Der er nu gået et år, siden den 19-årige svensker Tommie Lindh blev dræbt af en 22-årig sudanesisk mand, Abubaker Mohamad Awad. Lindh skulle til at studere og havde fået egen lejlighed i Härnösand godt 400 km nord for Stockholm. Han havde gæster, deriblandt sudaneseren, som blev vred over, at Lindh havde en kasket med Sverigedemokraternas logo. Ved omtrent samme tidspunkt som mordet voldtog sudaneseren også en ung, svensk kvinde to gange, samt begik farlig vold mod endnu en mand, han anså for “racist”, det hele i Lindhs lejlighed, og der er uklarhed om, hvorvidt Lindh forsvarede voldtægtsofferet og derfor blev dræbt.

Nationalistiske kredse har gjort Lindh til en martyr for forsvaret af hvide kvinder, mens mainstreammedierne har tolket hændelsesforløbet som, at der gik halvanden time fra første voldtægt til mordet på Lindh, og derefter begik sudaneseren endnu et overgreb mod kvinden. Men både voldtægtsofferet og Lindh talte i telefon med politiet omkring det første overgreb for at slippe af med sudaneseren, og selv mainstreammedierne har kritiseret, at politiet ikke reagerede da, så ikke mindst mordet kunne være undgået.

Detaljerne er dog ikke pointen her. Der er derimod reaktionerne på drabet i forhold til reaktionerne på fx George Floyds død. Mainstreamopfattelsen er nu klart, at højreekstremister stadig ”udnytter” drabet på Lindh for at skabe had mod fremmede. Det er jo imidlertid for intet at regne mod udnyttelsen af Floyds død, hvor en småforbryder blev til en helt, men hvor i mainstream kaldes denne brug af Floyd for odiøs udnyttelse? I de sjældne tilfælde, hvor en fremmed/farvet er faldet som offer for europæere, i særdeleshed fra højrefløjen, er det jo blevet udnyttet politisk så meget som muligt af medier såvel som magthavere til at advare mod en angivelig generel racistisk trussel, til fremme af tiltag mod ”hatespeech” osv.

Men når nationale dissidenter naturligt nok gør noget lignende for at fremme egen sag, gøres der meget ud af krakilsk at afsløre de angivelige forvrængninger og misbruget. (Se fx også drabet på norsk-ghanesiske Benjamin Hermansen i 2001, som førte til, at 40.000 mennesker, bl.a. statsminister Jens Stoltenberg, deltog i efterkrigstidens hidtil største manifestation i Oslo. Kontra de angiveligt odiøse Salem-marcher til minde om 17-årige Daniel Wretström, myrdet af Khaled Odeh – som i øvrigt senere blev ansat af  Storstockholms Lokaltrafik som ”tryghedsvagt”, hvor han overfaldt en rejsende!). 

En symptomatisk forskel mellem moderne europæisk identitet og andres er også, at mens Lindhs familie var ked af, at mordet blev anledning til at ”sprede had” og fremstille Lindh i dårligt lys (altså patriotisme og at komme et voldtægtsoffer til undsætning!), var Floyds familie ved at revne af stolthed over deres martyr for den gode sag. Lindh synes ikke at have været synderlig politisk, inviterede altså en sudaneser hjem, dog havde han som nævnt en SD-kasket, men hans familie er åbenbart (dog jo også under mediepres) af den vanlige svenske selvhadende slags, som også er uhyre udbredt i resten af Vesteuropa.

De fleste vil tilsyneladende hellere have et højkriminelt indvandrerland med risiko for deres børns tidlige invaliditet og død end risikere at støtte noget ”racistisk”. Samme holdning har medierne, som jo mildt sagt har gjort noget mere ud af sager som Floyds end af (hyppigere) sager som Lindhs, hvilket selvsagt gør de offentlige reaktioner i de respektive sager forudsigelige. Men hvorfor er overgreb på ikke-europæere pr. automatik symbolske for noget større samt legitim protest- og reformårsag, mens omvendte overgreb absolut ikke er det?  Desuden er denne forskelsbehandling af disse ekstreme sager kun et ekstra tydeligt eksempel på den generelle diskrimination mod europæisk selvforsvar i mediers og myndigheders praksis.