For 30-40 år siden kunne visse minoriteter stadig med rette pege på misforhold for deres situation, som krævede samfundsmæssige tiltag. De fik en udstrakt hånd, tog hele kroppen og vil også have kontrollen over alle andres sjæl. Den herskende holdning har senest været, at et stadion i München burde være belyst i regnbuefarver i protest mod Ungarns politik. Det blev så til et sjældent nederlag for woke-ideologerne, som dog fik generel mainstream-støtte, fra EU’s top og nedefter. Et sådant belyst stadion minder mig dog mest af alt om en gentagelse af Nürnberg-partidagene i 1930’erne.
At tale om LGBTQ+-fascismen er efterhånden ikke for hårdt, hvilket jo er noget andet end at gå imod almindelig ligestilling. Der er fx en væsensforskel mellem Rasmus Paludans manifestation for disse rettigheder i muslimske kvarterer, hvor holdningen stadig er førmoderne, mens de herskende manifestationer for rettigheder netop ikke henvender sig til dem, der har størst behov, men mod det postmoderne samfund i almindelighed. Postmoderne: Der er ikke længere noget fælles begreb om ”normalitet”, alt er lige normalt, hvilket et samfund på flere måder ikke kan overleve. Igen en anden påstand end at ville forbyde eller blot diskriminere det unormale.
Fx i Malta er abort stadig kriminelt ifølge loven, men det er mange år siden, nogen er retsforfulgt for det. Der er dog en stærk samfundsmæssig etos imod abort, hvilket loven symboliserer og minder om. Der behøver endda ikke at være tale om kriminalisering for at fastholde normer, hvilket Ungarns aktuelt udskældte, rent pædagogiske retningslinjer er eksempel på. Problemet med LGBTQ+-fascismen er så, at den går i den modsatte grøft og sætter egen dagsorden på en piedestal, ikke kun til accept, men til beundring og efterfølgelse. Skønt det på flere måder burde være traditionelle familier, som gik i pride-parader, hvilket sætter modpartens vanvid i relief.
Som regel er jeg imod ”glidebane”-advarsler, thi ethvert skridt, der i sig selv er fornuftigt, kan jo portrætteres som et første skridt ud ad en tangent, hvor det vitterligt også vil være vanvittigt at gå 10 eller 100 skridt. På et udsigtspunkt kan det være begrundet at tage nogle få skridt hen til kanten for at få hele panoramaet med, men tager man flere skridt, ryger man ud i afgrunden. I flere politiske sager, herunder til fordel for de seksuelle minoriteter, var det begrundet at tage nogle skridt, men regnbue-fascisterne har klart erklæret, hvor vanvittigt langt de har til hensigt at gå, til pure ophævelse af de biologiske køn og dermed også til de europæiske folks grav. Der er grænser for, hvor meget naturen straffrit kan benægtes.
Men woke-ideologien vil endnu mere end det, for som det klart fremgår af mange udtalelser i den aktuelle strid, betragtes regnbuesagens retfærdighed som hævet over politik, en så indlysende sandhed er den for de rettroende. Denne overbevisning om at være ”selvindlysende” har altid været menneskerettighederne iboende, men efterhånden som stadig flere partiske standpunkter hævder at være absolutte rettigheder, bliver det selvfølgelig et demokratisk problem. Modsigelse tolereres ikke, den er simpelthen illegitim. Hvilket træk om noget berettiger stemplet ”fascisme”, men jo også er velkendt fra i høj grad aktuelle bevægelser for guddommelige, ukrænkelige love, en menneskerets-sharia.
Det er 25 år siden, at Klaus Rothstein kunne få sin bog Det ukrænkelige til at fylde lige omkring 100 sider. En politisk korrekt forfatter af i dag kunne nok nemt fylde en bog på 1000 sider med ”ukrænkelige” sager. Rothsteins ”ukrænkelige” var asylretten, men problemet med denne helliggørelse og tabuisering er egentlig ikke, at man sætter en given ret meget højt. Men får en sådan guddommeliggørelse af bestemte holdninger overherredømmet i samfundet, bliver en saglig debat om grænserne for noget oprindeligt velbegrundet umulig. Hvornår er det rimeligt at give asyl, hvad er de samfundsmæssige konsekvenser af en ekspansion af retten til det, eller fx af transkønnede i kvindesport? Når noget i sig selv bliver ”ukrænkeligt”, er det lige meget hvilke katastrofale konsekvenser, det kan have, retten i sig selv er alt. Som Koranen er Allahs ord, der indiskutabelt skal følges uanset virkeligheden.
Kan det efterhånden undre at langt flere unge idag end tidligere bekender sig til homoseksualitet? Det bliver jo gjort til et forbillede for dem her i Vesten, nærmest som om det er det, man forventer at de unge beskæftiger sig med, samtidig med at hadet mod heteroseksualitet intensiveres.
Måske er sagen den at også LGBTQ+ bevægelsen er blevet overtaget af de kræfter, der ønsker at destruere Vesten og som er blevet kraftigt promoveret af den dybe stat og venstreekstremisterne, fordi det kan benyttes til destruktive formål; spændt for vognen, der hedder “Kampen mod kapitalismen”, men som burde hedde “Kampen mod frihed og borgerrettigheder”..
https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-08380
STØT
Stop rigsretssagen mod Inger Støjberg nu
ID: FT-08380
Vi foreslår, at folketinget beslutter at stoppe rigsretssagen mod forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
Et flertal i folketinget har nedsat en rigsretssag mod Inger Støjberg.
Det er tydeligt, at det er sket på et usikkert grundlag.
Rigsretssagen blev besluttet INDEN kommissionen havde aflagt deres fulde rapport.
Nu er det tilmed kommet frem, at kommissionen ikke har haft adgang til 7 mailbokse fra chefer i ministeriet. Derfor har kommissionen manglet en masse bevismateriale.
Derfor skal rigsretssagen henlægges. Det kan ikke være rigtigt, at der skal nedsættes en rigsretssag, der kommer til at koste mange millioner på et usikkert grundlag.
Jeg tror ikke, det har nogensomhelst betydning for de politikere, der vil af med Støjberg. Det eneste, det handler om for dem, er at få hende fjernet fra indflydelse og straffet for sin modstand mod sharia. Så kan omstændighederne være ligegyldige og sagen mod hende være ufatteligt svag. Det er ligergyldigt. Det handler kun om at slippe af med en irriterende stemme i Folketinget. Og det gælder åbenbart for langt størsteparten af dem, der har været med til at gennemføre muligheden for en rigsretssag, mens de har stemt nej til en sag mod den Grundlovs-brydende statsminister. For en rigsretssag opstår kun, hvis politikernes prioritet nummer ét kompromitteres- nemlig import af muslimer til Danmark. Det er simpelthen det allervigtigste i deres verden. Hvis en med-politiker prøver at stoppe projektet, så falder hammeren. Alt andet- ødelæggelse af borger-, Grundlovs- og alle mulige andre rettigheder, lader til at fuldstændig underordnede for politikerne. Det er det helt klare indtryk, man får, når man iagttager deres handlinger (og ikke deres ord).