Siden blasfemiparagraffen blev afskaffet for fire år siden, har der været stemmer, som har argumenteret for dens genindførelse. Det er dog en mærkelig særlovgiving, at blot fordi man kalder sin holdning for religion, skulle den være specielt beskyttet. Hvad skulle således være begrundelsen for, at kristne kunne have større ret end glistrupianere til at være krænkede over Den Politiske Aarsplatte 1977 ovenfor?

Om blasfemiparagraffen konkluderede filosofilektor Sune Lægaard (i Kristeligt Dagblad) under debatten om dens ophævelse: ”Nu om stunder har § 140 den funktion at værne om religiøse minoriteter. Selv om den ikke håndhæves, kunne paragraffens rolle være at sende en besked om, at religiøse minoriteter accepteres i samfundet.”

Fra nyhedsstrømmen kan man nævne sager rundt omkring i verden, der tydede på en modsat tendens: I Rusland er der strenge straffe for fornærmelser af religion, i Kuwait idømmes en mand ti års fængsel for forhånelse af Muhammed, i Spanien retsforfølges en instruktør for blasfemi, fordi han lagde et krucifiks i ovnen… Det vil selvfølgelig altid pr. definition være krænkelser af det herskende eller anerkendte, der retsforfølges, mens det, der netop kunne have beskyttelse behov – fordi det ikke er blåstemplet af myndigheder og toneangivende – stadig er frit udsat for forhånelse og stemplinger.

Man kan sige, at anses minoriteter for beskyttede af en blasfemiparagraf, er de ikke længere minoriteter, men en del af den etablerede eller anerkendte samfundsmagt, der søges sikret eller fredet mod kritik i højere grad end alle mulige holdninger hos almindelige borgere. Er man så heldig at være kategoriseret i en ”minoritet”, skal andre være mere varsomme i kritikken end over for bare en menig dansker med sin egen overbevisning. Uroen over, at minoriteter i Danmark skulle være mere sårbare uden blasfemiparagraffen, er dog malplaceret, for så vidt som racismeparagraffen reelt har overtaget blasfemiparagraffens funktion specifikt for minoriteter, hvis tro nu exceptionelt er beskyttet mod hån etc. Men hvem gør man en tjeneste ved at give bestemte retninger en særlig beskyttelse – minoriteter eller ej? Her retter de, der foregiver at hjælpe undertrykte, reelt en hjælpende hånd til undertrykkere.

Ifølge Den islamiske Menneskerettighedserklæring skal ”alle have ret til frit at udtrykke deres mening på en sådan måde, der ikke strider imod shariaen”. Opretholdelse af blasfemilove i Vesten pga. misforstået respekt for etablerede doktriner giver legitimitet til lovgivningen i fx Iran og Pakistan, hvor tilhængere af andre trosretninger end de rette forfølges. Men i Mekka på Muhammeds tid var der 300 gudebilleder, som profeten selv efter sigende væltede eller stak øjnene ud på. En utålsom religion som islam begik først selv blasfemiske handlinger for at kunne vinde en status, hvor den havde magt til at forhindre andre i at krænke. Dette er selvfølgelig tilfældet ved opståen af alle nye bevægelser, hvilket viser blasfemibegrebets tilfældighed og relativitet. I Indien har hinduer forvoldt blodige optøjer, når muslimer har slagtet hellige køer. De få panteister, der i dag tilbeder træer som en slags guder, har bare tilfældigvis ikke magt til at slæbe skovhuggere for retten. Men det burde de principielt kunne, så længe mere etablerede retninger har retsbeskyttelse mod defamering. Noget nær alt opfattes som ”helligt” af en eller anden, men kun de, der går i tilstrækkelig stor flok, får paradoksalt nok lovens beskyttelse.

Også moderne sekulære holdninger dyrker tabuer, som beskyttes med lovens magt. Menneskerettighedsreligionen kan fx krænkes af blasfemi. Derfor har man i mange lande ”racismeparagraffer” og postulerer eksistensen af ”hadforbrydelser” – som om man kan skue ind i en gerningsmands egentlige motiver og ikke bare må straffe overgreb forvoldt mod ofre, som jo ikke lider mindre af, at motivet til volden var berigelse og ikke racisme eller homofobi. Beslægtetheden med blasfemiparagraffen er klar: Det vigtige er symbolværdien i det ”godes” tjeneste, hvor målet er, at ingen udtrykker had – dog er had imod de angiveligt hadefulde ganske stuerent.

Også egentlige blasfemilove betyder ulighed for loven, fordi de ikke i samme grad beskytter ikke-troendes samvittighed. Staten får lov til at vælge mellem stridende meninger. Dermed griber den ind i den frie debat og undergraver sin demokratiske legitimitet. I et frit samfund må der pr. definition være symmetri mellem religiøse og sekulære meninger. Blasfemilove er diskriminerende, fordi tilhængerne af traditionelle trosretninger har mulighed for at lægge sag an, hvor tilhængere af ikke-anerkendte trosretninger og sekularister ikke har det.

Blasfemi stiller den troende til regnskab for sin tro – den er et udtryk for agtelse af den troende som ligeværdig, for den er udtryk for en antagelse af, at den troende er i stand til at forsvare sig og svare igen på lige fod med blasfemikeren. Blasfemien er jo ikke rettet mod guden eller koen, men er henvendt til dem, der tilbeder disse, med en forventning om af en ligeartet reaktion som bekræftelse af, at man er medlem af det samme moralske fællesskab. Intet tilsiger, at den, der kommer med negative udsagn om noget helligt, fortjener mindre respekt end den, der kommer med positive udsagn. Blasfemi kan udspringe af et lige så dybt personligt trosanliggende som den troendes forhold til en organiseret religion. Den, der vanhelliger, kan reelt være den troende, og den troende den, der vanhelliger ved farisæisk at holde samfundets tro for noget selvfølgeligt, hævet over andre livsholdninger.

Det er et almindeligt forsvar for ytringsfrihed, at den er mest ”gavnlig” for samfundet, men det bringer angiveligt skadelige ytringer i fare – og hvem har indsigt til at skelne? Ytringsfrihed er derimod en principiel moralsk rettighed af hensyn til den enkeltes personlige integritet, uanset om så kun én har den givne mening. Uden ytringsfriheden har et samfund mindre moralsk legitimitet.

”Til evig tid,” skrev Nietzsche, ”vil mennesket med mellemrum dekretere, at der er noget, som det fremover vil være absolut forbudt at le ad.” Det er da også utroligt, så lidt udvikling der har været i at tillade kætterske meninger. I 1697 blev Thomas Aikenhead den sidste brite, der blev henrettet for blasfemi. Men i Storbritannien anno 2002 blev den evangeliske prædikant Harry John Hammond dømt for at have forvoldt offentlig uorden ved at gå rundt på torvet i en by med skiltetekster såsom ”Stop umoraliteten”, ”Stop homoseksualiteten” og ”Jesus er Herren”. Det var vel at mærke tilskuere, der greb til vold mod Hammond, hvilket næppe ville være sket, hvis skiltene talte til støtte for homoseksualitet og imod kristendommen.

Den herskende korrekte holdning, uanset retning, frygter angiveligt altid ”hadet”, der antaster og kan true den. ”Had tyrannerne!” var engang et nobelt frihedsmotto, og had mod kvælende og undertrykkende religioner og ideologier, der jo altid selv hævder at ville det gode og sande, kan lige så godt være en velsignelse. Der er i sig selv ikke noget ondt ved at hade, intet afskyeligt ved at afsky. At én person udtrykker sin samvittighed på en måde, der måtte fornærme en anden, angår ikke statsmagten. Ingen har ret til at leve i en verden, hvor man sikret mod andres foragt. Vil man tro eller mene noget bestemt, har man samtidig erklæret sig villig til at udsætte sig for modstridende holdninger, der kan udtrykkes alt efter modparternes smag og lidenskab. ”Den ene mands vulgaritet er den andens poesi.”

At statsmagten giver frit spil i meningskampen betyder ikke, at den blåstempler nogen af lejrene. Rent logisk kan man ganske enkelt kun forsvare blasfemilove med en cirkelslutning, nemlig at noget fortjener beskyttelse, fordi ”jeg mener”, at det på en eller anden måde er helligt og derfor fortjener beskyttelse. Hvad tilhængerne af blasfemiparagraffer må lære er, at der er andre, modsatte måder at se og beskrive verden på end deres egen, og det forklejner ikke nogens tro. Og underlødige udsagn mod én kan aldrig ramme én, men kun den, der udtaler dem. Og den største løgn er, at en myndighed kan dømme bare nogenlunde neutralt om, hvad der er helligt, smagløst, hadefuldt osv. Illusionen herom er altid første skridt mod diktaturet, hvor ”sikringen af den offentlige orden” er fast argument.