Det er et almindeligt argument, at den indvandringskritiske mentalitet udspringer af snæversyn og manglende viden om det fremmede. Men hvad nu, hvis det forholder sig omvendt, at erfaring med det fremmede faktisk bekræfter, at det er noget, vi bør holde på afstand? For 100 år siden så europæere efter moderne målestok nok ”fordomsfuldt” på omverdenen, men måske er det herskende syn på det fremmede som en berigelse blot en omvendt fordom, som består af kritikløs benovelse?

For netop 100 år siden blev provinsavisernes læsere underholdt af rejseskildringer fra de verdensdele, som stadig var fjerne og (derfor) spændende og eksotiske. En korrespondent, Richard H. Hill, fik således sine rejseberetninger fra ”Det lykkelige Arabien” i Fyns Stiftstidende anno 1921.

Ved Nilen opholdt Hill sig i araberlandsbyer, ”hvor de mest primitive Mennesker holdt til. Det var den stolte arabiske Races Overdrev, der her blandede sig med Afrikas abelignende Negre, den krogede Høgenæse var blevet bred og flad, Læberne tykke og svulmende, og Beduinens funklende, ildfulde Blik var blevet til smaa sorte Øjne, der manglende menneskeligt Udtryk.”

Hill begræd, hvordan europæisk kultur ”ødelægger de primitive Folks Selvstændighed”: ”Selv det ringe originale Præg, som disse Mennesker havde haft, har de sat til for evropæisk Kulturs Velsignelse.” Hill rejste videre mod Arabien, hvor upålidelige, ”fanatiske Muhammedanere” med sej konservatisme ”hader alt fremmed”. I en oase slukkede Hill sin tørst i en brønd og blev straks antastet af tre ”vildt udseende Kabylere, der opførte en ren Helvedeslarm, medens de svingede med deres Knive for Øjnene af mig.”

Da gemytterne efter en hel nats diskussion var dæmpet, fik Hill forklaret, at den ”vantro Hundesøn og Sønnesøn af et Svin” havde besudlet vandet med sine urene læber. Hill slap for fatale konsekvenser, fordi ”en Rettroende ikke vil besudle sine Hænder med en skabet Hunds Blod”.

Længere inde i landet ventede det gamle Minæerriges storslåede ruiner på Hill. De viser, at i ”de nuværende Ørkenegne har Kulturen blomstret som intet andet Sted” … ”Nu er det et øde Land med en Samling fanatiske Røvere.” En meget præcis skildring af islams notorisk ørkendannende effekt.

Se, det var kulturel oplysning, som kunne få de fynske læsere til at holde af deres eget land og egen kultur.  Og dette, i det væsentlige bedre oplyste syn på det fremmede end nutidens herskende visdom, holdt sig frem gennem den følgende generation. Indfødsretstildelingerne fra 1956 viser således, hvad man bød indenfor dengang, mens man i dag har inviteret hundredtusindvis af repræsentanter for den kultur, som Hill med uovertruffen realisme beskrev. Inviteret og givet indfødsret i den (faktisk paradoksale) illusion om, at de både ”beriger” og bliver ”ligesom os”.