Mens islamofobi er en velkendt diagnose af en politisk holdning, hører man sjældent begrebet sinofobi, frygt for kineserne, vel fordi den er mindre specifikt “højreekstrem”, dels pga. corona, og dels pga. truslen fra den kommunistiske stormagt. Rationelt set er der dog mindre grund til et generelt mishag mod menige kinesere, som hverken koloniserer Europa demografisk, er bevidste sygdomsspredere eller repræsenterer en egentlig ideologisk fjendtlig magt. Islam har et artikuleret, over tusindårigt program principielt fjendtligt over for os vantro, og hver enkelt troende er en aktiv repræsentant for ideologien. Kineserne er mest af alt ligeglade med os, bortset fra som konkurrent i handel og ressourceforbrug. For så vidt er det en gave for Vesten, at Kina har et utiltalende politisk system, for det ville være politisk sværere at bekæmpe denne objektive konkurrent på verdensmarkedet og om de knappe ressourcer, hvis de havde været ligesom os.
Endnu mindre velanbragt er det selvfølgelig, når der særlig i USA synes at være udbredt chikane mod østasiater, som måske slet ikke er kinesere og i hvert fald oftest har været amerikanske borgere i generationer. Siden coronaepidemiens start er der registreret 6600 tilfælde af overgreb mod østasiater i USA, og i første kvartal af i år er tilfældene steget med 164% i forhold til sidste år. Mainstream-medierne med CNN i spidsen giver forudsigeligt Trump og hvides racisme skylden for volden, men det nævnes sjældent, at sorte står for en stor del af den. Således nogle af de seneste mest opsigtsvækkende sager, hvor en sort mand i San Francisco angreb to asiatiske kvinder på henhv. 63 og 84 år, der ventede på en bus, og hvor en sort kvinde i New York angreb to asiatiske kvinder med en hammer. Sigende nok blev det første tilskrevet psykisk lidelse, det andet alkoholisme, så man undgik at kalde det racistiske overfald udøvet af sorte – det woke verdensbillede undgik flimmer på skærmen, men i selve dets ræsonnement har det jo også immuniseret sig mod kritik.
Thi selv når den sort-asiatiske konflikt erkendes, får hvid racisme selvfølgelig også skylden, såsom her: ”Når en sort person angriber en asiatisk person, er mødet nok drevet af racisme, men meget specifikt af hvidt overherredømme. Hvidt overherredømme kræver ikke en hvid person til at forevige det.” Dehumaniseringen af farvede generelt overtages angiveligt af de farvede indbyrdes… Denne tolkning er mest af alt som en ubeviselig religion, et rent holdningsmæssigt postulat, men der må kræves en stor bevisbyrde af en sådan anklage mod de mest åbne og humane samfund i verdenshistorien. Selvfølgelig kommer de til kort over for et perfekt ideal, der aldrig har eksisteret, men de farvede folkeslag har nu været ganske dygtige til uhyre grusomt at slagte og undertrykke hinanden indbyrdes, også inden de kom under den civiliserende vestlige indflydelse (typisk er således striden mellem muslimer og hinduer i Indien, som briterne har fået skylden for, men som har langt dybere rødder). Kinesere er selvsagt lige så lidt engle som afrikanere, hvad sådanne, der har opholdt sig i Kina, kan vidne om.
Men det er velkendt i samfundsvidenskabelige kredse, at siden USA’s indvandringslov i 1965 blev mere åben for hele verden, og mange flere asiater kom til (og dernæst kom der flygtninge fra især Vietnam), har der været mishag mod disse blandt sorte, som var de mest sårbare over for immigrantkonkurrence på arbejdsmarkedet og nu pludselig ikke var eneste udsatte minoritet. Det er såmænd fuldt forståeligt, ligesom der også i andre situationer med indvandring naturligvis er størst fjendtlighed blandt de grupper, som umiddelbart mest (føler at) udsættes for ulemperne. Det dokumenterer for den nøgterne iagttager, der ikke kun er fokuseret på den hvide (eller aktuelt orange) syndebuk, at disse ”fobier” er et universelt fænomen mellem alle mulige etniciteter, alt efter de konkrete gruppers situation. Og er en mere eller mindre rationel eller hensigtsmæssig reaktion. Men i sig selv en uomgængelig politisk virkelighed, som maner til så vidt muligt at undgå et for ”farverigt fællesskab”, der notorisk er en farverig slåskamp. Og påstanden om en særlig hvid rolle i den kan kun fastholdes via en lige så selektiv historisk hukommelse som holocaust-revisionisternes.
Super indlæg! En af den kinesiske histories vel mest indflydelsesrige fadere og åndspersonligheder er K’ung Fu-tzu(Confucius): Han fremsatte sin gyldne regel: “Do not impose on others what you do not wish for yourself.” Hvis denne regel fortsat står til troende, så har den vestlige civilisation vel egentlig ikke noget at frygte. “Den gule fare” som det vist hedder i folkemunde vil i følge K’üng Fu-tzu ikke udryde os som menneskehed i vesten. Dette står i total modsætning til islam og udbredelse af deres lov-religion som en totalitær underminerings ideologi. Over alt hvor den får rodfæste bliver den bestemmend, dominerende og fremfor alt undertrykkende. Mere kinesisk indflydelse og dominans i flere muslimske lande kunne måske få dem til at reflekter over deres egen tilværelse og sindelag i en retning af mere forståelse for – og ageren efter en ligeså afdæmpet tilgang til verdenssamfundet…
Jeg har den teori at det stadig mere og mere dysfunktionelle økonomiske system, vi har i Vesten, er stærkt medvirkende til den betændte situation, vi har i Verden nu. Vores økonomiske system fungerer ikke længere. Vores demokratier fungerer ikke. Vi har, for nu at tale i football-sprog, “fumblet” borger- og frihedsrettighederne på gulvet og de er ikke blevet samlet op af en forsvarer..
Nu er der indre splid i Vesten i en grad, så man (især lige nu i USA og Frankrig) kan frygte en slags borgerkrig mellem befolkningsgrupper, samtidig med at en diminutiv og særdeles eksklusiv og ufatteligt velhavende gruppe af elitære mennesker bestemmer mere og mere; en situation ikke set i århundreder- og en sprængfarlig situation. Dertil kommer at den deraf følgende økonomiske ulighed medvirker til at eskalere spændingerne mellem forskellige befolkningsgrupper; eftersom de store firmaer og deres urørlige og juridisk immune chefer påvirker kontinentet kolossalt, har de også svigtet Vestens principper om stærke borger- og frihedsrettigheder og har været stærkt medansvarlig for masseimporten af billig og ukvalificeret arbejdskraft fra Afrika og Mellemøsten, under påskud af arbejdskraftens frie bevægelighed og kapitalismens herligheder, mens man i virkeligheden er på vej tilbage til feudal- og slavesamfundet. Men da man påstår det modsatte og samtidig har overtaget ejerskabet af mediesamfundet kan man overfor en temmelig uvidende, uoplyst og mere og mere forsimplet og splittet befolkning påstå hvad man har lyst til.
Hvad gør man så for at kvæle oprøret mod denne nye udemokratiske verdensorden? Man lancerer en løganagtig og voldsomt manipulerende kampagne mod en påstået “systemisk racisme” og støtter de venstreekstremistiske og samfundsomstyrtende grupper som antifa og black lives matter a/s samt totalitært indstillede muslimer! Fordi de kan være nyttige idioter i kampen mod den originale europæiske eller amerikanske befolkning, som naturligvis kan se, hvor tingene bærer hen, og reagerer med afsky og vrede mod den fortsatte udvikling henimod de facto diktatur.
Jeg synes denne fortolkning kan forklare en hel del af hvad der sker idag med den ekstreme og voldsomt oppustede fokus på “systemisk racisme”. Og dette hjælpes godt på vej af den for de nuværende korrupte magthavere utroligt hjælpsomme “klimakrise” og- især- coronapandemien. Aldrig har vel en sygdom været så nyttigt og belejligt et instrument i magthaveres hænder, i kampen for det nye samfund, man vil opbygge.
Et samfund, som jeg ikke tror, mange af os har lyst til at opleve..