Det er et almindeligt argument, at den indvandringskritiske mentalitet udspringer af snæversyn og manglende viden om det fremmede. Men hvad nu, hvis det forholder sig omvendt, at erfaring med det fremmede faktisk bekræfter, at det er noget, vi bør holde på afstand? For 100 år siden så europæere efter moderne målestok nok ”fordomsfuldt” på omverdenen, men måske er det herskende syn på det fremmede som en berigelse blot en omvendt fordom, som består af kritikløs benovelse?
For netop 100 år siden blev provinsavisernes læsere underholdt af rejseskildringer fra de verdensdele, som stadig var fjerne og (derfor) spændende og eksotiske. En korrespondent, Richard H. Hill, fik således sine rejseberetninger fra ”Det lykkelige Arabien” i Fyns Stiftstidende anno 1921.
Ved Nilen opholdt Hill sig i araberlandsbyer, ”hvor de mest primitive Mennesker holdt til. Det var den stolte arabiske Races Overdrev, der her blandede sig med Afrikas abelignende Negre, den krogede Høgenæse var blevet bred og flad, Læberne tykke og svulmende, og Beduinens funklende, ildfulde Blik var blevet til smaa sorte Øjne, der manglende menneskeligt Udtryk.”
Hill begræd, hvordan europæisk kultur ”ødelægger de primitive Folks Selvstændighed”: ”Selv det ringe originale Præg, som disse Mennesker havde haft, har de sat til for evropæisk Kulturs Velsignelse.” Hill rejste videre mod Arabien, hvor upålidelige, ”fanatiske Muhammedanere” med sej konservatisme ”hader alt fremmed”. I en oase slukkede Hill sin tørst i en brønd og blev straks antastet af tre ”vildt udseende Kabylere, der opførte en ren Helvedeslarm, medens de svingede med deres Knive for Øjnene af mig.”
Da gemytterne efter en hel nats diskussion var dæmpet, fik Hill forklaret, at den ”vantro Hundesøn og Sønnesøn af et Svin” havde besudlet vandet med sine urene læber. Hill slap for fatale konsekvenser, fordi ”en Rettroende ikke vil besudle sine Hænder med en skabet Hunds Blod”.
Længere inde i landet ventede det gamle Minæerriges storslåede ruiner på Hill. De viser, at i ”de nuværende Ørkenegne har Kulturen blomstret som intet andet Sted” … ”Nu er det et øde Land med en Samling fanatiske Røvere.” En meget præcis skildring af islams notorisk ørkendannende effekt.
Se, det var kulturel oplysning, som kunne få de fynske læsere til at holde af deres eget land og egen kultur. Og dette, i det væsentlige bedre oplyste syn på det fremmede end nutidens herskende visdom, holdt sig frem gennem den følgende generation. Indfødsretstildelingerne fra 1956 viser således, hvad man bød indenfor dengang, mens man i dag har inviteret hundredtusindvis af repræsentanter for den kultur, som Hill med uovertruffen realisme beskrev. Inviteret og givet indfødsret i den (faktisk paradoksale) illusion om, at de både ”beriger” og bliver ”ligesom os”.
Her er et godt tillæg til Bulh´s indlæg.
Negere anno 1893 Link: http://www.dreier.no/morten/artikler/neger.html
SALMONSENS STORE ILLUSTREREDE KONVERSATIONSLEKSIKON
En nordisk Encyklopædi.
Under medvirkning af Bibliotekar J. B. Halvorsen,
som særlig Redaktør for Norge,
og henved 200 nordiske Fag- og Videnskabsmænd
redigeret af Chr. Blangstrup
I. Bind. (A — Arkaisk).
Kjøbenhavn
Forlagt af BRØDRENE SALMONSEN (J. SALMONSEN).
Trykt hos J. H. SchuItz.
1893.
***********************************
(…..)
II. Negerracen falde i 3 store Afdelinger: De egentlige Negre,
Bantufolket og Hottentotterne.
(….)
Negerne er i det hele stærkt og muskuløst byggede, i Arbejdsydelse stå
de også Europæerne nærmest, Lemmerne er derimod ikke kraftige; særlig
karakteristisk er i så Henseende de tynde Lægge. Hovedet er
ejendommelig smalt og sammentrykt, Panden skråt tilbagevigende,
hvorimod læbepartiet er stort og fremspringende, Fortænderne
skråtstillede, Næsen, særlig Næseroden, flad og bred, Læberne tykke og
svulmende, Håret mørkt, kruset og uldagtigt. Farven er mørk, fra det
dybeste ibenholtsorte til det smudsiggulbrune; visse mellemafrikanske
Folks Farve er så sort at den endog spiller i det blålige. Den mørke
Farve skyldes et Pigment i Overhudens underste Lag, Slimlaget (rete
Malpighi). Huden er blød, atlaskagtig, men har modbydelige
ammoniakalske Uddunstninger. der virker i høi Grad frastødende på
Europæerne i deres Omgang med de sorte.
Negernes Karakter ligner i mange Punkter Barnets. De er i det hele
Stemningsmennesker hos hvem Fantasien er overvejende. Et Grundtræk i
deres Temperament er derfor overgiven Munterhed, som ofte ved pludselig
indvirkende årsager kan stå over i sin Modsætning. Fra deres utøjlede
Fantasi udspringer også deres Pyntesyge og Forfængelighed, der altid
giver sig Udslag, såvel som deres Tilbøjelighed til larmende Skuespil
og Danse. I denne Stemning er de i Stand til at forglemme alle Sorger
og Lidelser og at forsone sig med den hårdeste Lod. Negeren er ligesom
Barnet et Øjeblikkets Menneske, han lever så at sige kun for den Dag i
Dag og bekymrer sig hverken om Fremtiden eller Fortiden. Negerens i det
hele ringe åndelige Energi har en vis Godmodighed, ja Blidhed til
Følge, men lige så godmodig han er over for sin Ven, lige så
hensynsløs og grusom er hans Færd over for hans Fjende, om end
Indianerens raffinerede Grusomhed er ham fremmed. Negerens Liv bevæger
sig i stadige modsætninger; letfærdig, tom Lystighed veksler med
Fortvivlelse, overspændte Forhåbninger med dødelig Angst, letsindig
Ødselhed med den smudsigste Gerrighed. Med Hensyn til sine åndelige
Evner ligner Negeren også Barnet, hans Efterlignelsesevne er stor, men
hvor det kommer an på selvstændig Tænkning, står han kun på et lavt
Trin. Et Negerbarn er i de første år af sin Udvikling det hvide Barn
overlegent, men på et vist Tidspunkt står det stille og bliver på det
samme Standpunkt hele Livet igjennem. Negerne lære let fremmede Sprog,
men Sansen for Tal er kun ringe, dog viser de i Handelssamkvem stor
Snuhed og List. Negeren lader sig vel afrette, men sjælden virkelig
opdrage.
(…..)
Industri og Handel, for såvidt disse Navne kunne brukes, finder kun
Sted, hvor Negrene ere komne i Berøring med højere kultiverede folk,
altså fortrinsvis i Vest og N. V. samt i Kystegnene. Begavede med et
fortrinligt Efterlignelsestalent forstå Negrene at aflure andre deres
Kunstgreb og udbytte dem til Fordel for seg selv. Den originale
Industris Produkter, som komme fra det indre, forråde vel ingen særlig
Kunstfærdighed, dog ere mange og navnlig de af Metal forfærdigede
nydelig og fint forarbejdede. Det sidste må forbavse så meget mere,
som disse sorte Smedes Værktøi er højst primitivt; overhovedet har
Negeren om end kun ringe Kunstsans så dog et stort mekanisk Talent.
(….)
(……om «Buskmænd og Hottentotter»
Kvinderne hos begge Folk udmærke sig ved en stærkt udpræget Steatopygi,
en sterk, fedtagtig Udvikling af Sædepartiet. Skægvæksten er sparsom,
og Legemet næsten ubehåret. Næseroden rager så godt som ikke ud over
Omgivelserne, så at Næsen først træder tydelig frem i Nærheden af
munden. Hottentotterne står på et meget lavt Kulturtrin og mangler i
høj Grad Energi, ligesom Ladhed er et fremtrædende Karaktertræk hos dem,
selv Sult formår sjælden at tvinge dem til at arbejde.
(…..)
Last modified: Tue Mar 4 20:36:07 MET 1997