Når remigration i større stil typisk kaldes ”umulig” nu for tiden, sker det med henvisning til, at mange indvandrere har boet her i mange år, nogle flere generationer. Men for over 40 år siden blev forslag om remigration modtaget med præcis samme ramaskrig som i dag. Kort sagt er det ikke de konkrete omstændigheder ved remigration, der afvises, men princippet som sådant. Det ses i øvrigt også i debatten om hjemsendelse af syrerne, som kun har været her i få år, men argumentet er så et usikkert hjemland. Men der findes altid argumenter uanset omstændigheder, som antydet af en sag fra 1980.

Sagen var, at Mogens Glistrup på tv havde foreslået at hjemsende fremmedarbejdere, der var blevet arbejdsløse. Fair nok, skulle man tro, de kom jo på en konkret opgave (derfor også kaldet ”gæstearbejdere”). Men dog fik pressen travlt med at udskamme og raciststemple Glistrup, som i klippet ovenfor. I den socialdemokratiske avis Aktuelt (17.  august 1980) skrev redaktøren:

”Mogens Glistrup. At han stadig har mange tilhængere er et synligt bevis på sygdom i samfundet. Med sine sidste racistiske og umenneskelige udtalelser om gæstearbejderne i Danmark er han nu så langt ude, at hans tilhængere må vende ham ryggen – eller tage et medansvar for Glistrups racisme. En racisme hvis lige, man ikke har mødt her i landet siden nazismen. Jeg kalder ikke Glistrup nazist. Han er skadelig nok, som den han er. Glistrup kræver udvisning af gæstearbejdere, der bliver arbejdsløse. Først skal vi med andre ord invitere gæstearbejdere til landet – give dem ofte dårligt arbejde til dårlig løn – og så smide dem ud, hvis de mister deres arbejde. Det er et så menneskefjendsk forsøg på at lægge bestemte befolkningsgrupper for had, at man kun kan føle foragt for Glistrup og de folk, der støtter ham i hans racistiske synspunkter.”

Dagen før havde Aktuelt lagt spalteplads til en kronik af A. Tasbent, næstformand i Forbundet af Arbejdere fra Tyrkiet. Under overskriften ”Stenalderpartiet vil spille danske arbejdere ud mod de indvandrede” belærte tyrken læserne om, at Fremskridtspartiet er ”den mest rabiate højreekstremistiske bevægelse, Danmark har set siden DNSAPs dage”.  Glistrup er ”den yderste reaktions køllesvinger”, som nøje har studeret opinionsmålingerne og her har fundet en sag at føre sig frem på. Hvem bliver de næste ofre?, spørger Tasbent. De gamle? De sindslidende? ”I et mere eller mindre kriseramt samfund, som det danske, må man være godtroende om man ikke erkender, at danskerne ikke er en befolkning af overmennesker, men kan være ’følsomme’ over for bl.a. racistiske påvirkninger, og måske reagere som tyskerne gjorde i 30erne.” Men nu er Glistrup politianmeldt, slutter Tasbent, og man må håbe, at ”fremskridts”-føreren idømmes lovens maksimumsstraf. ”Om manden er egentlig syg, ved jeg ikke, men han bør sættes ud af spillet i landets politiske proces – ikke kun for de indvandrede arbejderes skyld, men for Danmarks demokratiske selvrespekts skyld!”

Sådan kunne en tyrker anno 1980 moralisere for fuld udblæsning over for danskerne om demokrati. I dag sørger samme segment oftest for at tale pænere til os, men som Mogens Camre sagde, er det jo kun for at vente på, at vi står godt for hug. Det svimler helt, når man læser, hvilken vrede et naturligt forslag om, at gæstearbejderne skulle hjem igen, kunne vække. Fra Aktuelts leder 14. aug. 80:

”Mens omverdenen hidtil medlidende har trukket på skulderen ad fænomenet Mogens Glistrup, truer hans groft fornærmelige udtalelse om fremmedarbejderne nu alvorligt med at skade Danmarks omdømme udadtil. Krænkelsen af en række sårbare grupper vil også blive opfanget i de respektive hjemlande. Ikke mindst på dette grundlag bør det hæslige anslag vurderes. Indadtil er det først fornødne at berolige vore fremmedarbejdere. De skal vide, at Glistrups uhyrlige tanker om deportation og hans summariske beskyldninger for misbrug af sociale goder på ingen måde deles af det store ansvarlige flertal på Christiansborg. (…) Pinligt i øvrigt for Venstre og konservative, at de på det seneste har signaleret om samarbejde med det parti, hvis førstemand nu stemples af Peter Brixtofte for racistiske tendenser.”  

Også den ikke-røde presse deltog i ramaskriget. Børsen skrev, at ”Fremskridtspartiet må befinde sig i en desperat situation, når Mogens Glistrup kræver udvisning af de fremmedarbejdere, der er arbejdsløse eller udnytter det sociale system.” Dermed har Glistrup ”lagt sig på linje med de mest ekstreme nationalistbevægelser i Europa”. Kristeligt Dagblad talte om et ”utiltalende og menneskefjendsk” politisk standpunkt, der klart bør politianmeldes. Holbæk Amts Venstreblad kaldte Glistrups udtalelser ubehagelige og pinlig dansk racisme: ”Det var den sorte reaktion i egen lave person, der her talte.” Man kunne selvfølgelig diskutere, hvor klogt det var at lukke så mange ind, ”men det er i dag historie”.  Gæstearbejderne ydede værdifulde bidrag, og skulle man så som Glistrup sige: ”I har fået jeres løn for det arbejde, I har udført, nu kan I godt tage hjem, hvor I kom fra?” Det kunne man ifølge Holbæk Amts Venstreblad ikke sige. Mange gæstearbejdere er knyttet til danske familier og med børn i danske skoler. Et humant samfund kan ikke optræde racistisk.

Hvis man havde vist rettidig omhu, som Glistrup foreslog, havde meget jo været anderledes i dag. Det pinlige er at se reaktionen på Glistrups fornuft, og det er meget svært at se det inhumane i at skulle rejse tilbage til eget land, efter at man frivilligt har udført et stykke arbejde, man jo i høj grad også selv har haft gavn af. Mens gavnen for det danske samfund faktisk var tvivlsom allerede på kort sigt, og klart kontraproduktiv, også rent produktionsmæssigt, på lidt længere sigt. Børsen fandt det umenneskeligt at deportere fremmedarbejderne til deres hjemland, “hvor de hverken har nogen nutid eller fremtid.” Det er dog bare en arrogant dom over hjemlandene, thi fremmedarbejderne havde vel i hvert fald et bedre udgangspunkt end dem, der var blevet hjemme, men ligesom i dag med Syrien gøres et lands udviklingsstade sammenlignet med det danske til vort anliggende. Skønt særlig Børsens læserkreds jo intet problem havde haft med at importere samme fremmedarbejdere hertil, hvor deres slægt ingensinde havde haft tilknytning.

Glistrup blev i tv spurgt af den indignerede journalist, om hans forslag også gælder dem, der er født eller har gået i skole her i landet. Det gør det, svarede Glistrup straks. Og på spørgsmålet, hvordan man da skulle skelne mellem disse børn og andre børn med dansk skolegang, faldt Glistrups svar også prompte: ”Det kan man meget hurtigt finde frem til ved at høre, hvad for et sprog, den pågældende taler, hvad for en religion, den pågældende tilhører, og hvad for et kulturmønster, den pågældende lever i.”

Disse ord af Glistrup blev af Kristeligt Dagblad stemplet som klar overtrædelse af loven om diskrimination. Og avisen ironiserede: Hvis man ikke taler et smukt og rent dansk – hvad så med bornholmsk accent? Kort sagt er det altså pinligt at følge den mildt sagt useriøse og hysteriske reaktion på det første store forslag imod masseindvandringen. Som at se Titanic, hvor man kender slutningen, men dog tåkrummende beder til et andet udfald undervejs. Og det værste er, at der bare sejles videre ad samme rute for fuld kraft frem, med de samme vilkårlige argumenter imod reelle løsningsmodeller.