Som jeg tidligere har nævnt, er Salmonsens store, cirka 100 år gamle leksikon den bedste sandhedskilde på dansk om historiske og kulturelle forhold fra en tid, inden politisk korrekte skævvridninger vandt frem. I dette leksikon skrev professor i islamisk kultur, Johannes Østrup, om Islam og profeten Muhammed. Nogle uddrag kan sætte moderne toneangivende opfattelser i relief.

Blandt de forpligtelser, Islam pålægger de troende, er ”ved alle Midler at virke for Udbredelsen af Islam (Djihad).” I sin morallære ”stod Islams Stifter paa mange Punkter paa samme Trin som sine hedenske Samtidige. Han hævder saaledes Kvindens Underlegenhed under Manden (Koranen IV, 38) og lagde dermed og med Tilladelsen til Polygami (med 4 retmæssige Hustruer som Maksimum) Spiren til senere Tiders saa skæbnesvangre Fornedrelse af Kvinden i Orienten. Hans barokke, næsten brutale Fremstilling af de Glæder, der venter de i Kødet opstandne Troende i Paradisets kølige Haver med de evig jomfruelige Huris (Koranen LVI, 11-38), giver ingen særlig gunstig Forestilling om Profetens moralske Standpunkt.”

”Den asketiske Tendens, der havde karakteriseret Profetens Liv og Lære i Begyndelsen af hans Optræden, var, efterhaanden som hans Held steg, traadt mere og mere i Baggrunden, særlig i Forholdet til Kvinden. (…) De seksuelle Udskejelser i Forbindelse med det opslidende og anspændte Liv, Muhammed havde ført, gjorde ham tidligt gammel, saa meget mere som han aldrig havde været særlig stærk.” Det blev hans proselyt Omar, den anden kalif, ”som gav den ny Tros Bekendere den religiøse Selvbevidsthed og det broderlige Sammenhold, som senere altid fulgte Islamitten.”

Islam udviklede sig til ”ikke blot en Religion eller et moralsk System, men tillige et socialpolitisk System med Koranen som verdslig Lovbog, og det var netop denne Dobbelthed, der blev bestemmede for hele den følgende Udvikling.” Med tiden viste den islamiske kultur sig mere og mere ”Vestens Kultur underlegen. Den islamitiske Nationalstolthed kunde ikke nøjes med Bevidstheden om, at de Rettroende skulde gaa lige lukt ind i Paradiset, medens Helvedes Flammer ventede de forhadte Europæere; man vilde have Oprejsning allerede i denne Verden, og ud af alle disse Momenter dannedes Mahdi-Læren, der navnlig i 19. Aarh. har haft saa betydningsfulde Konsekvenser.”

Østrup slutter sin artikel om islam med faktisk profetiske ord: ”Det Baand, der binder hele Islam sammen, uanset Nationalitets- og Sprogforskel, er vel ikke altid synligt, men det er dog saa stærkt, at man, som engelske Politikere endnu efter Verdenskrigen med Rette har fremhævet, ogsaa i Fremtiden vil gøre klogt i at tage det med i Betragtning.”

Hvad der falder i hvert fald mig i øjnene i Østrups redegørelse, er især misforholdet til det moderne mantra, at vor tids ”politiske islam” eller islamisme er et ganske nyt fænomen, som er vakt af globaliseringen og vil fortage sig med øget global retfærdighed. Den politiske islam var sandelig også vigtig i 1800-tallet, mest berømt var mahdien Muhammad Ahmads sejr over de engelske tropper i Sudan 1885. Og sådan var hele islams historie bestemt af et modsætningsfyldt og i høj grad politisk forhold til omverdenen, med overfladisk forsonlige epoker, indtil man havde samlet kræfter mod kristenheden på ny.