”Oplevelsesdyreparken” Memleben i den tyske delstat Sachsen-Anhalt udsættes for tiden for massiv kritik, fordi den har en togbane for børn, ”Kongo-Bongo-Bahn”, hvor afrikanere fremstilles som vilde og kannibaler. En hvid person koges i en gryde. En sociolog, Katharina Warda, beklager dette tilfælde af ”hverdagsracisme”, og ligesom en gæst i parken tager hun afstand fra, at sorte mennesker udstilles som uciviliserede. I sidste måned blev i øvrigt en zoo i Leipzig udsat for en lignende kritik for at udbrede ”racistiske stereotyper”.

Man tror åbenbart, at folk er idioter og ikke ved, at den slags parker ikke viser nutidens virkelighed. Det opfattes jo ikke som en selvfølge, at alle sorte er sådan. Tværtimod er selvfølgen i dag, at hvide er klovne og utiltalende. Fx meget typisk portrætteret på omslaget af historikeren Søren Mørchs antinationale værk Den sidste Danmarkshistorie. Ikke sandt, det viser jo bare danskerne, som de er.

Det internaliserede europæiske selvhad opfylder mere end let gennemskuelige sorte karikaturer kriterierne for ”hverdagsracismens” ureflekterede stereotyper. Tænk, hvis Gøg og Gokke havde været sorte skuespillere, så ville deres film i dag ses som et typisk udslag af den tids syn på de sorte. Parker og film kan også vise utiltalende hvide korsfarere, parodiske hvide sørøvere eller Wild West-skurke, nutidigt ”white trash” osv. uden at være kontroversielle, for sådan kan hvide være, selv om man jo udmærket ved, det ikke er alle hvide (skønt det underforstået tit er tæt på). Men farvede, især sorte, er på lige så racistisk vis skånet for parodier, især med historiske referencer.

Men uden rod i virkeligheden er de aktuelt kritiserede parodier jo heller ikke. I år 1900 fortalte den franske biskop Angonard om sine 23 år i det franske område af Congo (hvilket jo i øvrigt viser, hvordan fokus på europæeres fremfærd i Afrika helt ser bort fra den oprindelige, værre tilstand – racisme er værre end kannibalisme!):

”Bortset fra klimaet, som kun få europæere kan tåle, står vi stadig i fare for at blive dræbt og… ædt. De sorte fra Ubangi er nemlig overordentlig forslugne efter menneskekød. De dræber os ikke af ondskab, men de gør det for vort lækre køds skyld. De har et ord, ’nyama’, med hvilket de betegner deres ofre. Ordet betyder ’kød til fods’. Rejser man i det øvre Ubangi-gebet og i sin nærhed hører dette ord, ved man, hvad klokken er slået. Således gik det for nylig et medlem af vor mission, som var gået nogle skridt bort fra os for at hente vand. Heldigvis var han bevæbnet, og et eneste bøsseskud er nok til at forjage en hel bande kannibaler.

For to år siden var jeg til stede ved et barns begravelse. En af os stod med gevær i hånden ved siden af kisten. Kirkegården lå kun 30 alen fra kirken, men det var alligevel nødvendigt at være yderst forsigtig, idet negrene særlig holder af barnekød.

De forsmår dog ikke kød af voksne. Den Frankrig venligsindede sultan Bangassu gav således for nylig en banket, ved hvilken han serverede 300 lig af voksne mennesker for sine gæster. Tro endelig ikke, at det er overdrivelse. Det er den rene, skære sandhed. Når kannibalerne har spist en mands, en kvindes, et barns legeme, kaster de hovedet hen i en krog, som om det var en ganske almindelig madlevning. Jeg har taget et fotografi af de 300 hoveder, der lå opstablede på et bord.”