Mens Dagbladet Politiken direkte konstruerer ”kendsgerninger” til sin nyhedsformidling, er Jyllands-Posten, som med chefredaktør Marchen Neel Gjertsen er gået endnu mere i Enhedslistens retning, oftest lidt mere subtil. Man søger at undgå direkte fup, men vinkler reportager i én bestemt retning. Hosstående præsentation af den tyske CDU-kandidat og tidligere leder af Det Føderale Kontor for Forfatningsbeskyttelse, Hans-Georg Maassen, er typisk.

Maassen, der er en stor faglig kapacitet med et omfattende juridisk forfatterskab bag sig, om bl.a. udlændinge- og folkeret, for så vidt en ”tysk Ole Hasselbalch”, præsenteres som yderligtgående, og hans argumentation som råben. Så er tonen sat. ”Man merkt die Absicht und wird verstimmt…” I øvrigt blev Maassens karriere som forfatningsbeskytter også afbrudt ved blotte insinuationer, idet han vovede at sætte spørgsmålstegn ved medieberetninger om forfølgelse af udlændinge i Chemnitz, som myndighederne ikke havde beviser for.

Sådan kan de, der har magten (særlig “den 4. statsmagt”), styre tidsånden på alle niveauer. Direkte løgne er egentlig unødvendige og for nemme at blive hængt ud for. Vejer den herskende (elites) opfattelse tungere end beviser, og er ordvalget konsekvent positivt farvet om dem, man vil fremme, og negativt om dem, man vil stemple, udebliver den samlede virkning ikke. Man ser det selvsagt i Ekstra Bladet, såsom i deres seneste reportage om tidligere partifællers kritik af Rasmus Paludan under overskriften ”Nu har de fået nok”. Så er vinklen jo valgt, Paludan er bare for meget… Men at Jyllands-Posten synker til samme niveau, er sørgeligt, avisens tidligere hæderværdige profil taget i betragtning.

Under redaktør H. Hansen (og med lederskribenter som H.J. Hansen) var Jyllands-Posten frem til 1950’erne det urokkelige nationale fyrtårn i dansk presse, og endnu i flere årtier derefter dominerede holdningen i avisens stof. Men de sidste 30 år er den faldet stadig mere i med tapetet af andre aviser, og medlemmerne af ”journalistisk venstreparti” cirkulerer jo nu ganske glat mellem alle ledende avisers redaktioner. Holdning er der ikke mere af, eller rettere består den i nøje at følge den vedtagne korrekthed. Således burde reportagen om Maassen jo have fokuseret på, at han langtfra at være yderfløj repræsenterer sagligheden og den normale fornuft indtil for nylig, hvor de herskende normer skred ud til at være det, der indtil for nylig var en anden, mere ægte yderfløj. Men dén vinkel er jo utænkelig på en avis, som nu flyder med på denne ekstremisme, der i dag giver målestokken for ”midte” og normalitet.