De, der måtte undre sig over, at Stram Kurs foretrækker gademøder for møder under tag, kan jo ikke mindst orientere sig om Den Danske Forenings historie og dens konstante problemer med at få mødelokaler uden chikane og aflysninger.

Når jeg læser lederen i Den Danske Forenings blad Danskeren i anledning af Grundlovsdag for 28 år siden, er det jo ikke alene lighederne med i dag, jeg ser, men faktisk tilstandens forværring, trods al ”debat”. Grundloven er fundamentet for vort angivelige retssamfund, hvis vigtigste træk er lighed for loven.

Men i stedet hersker stadig mere uligeretten til nationalsindedes såvel som visse andre dissidenters ulempe.  Der er stadig mere ”kriminalitet” med politiske overtoner, som straffes strengere end identiske handlinger udført af ren ondskab eller fx med berigelse for øje.

Desuden ses der også mildere på politisk motiverede forbrydelser, der ikke udføres af angiveligt racehad eller lignende (mod ”minoriteter”, vel at mærke). Som den gamle statsminister Anker Jørgensen sagde om BZ’erne, er nogle jo så velmenende, at man ikke nænner at kritisere dem.

Med krænkelser af retssamfundets principper tænker flest i dag nok på vor statsminister, men værre end hendes store enkeltforseelser forekommer mig den generelle tilstand, hvis varighed og forværring man pludselig indser ved at læse Danskeren fra juni 1993. Men en sådan langstrakt og gradvis stramning af tommelskruerne bemærkes sjældent.

Vort samfund er ved at drukne i papirnusseri, ”dokumentation”, for at sikre millimeterretfærdighed, og imens glemmes kilometerretfærdigheden. De helt store skævheder i retspraksis tolereres med et skuldertræk, når det bare går ud over de rigtige, altså de ”forkerte”, som fx deler uhyggelige klip på nettet, der dog ikke adskiller sig fra så mange andre uhyggelige klip, der deles. Det er tilsyneladende også værre at skælde en islamist på weekendtur ud end at begå dominansvold eller vanvidsbilisme.

Et samfund kan udmærket formelt sørge for at være et ”retssamfund” og så alligevel i sine love og praksis tillade en uhyre forskelsbehandling, såsom nazisternes Nürnberg-love. Som det er sagt, er den hvide mand liberalfascismens jøde. Dog med den forskel, må det filføjes, at jøden var uhjælpeligt fanget af sin herkomst, mens den hvide mand kan redde sig ved at være tilstrækkeligt følgagtig og underdanig over for den nu herskende ideologi.

Et samfund kan også udmærket være et formelt retssamfund og så alligevel i alle parametre for livskvalitet gå mod bunden. Således er det en ringe trøst, at både danskere og fremmede behandles lige for loven, hvis det konkret er livsfarligt som indfødt at vove sig ud. Hellere at ende i kloakken end antaste ”retssamfundet” lyder heller ikke tillokkende. Men det er jo også en forvrænget opfattelse af retssamfundet, mainstream påstår er truet af Stram Kurs og ligesindede.

Det er nemlig gået så galt med uligeret for landsmænd, fordi retssamfundet betyder noget helt andet end under folkestyrets storhedstid i midten af forrige århundrede. ”Lige for loven” betød før lige ret for alle danskere, men nu er retssamfundet blevet identisk med sikring af lighed for loven for alverden i danskernes land, og så er det logisk, at de, der er imod dette nybrud (dvs. for normaltilstanden), bliver kriminaliserede. Står man fast på Danmarks Riges Grundlov og ikke de Universelle Menneskerettigheder, kan man desværre i vort EU-følgagtige land kun imødese at blive strafbelagt stadig hårdere fremover.