Det franske medie Le Point havde i lørdags et interview med den tidligere leder af det franske parti Front National, den snart 93-årige Jean-Marie Le Pen, far til præsidentkandidat Marine Le Pen (nu partiet Rassemblement National). Med rette behandles Le Pen stadig mere som en gammel statsmand, skønt hans lyst til at provokere gennem tiden har skabt berøringsangst blandt mange af Vesteuropas ”nationale” politikere. Som altid har omverdenen et mere forsimplet billede af fænomener i et land, end man har i landet selv. Man kan frygte, at Marine Le Pens udelukkelse af faderen fra hans gamle parti symboliserer, at hun mindre end han vil gå til det aktuelle ondes rødder, hvis hun får magt som agt. (I øvrigt er det godt 28 år siden, at jeg gav et forsvar for Le Pen i en artikel i Danskeren, 1993 nr. 1 s. 12-13).

Jean-Marie Le Pen glædede sig over generalernes nylige advarsel om indvandringens farer for Frankrig. ”Jeg læste ikke en opfordring til et kup i det der, men en beskrivelse, som jeg finder er en moderat udgave af den franske situation, som i virkeligheden er meget mere dramatisk, end hvad teksten beskriver. Disse generaler har handlet i overensstemmelse med deres alder og værdighed, med visdom, og denne visdom synes at være uhyre provokerende at dømme ud fra den officielle tavshed. Underskriverne fra dette forum har åbenlys kompetence inden for en række emner. Og det er klart, at visse kvarterer udgør en betydelig trussel mod den nationale sikkerhed. Flere hundrede kvarterer er nu homogene ud fra en etnisk, religiøs og politisk synsvinkel. Disse kvarterer er befolket af unge mennesker, der ofte er inaktive og derfor altid er tilgængelige for at gøre noget! For når du er ung, vil du handle, du er klar … Og en brutal handling kan være forårsaget af et simpelt slogan eller en begivenhed. Vi ser det alt for ofte. Jeg er ikke overrasket, for jeg har allerede udsendt denne advarsel i fyrre år. Jeg så alt dette bygges op, jeg forsøgte at advare mine landsmænd, og for en del af dem var jeg en fanatiker; for andre en fascist – i den aktuelle sag er der ingen forklaring. Jeg har været en modstander af indvandring siden 1970’erne. Fænomenets dynamik fremgår i dag. Der er over 2000 moskeer i Frankrig, som alle blev bygget i de sidste fyrre år, mens det tog 2000 år at bygge vores kirker.”

Undertegnernes udtryk gengiver nøjagtigt Deres taler, når de retter sig mod “forstædernes horder” …

“Men hvilket ord skal man vælge, når hundrede fyre skyder raketter mod dig? Grupper, bander? ‘Forstædernes horder’ er et minimum. Jeg tror, den folkelige stemning svarer til analysen offentliggjort af militæret. Folk er klar over det nu. I Trappes er der praktisk talt ingen europæisk befolkning mere, de tilbageværende forsøger at gøre sig usynlige, og ikke kun når der er optøjer om aftenen. Jeg er ikke overrasket over, at et antal soldater tænker som mig. Jeg ved ikke, hvem der tog initiativet til at bede dem om at tale offentligt, men jeg finder denne formel fuldstændig original og demokratisk i modsætning til, hvad visse mennesker hævder. Reserven er forpligtet på militære emner, den skal ikke beskytte et partis interesser eller en politisk strømning.”

Gør Frankrig anno 2021 Dem bange?

“Intet gør mig bange, det er ikke en følelse, jeg har. Men er jeg bekymret for landet? Ja. Befolkningseksplosionen er det vigtigste fænomen i det tyvende århundrede. På halvtreds år er verdens befolkning vokset fra 2 til 8 milliarder indbyggere, og den ekspanderer. Sådan er det. Og mennesker reproducerer sig overalt, undtagen her. I den nordlige bue, som går fra Vladivostok til Gibraltar, og som inkluderer de slaviske lande og landene i Vesteuropa, er fødselsraten utilstrækkelig, mens den andre steder er eksplosiv. Derfor er det helt naturligt, at dette spreder sig, og at vi modtager bølger af migration. Problemet er: hvordan stopper man dem? Vi kan stadig afholde disse befolkninger fra at komme. Hvis jeg var ved magten, ville jeg sige: ‘I skal vide, at kommer I ubudne til os, får I aldrig ret til noget. Ingen boliger, intet arbejde, ingen socialhjælp, ingen skole for jeres børn.’ Et antal mennesker vil prøve at tage af sted. Men hvis de alligevel ankommer, hvad skal vi så gøre? Disse situationer vil opstå en dag. Og om nogle år vil vi se, at venstrefløjen bebrejder os vores svaghed med hensyn til indvandring. Vi får at vide: ‘I skiderikker, I gjorde ikke noget!'”

Kan der mon, når Covid-restriktionerne ophæves, og franskmændene forlader indespærringen, opstå en ny bevægelse af typen Gule Veste, der medfører omvæltninger?

“Det tror jeg ikke på. De Gule Veste tillod en hel række modstandere at demonstrere på samme tid med de samme farver. Det var et samlende element. Men protest skaber ikke en politisk bevægelse, der vil være i stand til at erstatte den eksisterende stat med en anden balance med forskellige handlingsakser. Nu kan der opstå sporadiske problemer. Frankrig er totalt atomiseret, endnu mere pga. Covid-fænomenet: forbuddene mod at mødes, brugen af masker, har fået os til at miste vores naturlige sociale reflekser, det vil sige evnen til at handle sammen. Derfor er samfundet på dette tidspunkt fuldstændig disponibelt og modtageligt for pludselige omvæltninger i tilfælde af en hændelse.”

Le Pen om Macron:
Han er en glimrende embedsmand, men dem er der så mange af i landet. ”Jeg må sige, at jeg ikke har nogen særlig hengivenhed for Macron, men jeg kan næsten ikke forestille mig, at han er hadet. Jeg kan ikke se noget i det, han gør, der er forhadt af folket.”

På spørgsmålet, om behovet for autoritet kan fremme Marine Le Pens kandidatur i 2022, svarede den gamle Le Pen blandt andet:

“Dette er en af de sidste chancer for manifestation af en national modstandsvilje. Marines forankring blandt de unge og i de brede lag er stor, men den afhænger meget af medierne. Ved at støtte Marine føler folk en tilknytning til en national protestbevægelse, men denne bevægelse er ikke organiseret for tiden og er kun en pressionsgruppe. Hun giver stemme til et stærkt mindretal, måske endda et flertal af franskmændene: De, der er i kontakt med virkeligheden, og de bliver stadig flere, fordi der nu er arabiske kvarterer de fleste steder.”

J.-M. Le Pen har haft sine konflikter med Marine, og selv om han er mere på linje med barnebarnet Marion, afviser han, at der foreløbig kan være tale om, at Marion, Marines niece, overtager ledelsen af den nationale bevægelse. Kandidaten næste år er Marine: ”Jeg lytter altid til, hvad Marine siger. Jeg finder også det, hun siger, meget godt. Hun er fejlfri for nu.”