I sommeren 1922 drev tyrkerne den civile græske befolkning, som endnu var dominerende i den vestligste del af det nuværende Tyrkiet, fra hus og hjem. De stærkeste mænd samledes i arbejderbataljoner, mens resten blev drevet vestpå mod havnebyen Smyrna (nu Izmir). I store skarer ankom de til denne by, i begyndelsen nogenlunde ordnet, senere i vild flugt. Der kom 10.000 til 30.000 hver dag. De blev først indkvarteret i den græske og armenske del af byen, mens der var plads, og senere måtte de slå sig ned under åben himmel på Smyrnas kilometerlange havnekajer.

Så rykkede tyrkisk rytteri i sorte uniformer ind gennem Smyrna. Kort efter udbrød der brand i det armenske kvarter. Ilden hærgede også gennem den græske og europæiske bydel i en bredde af 2 km. Alle styrtede mod kajerne. Til sidst var der omkring 300.000 mennesker stuvet sammen der. Har fødtes mange, døde langt flere. De styrtede ud over kajerne eller blev presset ud. Den amerikanske hjælpekomités biler måtte rydde gaderne for lig for at komme frem. På havnen var flygtningenes eneste beskyttelse at være i de fremmede krigsskibes projektørlys. Fra de dele af kajerne, der om natten lå i mørke, hørtes fortvivlede skrig. Plyndrende morderbander hærgede.

Efter forhandlinger med amerikanerne gav tyrkerne lov til, at græske skibe under neutralt flag måtte tage så mange flygtninge som muligt over til Grækenland. Alle mænd i alderen 15-45 år skulle dog føres tilbage til Lilleasien. Og de af resten, der ikke var hentet om en uge, skulle samme vej. Kajerne genlød af kvinders og børns gråd, da de blev skilt fra deres mænd og voksne sønner. Med de første skibe afgik 43.000 sammenstuvede flygtninge. Det tog yderligere seks dage at tømme kajerne, thi nye titusinder blev af tyrkerne drevet frem af kældre og ruiner, hvor de havde skjult sig.

Samtidig med dette forlod hundredtusinder af grækere den nuværende europæiske del af Tyrkiet, som tyrkerne havde fået herredømmet over. Det var mest bønder, som måtte pakke det nødvendigste, og de slog sig ned uden for Grækenlands storbyer i telte og barakker. Den græske regering kunne ikke overkomme opgaven at give kost og logi til så mange, og kontaktede Folkeforbundet for hjælp.

Her var norske Fridtjof Nansen højkommissær for flygtninge. Han indså, at der måtte handles hurtigt for at redde hundredtusinder af liv. Med vanlig effektivitet havde han inden for et døgn fået rejst midler og begyndte at indkøbe fødevarer og skibe. Kort efter rejste han til Konstantinopel og Makedonien for selv at få et overblik (på billedet ovenfor besøger han græske flygtninge). I Konstantinopel blev han af den græske regering underrettet om, at hvis tyrkerne fortsatte deres barbariske uddrivning af grækere, måtte Grækenland svare igen ved at uddrive sine tyrkere.

Nansen kom frem til, at skulle mange mennesker og værdier ikke gå tabt, måtte der organiseres en ordnet befolkningsudveksling mellem de to lande. Al ejendom, som blev ladt tilbage af udvandrere fra de respektive lande, skulle nøje registreres, så alle kunne få en erstatning af tilsvarende værdi i deres nye land. Desværre endte det med, at grækerne ikke fik erstatning. Al ejendom, der blev forladt uden tilladelse, tilfaldt staten efter tyrkisk lov. At grækerne var taget af sted for at undgå at blive myrdet, gjorde ingen forskel.

Det er blevet indvendt mod denne organiserede folkeflytning, at den var hård ved de tyrkere, som boede fredeligt på græsk område. Det erkendte også Nansen. De måtte lide for, hvad deres stammefrænder i Tyrkiet havde forbrudt. Men som Jens Marinus Jensen kommenterer i sin biografi om Nansen: ”Der måtte tænkes på fremtiden. Det ville være bedst at søge en endelig løsning på de nationale stridigheder i den nære Orient. Der fandtes næppe nogen bedre udvej.”

Nansen stod i spidsen for indsatsen, der trods alt mildnede den omfattende genbosættelse mest muligt, og grækerne fra Tyrkiet blev på få år en stor gevinst for Grækenland, som via de flittige bønder fik tredoblet sit dyrkede areal. I alt blev ca. 400.000 tyrkere sendt ud fra Grækenland, og 1,5 mio. grækere fra Tyrkiet. Så selvfølgelig kunne noget lignende udvirkes i dag, både i større målestok og under langt bedre forhold, ved en remigration af muslimer fra Europa. Om det så skal ske i bytte for nogle kristne minoriteter fra islamiske lande.

Ikke mindst er det tankevækkende, at det aldrig faldt nogen ind, at den tids flygtninge skulle andre steder hen end til deres egne folk i nærområderne. At flygtningene skulle fordeles til resten af Europa, i stedet for i krigshærgede Vesttyrkiet og fattige Grækenland, kom slet ikke på tale. Og netop derfor forsvandt problemet også på få år fra den politiske scene.