Der er en skæbnesvanger tendens i dansk politik til at kæmpe fortidens krige, fokusere på det uvæsentlige og stille de forkerte spørgsmål.
Selvfølgelig må det helt klart siges, at det i sig selv er en fordel, hvis asylsøgende til Danmark forbliver i Rwanda. Så kan man tro på, det holder i praksis eller ej.
Humlen er så, at denne løsning får stadig mindre betydning i forhold til, at nye asylansøgere udgør en stadig mindre andel af fremmedproblemet.
At det årlige antal godkendte asylansøgere udgør en brøkdel af en procent af det allerede bosiddende antal vildtfremmede i Danmark, kan i årenes løb blive slemt nok, hvis det fortsætter.
Men den store stigning finder sted blandt dem, der nu kaldes ”danskere”. Fertiliteten blandt danskere og indvandrere er ens, lyder det. Men i førstnævnte gruppe skjuler der sig nu en stor andel kulturfremmede.
Noget hænger jo ikke sammen. Over ti procent af de nye skoleårgange er nu ”tosprogede”, stadigt stigende. At fokus nu er på asylansøgere, er genialt af Frederiksen, som (igen) høster den lette sejr.
Det aktuelle fokus er kun lidt mere relevant end at beklage sig over for meget is i drinkglasset om bord på Titanic, netop som udkigsposten melder isbjerg forude.
Vi er kommet dertil at hvis befolkningsudskiftningspartierne også vinder næste valg, så er det også slut for Danmark. Jeg kan simpelthen ikke se hvordan vi skulle have mere tid til at vende udviklingen.
UD MED VORES “FREMMEDE FJENDER”
Vi er som nation, og det meste af vesten blevet ramt af en tornado af islamisme der med al dens vederstyggelighed og raseren, vel med rettet i disse år bedst kan beskrives som at vores samfund bliver rykket op fra rode, helt fra bunden af… Vi synes nu nærmest uundgåeligt at glide lige direkte ned i det øde abyssale dyb hvor der kun hersker totalt mørke og post-ragnarok…Tiden er til en national ur-vækkelse i hidtil uset stor-skala.