I 1944 beskrev den tidligere kommunist og nu antitotalitære tænker, Arthur Koestler (kan vel mest sammenlignes med George Orwell), sin stadig genkommende drøm: ”Det er mørkt, og jeg bliver myrdet i et buskads; der er en stærkt trafikeret gade kun 10 meter borte; jeg skriger om hjælp, men ingen hører mig; leende og snakkende går folk videre.”

Denne drøm overfører han til den politiske situation og bryder sit hoved med, hvad det er, der gør hans propaganda virkningsløs. Hvem har da ret, spørger han – de folk, der kun med et halvt øre hører på ham og hans lige og så går leende videre, eller ”de få ofre og øjenvidner, der er undsluppet, hvad der foregår i buskadset?” Og han kommer til det resultat: ”Det er åbenbart os, der er besat af en uvirkelig og morbid tvangsforestilling, hvorimod de andre er sunde og normale. Det vigtigste symptom hos den besatte er imidlertid, at han mister kontakten med virkeligheden og lever i en fantasiverden. Det forholder sig måske derfor lige omvendt: det er måske os, som skriger op, der reagerer sundt og normalt på virkeligheden omkring os, hvorimod I andre er neurotikere, der er faret vild i en aflukket fantasiverden, fordi I ikke er i stand til at se kendsgerningerne i øjnene.”

Ja, det er ikke let at fatte, hvor forskelligt der kan ses på den samme verden. Kommunikation om de samme hændelser mellem to ”verdenssyn” flytter kun fronterne marginalt. ”Debatten” bruges til at bekræfte meningsfæller, og modparten læser den kun for at finde mere ammunition til sit eget. Det var jo ikke debat med modparten eller bare fordampet sympati for selve samfundsutopien, der fik mange kommunister til at falde fra. Ligesom man i dag heller ikke omvender de politisk vankelmodige med sympati for venligboernes besnærende idealer ved hjælp af statistik, islamhistorie eller national poesi. Hvad er det så, der får folk til at flytte sig mellem de politiske lejre?

Det er nok snarere metoderne end målene. Stalins skueprocesser og generelt brutale fremfærd fik manges øjne op for afstanden mellem idealer og realitet. I dag er det (i trods alt stadig mildere målestok) sært nok heller ikke debatten om ”sagen selv”, der flytter, men det hykleri og uskønne metoder, som de forskellige forkæmpere måtte blotte under kampens løb. Kæmper man med åben pande og lever, som man prædiker? Misbruger man sin magtposition til bare at sværte og straffe modparten og skønmale virkeligheden til egen fordel? Osv. Vestens propaganda mod Sovjet var ikke imod dettes pæne idealer, men om de skumle metoder for at opnå dem, og i dag er det nok også mindre effektivt at argumentere imod samfundsmål, man bare tror på eller ej, i forhold til at slå på den totalitarisme, der er ved at blive mainstream.

De såkaldte tolerantes fremfærd over for meningsmodstandere er deres afgørende skud i egen fod, ligesom Stalins blodigere fremfærd blev hans egen værste fjende, hvad angår en svindende fanskare. Alt imens også mange nationalsindede klapper ad den aktuelle regerings tilsyneladende udlændingestramninger, ”sagen selv”, strammes lovene imod dissidenter på nationalt og ikke mindst fælleseuropæisk plan, særlig imod repræsentanterne for det egentlige nationale alternativ. Hvilket giver mening, al den stund centret i dansk politik nu er skiftet fra et Dansk Folkeparti, der spiller Socialdemokrati, til et Socialdemokrati, der spiller Dansk Folkeparti. Her er man mest sårbar (ligesom DF var) for angreb fra dem, der måtte påpege skuespillets hulhed, ikke fra dem, der som Lars Løkke gør det fra et anationalt liberalt standpunkt.

Konkret er det, der kan chokere i vor tid fx ikke, at muslimer kan være grusomme, men at danskere som Uwe Max Jensen m.fl., der bare videregiver dokumentation om det, kan anholdes og straffes. At man ikke har sørget for at tilbagerulle islamiseringen, vil skabe et stadig mere sprængfarligt samfund, som vil slå hårdt ned på kritikere, der truer den skrøbelige fred. Som Koestler siger i citatet på billedet ovenfor, vil målet i sådanne perioder hellige midlerne, og det gælder også for magthavere, som er uvillige til at foranstalte remigration, men vælger den lette løsning at gøre kritikere tavse. Uanset hvad en Mette Frederiksen måtte påmale sig af indvandringspolitisk kosmetik, er ”rettighedernes rettighed” allerede fravalgt for danskerne for at gøre plads til mere islam.

Det folkelige ønske om en meget restriktiv fremmedpolitik, ja om mindst muligt islam i Danmark, er der allerede, og meningen herom flyttes næppe ved agitation (reelt er ingen jo i tvivl om fx Stram Kurs’ holdning i den sag). Yderligere vækst i rationel fremmedskepsis sker ved naturlig udvikling – at stadig flere erfarer realiteten, især på egen krop. De nationalsindede gør størst forskel ved (med forbillede i fx professor Ole Hasselbalchs livsværk) aktivt at mobilisere imod medie-manipulationen, den ensretning, der truer alle, og indlysende uretfærdigt for de fleste skaber meningsforbrydere og tilmed fordobler straffen for politisk ukorrekt ”kriminalitet”. Dét kan om noget skabe ramaskrig i Grundtvigs fædreland, og ud over den paradoksale strategiske gavn for ofrene også afgørende at stå imod for at muliggøre de nødvendige, yderligere fremtidige ryk i den nationale kurs imod islamiseringen.