Uanset hvad man mener om bevægelsen QAnon, er det tankevækkende, at tilhængere konsekvent får slettet deres Facebook-profiler. Med den begrundelse, at deres holdning til covid-19 udgør en ”sundhedsfare”. Det er nok typisk for det moderne menneskesyn med dets sundhedskult, at angivelige trusler mod helbredet i den mest bogstavelige forstand er i højsædet, mens blindhed råder over for talrige andre trusler, skønt historiens erfaring for længst har vist os deres natur.

Egentlig er QAnon jo i sin retorik mod skumle magthavere og synet på verdensmagternes kamp mellem Gode og Onde et spejlbillede af den klassiske ydre røde fløj, blot med andre rollefordelinger. Og kommunisters og lignendes regimer har kostet ofre i størrelsesordner, der langt overgår pandemiens worst case. Men truslerne er jo flere. Det stuerene marxistiske verdenssyn, der fx stadig ser verdensfattigdommen som et resultat af rige landes ”udbytning”, og socialistiske regimer som attråværdige for ulande, koster dagligt nye ofre en masse.

Og den røde internationale socialisme i bred forstand med dens grænseløse utopier, sært reflekterende ærkefjenden ”de multinationales” ønsker, kræver allerede nu myriader af ofre i deres reelle støtte til islams udrulning og skabelse af stadig mere dysfunktionelle samfund. Således kunne man blive ved med at opremse aktører, ofte jo værre i konsekvens, jo ”bedre” intentionerne er ifølge den politiske korrekthedsskala, mod hvilke man velargumenteret kan rette pegefingre om ”ofre” i mindst samme målestok som QAnons ”sundhedsfare”. Debatten om disse farer er netop ytringsfrihedens rationale, facit bør ikke gives på forhånd.

Men der anerkendes jo netop kun et meget selektivt udvalg af politiske ”trusler”, som censureres og kriminaliseres udelukkende på grundlag af ytringer. Konsekvensen ville da også ellers blive den indlysende vanvittige, at der skulle slås ned på et uhyre bredt spektrum af holdninger for helt at undgå farer. Og særlig til ulempe for ”humane”, ”tolerante”, ”progressive” osv. verdenssyn, for erfaringen viser altså, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Skal fatale konsekvenser reelt undgås, er det paradoksalt nok ”lovespeech” snarere end ”hatespeech”, der skal forbydes!

Det umulige i et sådant projekt antyder dog netop, at total ytringsfrihed bør være idealet, kun sådan noget som helt umiddelbare, konkrete trusler undtaget.  At der mere abstrakt kan argumenteres for, at frugterne af en ytring kan være skadelige, hvis mange tror på den og handler efter ytringens hensigt, er ikke argument nok til forbud. Og faktisk burde venstrefløjen gå forrest i støtten til dette princip, da deres smukke og besnærende ordverdener altså om nogen har vist sig dræbende i den virkelige verden. Men alligevel håndhæves ytringsfrihedsregler i vor tid uhyre skævt til deres fordel. Logikken er vel, at deres had og løgne jo modsat højrefløjens er rettet mod dem, der fortjener det!