.”

“Regeringen med den slappe Rigsdag hjalp udmærket til med at destillere Pengene; Indenrigsminister Rode pralede af at have taget (var det efter den jødiske Matador Hr. Heilbuths Raad?) en Milliard fra de Rige og givet til de Fattige, med det socialistiske Resultat, at de fleste af disse Fattige ikke er bleven rigere, men kun mindre flittige og mere uforsynlige end før. Mangel paa økonomisk Forstand og dristig Kapren af Smaafolk til Partiet ved Løfter om Herligheder, af hvilke nogle trods al sund Sans maa indfries for Sammenholdets Skyld, det har udmærket ikke blot vore Socialister, men ogsaa vor stakkels Over-Intelligens, Radikalerne; i saa Henseende var de to røde Partier langt taabeligere end Venstre og Konservative, skjønt de to sidste Partier kun har lidet at prale af, hvad offentlig Økonomi angaar.”

“Hvornaar en bedre Tid vil oprinde, afhænger væsentligst af os selv. Forudsætningen for økonomisk Bedring er moralsk Forbedring: mindre Forfængelighed og Forlystelsesgalskab, roligt, flittigt Liv og Samvirken uden smaalig, kortsynet Egoisme mellem Folkets Stænder og lag. Som Axel Lundegård skrev: naar Tusinder af Menneskevillier løber sammen, evner vi det Overnaturlige. Da vi er længere nede, end maaske de Fleste aner, saa bliver Maalet næsten overnaturligt – med Tro og Villie kan det dog naaes, ja overskrides. Men bliver det naaet i Løbet af en Generation?”

Den aktuelle pointe med disse uddrag af Hansens hundred år gamle artikel er jo, at den sorgløse forlystelsessyge, det ubekymrede forbrug og den kortsynede pengegalskab er de flestes fokus, mens landet igen stander i våde. Dels er der slet ikke interesse for at vælge politikere, som ændrer noget væsentligt på den glade afgrundskurs, og dels ville det også være meget begrænset, hvad sådanne politikere, blev de endelig valgt, kan udrette, thi aldrig kan et folk bestå, der ikke vil det selv. Der var engang, hvor Jyllands-Posten formåede at formulere denne upopulære, ramsaltede sandhed uden at ryste på hånden. I dag stryges tidsånden kælent med hårene. Som i alle medier er meningsspektret kun blevet smallere de sidste 100 år, og påpegning af det moralske grundlag som afgørende for nationen snarere end det økonomiske er overladt til nogle marginale debattører.