For tiden udspilles det i europæiske nationale kredse alt for velkendte skuespil i Tyskland: Medlemmerne af Alternative für Deutschland skal beslutte, om ”strammer”-duoen Chrupalla og Weidel, eller ”slapper”-duoen Cotar og Wundrak, skal lede partiet frem til næste forbundsdagsvalg.
Førstnævnte duo støtter sig til den for mainstream odiøse linje stemplet som ”völkisch” (i Tyskland værre end populisme) personificeret af Björn Höcke, partiets førstemand i delstaten Thüringen, mens den anden duo har tænkt sig at appellere mere til midtervælgerne, end AfD hidtil har gjort.
Man aner, hvor det bærer hen, som det herhjemme ikke mindst blev Fremskridtspartiets skæbne, dog uden synlig udsigt til lignende succes for et midtsøgende AfD som den, der en tid blev Dansk Folkeparti til del. Men det må erkendes, at det som regel er en opblødning af nationale partier, der fører til deres vækst.
Men til hvilken pris? Det er som regel ”slapperne”, der ender med ikke at kunne være i stue med strammerne, men hvorfor kan nationale partier ikke ligesom mainstreampartierne holde sammen på en mere uensartet flok, der kan appellere til flere vælgere, som generelt vil i samme retning?
Den interne stridbarhed blandt nationalsindede gavner kun de antinationale. Ingen kan sige sig fri for at have bidraget til uforsonlighed, men det forekommer mig alligevel, at egentlige brud mest opstår, når ”slapperne” gentager mainstreams afstandtagen, altid til ”højre” side.
Et i bred forstand nationalsindet, opblødt parti kan så nok få formel succes, men ideologisk befinder det sig samtidig i frit fald på ”pragmatismens” slagne landevej, og de konkrete politiske resultater ender med at blive blot rettelser i marginen til mainstreams brødtekst.
Undskyldningen vil være, at det jo slet ikke nytter bare at stå fast og råbe ude på sidelinjen. Dét kan dog også vække til eftertanke i opinionen, men langt det bedste havde været, hvis alle med ægte nationalt sindelag, uanset hvad de ellers ville i deres ideelle verden, gik frem som ét i stedet for at tære på hinanden.
Det er ikke givet, at AfD direkte splittes, men den ene lejr vil marginaliseres. Idéen om, at indvandring og nationale spørgsmål er noget betændt i forhold til al mulig anden politik, synes på sær facon som en nisse at flytte med fra mainstream og forvolde spilopper og uro også blandt dem, der vil ”normalisere” sagen.
Du godeste.. ikke alene kan tyskerne ikke finde ud af at lægge afstand til de venstreekstremistiske internationalistiske samfundsnedbrydere i De Grønne; højresiden kan minsandten heller ikke engang enes om et alternativ! Det begynder at minde voldsomt om Danmark i halvfjerdserne, tilsat firsernes opløsningstendenser i Fremskridtspartiet! Så har vi den perfekte storm, hvor muligheden for en virkelig venstreekstrem regering kan indtage regeringskontorerne og afvikle resten sf det industrielle Tyskland, som disse mennesker har hadet så meget gennem de sidste mange årtier.. det er en sprængfarlig situation for Europa. Tyskland lægger sig på linie med den forfejlede stat Sverige med denne udvikling og vil anrette yderligere voldsom skade på landet og kontinentet. Og det værste er at det ikke står bedre til i Danmark. Aldrig har højrefløjen talmæssigt vel stået svagere i billedet end nu, med nogle få procents tilslutning i i opinionsmålingerne (jeg regner pt ikke Venstre og Konservative som reelt borgerlige partier).