Til lykke til en af de vigtigste personer i den danske debat, manden bag bloggen Uriasposten (og Mosbjerg Folkefest), Kim Møller, som i dag fylder 50 år. Gennem nu 18 år har han med sjælden vedholdenhed opdateret næsten dagligt med både fortiede nyheder og gode vinkler på mere kendte sager. I den nationale debats svære balancegang mellem at være naivist og skeje ud har han desuden formået at holde en saglig kurs og en konsekvent linje lige langt fra mainstreams sump og ideologernes overdrev. Så det har været svært for modparten at stemple ham, hvilket nok har gjort ham ekstra forhadt i visse kredse. Men nu har man så i stedet ganske hyklerisk taget ham i en sag om deling af grafisk materiale, skønt mange blandt de mere politisk korrekte hele tiden gør noget lignende ustraffet.

I 2007 fik Møller en mindre god karakter for sit historiespeciale om udviklingen i dansk islamforskning. Året efter udkom det som bog, Vejen til Damaskus. Kritikken af værkets pointe, nemlig at ”islam” i den aktuelle islamforskning er blevet opløst til alt muligt, som muslimer måtte mene, i stedet for primært koranstudier, bekræfter paradoksalt nok, at Møller har ret. Blot ses udviklingen ikke som en svaghed af forskningen selv, men som en dyd. (Det kan i øvrigt sættes i relief af synet på nationalsindede, hvis mangfoldighed ikke respekteres, for de er i sidste ende alle nazister!). Faktisk går Møller i fodsporene af den nok største moderne islamforsker, Bernard Lewis, der om nogen fordybede sig i den muslimske verdens mangfoldighed, men samtidig blev kritiseret af de mere politisk korrekte, fordi han fastholdt, at islam giver denne mangfoldighed nogle fællestræk, som har givet den muslimske verden nogle ret uløselige politiske problemer.

Denne evne til på én gang at fastholde enhed og mangfoldighed er altså gået fløjten for mainstreamforskerne, der tilsyneladende tror på muligheden af at indpasse islam i moderne demokratier, blot fordi et mindre antal muslimer kan det. Men Koranens uforanderlige tyngdekraft holder de fleste nede. Møller evner således både den svære balancekunst i forskning og politik, men i stedet for at belønnes for det og høste ydre anerkendelse og position må han leve af ufaglært arbejde. Det stiller ham rigtignok også ganske fri i debatten og gør ham til en farligere mand for de etablerede. Sindsligevægten trods det ydre tryk og deprimerende emne bevarer han nok via sin store interesse for fugle og naturen – i kontrast til dem, hvis liv kun består af forbitret debat foran skærmen… 

Møllers kapacitet på flere områder får mig til at tænke på den store danske insektforsker Carlo F. Jensen, der ernærede sig som reservepostbud i Tarm, men fik masser af post til ”University of Tarm”. Udenlandske forskere kunne ikke forestille sig andet. Det er kedeligt, når samfundet ikke giver folk den formelle position, de fortjener, men jeg antager, at Møller ligesom Jensen ikke er blind for en beskeden stillings fordele, og man må i hvert fald håbe, at han med virkelyst vil trives med den mange år endnu. Thi der er jo desværre ikke i overskuelig fremtid udsigt til, at den gamle mainstream udskiftes.