De meget rosende mindeord i anledning af den kinesiske leder Maos død i 1976 er gengivet her for at indikere, at en politisk skikkelses skæbne og ry på ingen måde står i forhold til de konkrete ulykker, vedkommende har forvoldt. Man kan også nævnte Cubas Fidel Castro, der drev et livslangt diktatorisk fallitbo, men dog var et populært ikon, i forhold til Chiles globalt forhadte Augusto Pinochet, der efterlod velstand og demokrati og en femtedel af det antal dødsofre, Castro forvoldte. Ry bestemmes af ideologi, ikke af konkrete frugter.

Man kan jo også i flæng nævne USA’s fremfærd i Indokina, Ruslands i Tjetjenien og Saudi-Arabiens i Yemen som eksempler på tiltag med grove krænkelser, der ikke får nogen konsekvenser for de ansvarlige, simpelthen fordi de politiske magtforhold gør det umuligt eller uhensigtsmæssigt. Angivelige politiske forbrydere stilles kun til ansvar efter et totalt nederlag, hvor ingen stærke magter har interesse i at beskytte dem. ”International retshåndhævelse” er en vits, fordi der i sagens natur er ulighed for loven.

Disse overvejelser blev igen aktuelle ved stadfæstelsen af livstidsdommen over den serbiske general Mladić i tirsdags. Han kan ikke kaldes direkte ansvarlig for flere dødsofre end Castro, og så vist ansvarlig for under en promille af de dødsfald, som Mao direkte eller indirekte forvoldte. Om de konkrete omstændigheder ved Mladićs færd rummer skærpende omstændigheder, kan man jo mene eller ej, men overvejelserne her går heller ikke ud på at undskylde konkrete grusomheder. Historien om Mladić forstås ikke, hvis man tror, den handler om en særlig ond person. Derimod handler den om en politisk situation af en slags, som man må undgå gentager sig, primært at et folk føler sig demografisk truet på sin eksistens på egen jord. De bosniske serbere så sig i en situation som indianerne over for den voksende europæiske befolkning, men ulykken for serbernes ry er, at de var stærke nok til at forhindre overtagelsen, men for svage til at være stormagt.

Et tilbagevendende tema for general Mladić er, at han blot har ført krig for at forsvare sit folk, mens NATO’s generaler har ført krig mange steder i verden uden at blive kaldt krigsforbrydere. Man forstår vel hans indignation. Situationen blev i 90’erne værre for serberne end under 2. verdenskrig, hvor i det mindste ingen ville fratage dem deres formelle ret til at forsvare sig. Men som Mladić sagde til general Wesley Clark: ”De har aldrig udkæmpet en krig i Deres eget land, men De har altid udkæmpet krige. Jeg udkæmper en krig for første gang, og det er i mit eget land. Hvem af os har således set ret til at føre krig?” EU’s forlængede arm, dens ”høje repræsentant” i Bosnien, Carlos Westendorp, udtrykte klart vestmagternes mentalitet, da han i sin fratrædelsestale sammenlignede sit eget hverv med gangsterlederen Al Capones, for hvem det ”ikke var nok at styre med et venligt ord, men med et venligt ord og en revolver.”

Ved forhandlingsbordet var Mladić alt andet end diplomat, og det er en fryd at læse om hans bryske og fanden-i-voldske fremfærd blandt skidtvigtige NATO- og EU-folk, som han havde vejet og fundet for lette. Alle nationaltsindede i Vesten bør så vist se Mladić i det rette lys: Som en fighter, oftest fair over for besejrede fjender, men kompromisløs i kamp og over for uret. Fjendtlige krigsfanger har berettet, hvordan de af Mladić er blevet reddet fra lynchning, eller at deres forhold blev markant forbedret efter hans inspektion. Derfor er Mladić kaldt en ”tragisk helt”: Med en ren sag, men alligevel udråbt som skurken over alle skurke.

Det er ikke mindst Mladićs selvopofrende holdning til nationen og hans personlige mod, der gjorde ham til et ikon blandt serberne. Der er mange beretninger om hans uanfægtede ro under kamp. Fx i 1991 havde hans ingeniørtropper opgivet at demontere en stor bombe i en bus, hvorefter Mladić selv gik ind og klippede ledningerne over. En anden gang blev han med sin nærmeste stab omringet af muslimer på en høj, hvorefter han bare gik frem mod de fremstormende banditter og råbte ad dem, indtil de blev urolige og trak sig tilbage. Da der var risiko for at blive taget til fange, sagde han til sine mænd: ”Ser I muslimerne stoppe mig på vejen, så fyr mod os med mortererne og få ram på os alle. Lad dem ikke tage mig levende.” Han forklarer selv sin holdning: ” Jeg er bange for døden. Hvem er ikke det? Jeg er ikke skør. Men hvis jeg ikke overvinder frygten, hvordan kan jeg så overvinde muslimerne?” Mladić har ifølge eget udsagn ”aldrig været beruset af tanken om udødelighed. Jeg havde min egen tilgang til livet. Det var aldrig vigtigt for mig, hvor længe eller hvor godt jeg skulle leve, men hvad jeg kunne gøre for mit land. Og hvis jeg i løbet af mit liv var i stand til at give noget til mit land i disse vanskelige tider og sikre dets overlevelse, så ville jeg være lykkelig og tilfreds.”

General Mladić kæmpede simpelthen for sit folks liv: ”Vi vil have vores egen stat, ellers uddør vi.” Og han spurgte Wesley Clark: ”Hvorfor tramper De på vores stat, imens De gør det muligt for muslimerne at etablere en islamisk stat her på Balkan?” Han undrede sig over, at mens NATO’s soldater har kæmpet Vestens krige verden rundt og kalder sig fredsbevarende, ”bliver jeg, fordi jeg forsvarer hele mit folk mod biologisk udryddelse, næsten behandlet som en krigsforbryder.” Eftertiden skulle vise, at han godt kunne have undladt ”næsten”…

Det var Mladićs tale mod Vance-Owen-planen, der fik de bosniske serberes parlament til at forkaste planen med serbisk tilbagetrækning fra erobrede områder, hvorefter krigen kunne fortsætte. Mladić var fuldkommen ligeglad med, om hans land bliver paria i det ”internationale samfund”. Så meget større blev blot folkets indre sammenhængskraft. Det er sigende, at ”det internationale samfund” udlovede en stor dusør for Mladić, da han længe var på fri fod. Serberne angav ham ikke, og denne vrangvillighed blev de straffet for, mens muslimske lande typisk nok stadig modtog vestlig hjælp, selv om de ikke udleverede bin Laden & Co. Som en af Mladićs apologeter har indvendt: ”Serberne, der forsøgte at stoppe den radikale islam, burde behandles lige så godt som lande, der støtter den.”

Dayton-aftalens arkitekt Richard Holbrooke har kaldt Mladić og Radovan Karadžić ”Europas svar på Osama bin Laden og Saddam Hussein”. Det er jo vanvittigt, når fronterne sagligt set er de modsatte. Samme manglende forståelse for de virkelige fronter i verdensmagternes aktuelle kamp udviste EU’s daværende ”høje repræsentant” i Bosnien, Paddy Ashdown, den ”kulturelle følsomheds” store fortaler, da han i 2004 til genåbningen af en gammel tyrkisk bro i Mostar godkendte en parade iklædt de tyrkiske janissarers dragter. For de kristne serbere ”var det omtrent lige så kulturelt følsomt som en SS-parade i Tel Aviv”.

Fakta om serberes kontra muslimers og kroaters fremfærd er alt for ukendt. Serberne er for mainstream de store hovedskurke.  Men serberne gav ly til 40.000 muslimer, der flygtede fra Izetbegovićs islamfundamentalister. Og det er påfaldende, at ”Foreningen af Enker fra Srebrenica” kun har 86 medlemmer, når der angiveligt var 8.000 muslimske ofre for serberne…Uanset hvem man tror på, er det slående, at 90 % af de tiltalte ved FN’s krigsforbryderdomstol er serbere, og at muslimske massemordere såsom Naser Orić og den fhv. KLA-leder Ramush Haradinaj blev frikendt for medvirken til mord på serbere. Frikendelsen af Haradinaj fandt sigende nok sted efter mord på og intimidering af vidner. Sigende er det også, at en dødsfjende af Republika Srpska som dr. Mustafa Ćerić har fået UNESCO’s ”fredspris til fremme af dialogen mellem religionerne”. Med Mladićs ord legaliserer domstolen muslimske kidnapninger af serbiske officerer, som kan holdes indespærrede i ubegrænset tid, indtil de taler: ”En sådan adfærd og fængsling af vidner fandt ikke engang sted i stenalderen, og endnu mindre i vor egen tid.”

Hovedanklagen mod Mladić er jo ansvaret for Srebrenica-massakren, men meget tyder på i hvert fald under 2.000 ofre (alle soldater i kamp), mens 3.227 serbere dokumenteret er blevet tortureret ihjel i Srebrenica-området mellem 1992 og 1995. Srebrenica-kulten er en del af Vestens selvmorderiske anti-serbiske felttog, og den har svækket modstanden mod den radikale islam verden rundt. Muslimernes reaktioner ses bl.a. på grund af denne myte som en ”forståelig” reaktion mod ”undertrykkelse” og ”intolerance”.

Mladić har udtalt, at ”krig er frygtelig, men vi var tvunget til at gribe til våben. Vi var nødt til at beskytte os mod den islamiske ekspansion mod Vesten. Mange løgne mod os er blevet spredt.” Han har oplevet at se sit eget hus gå op i flammer og ønsker efter eget udsagn blot et fredeligt liv: ”Hvorfor ikke tillade en normal og fredelig befolkningsudveksling? Hvorfor ikke organisere en udveksling af ejendom og en ligelig fordeling af international hjælp for at skabe normale levevilkår? Vi beder ikke om nogens medlidenhed. Vi vil heller ikke have fremmede journalisters, statsmænds eller soldaters medlidenhed. Vi vil have vores egen regering, en stat valgt af det serbiske folk, og ikke en, der er pålagt os af Tyskland eller et islamisk land. Vi beder jer om at gøre det nemmere at værne om freden, så vi kan leve med kroater og muslimer og opretholde gode forhold til naboerne. Gud forbyde, at vi nu skulle være nødt til at leve i det samme land som dem!” Mladić har over for verdens mægtigste militærmagter stået uanfægtet fast på sit opgør med den multikulturelle utopi, som reelt er pro-islam og folkemord mod Vestens nationer, og hævdet: ”Det er ikke en forbrydelse at forsvare sit folk, det er en hellig pligt.”