Der savnes en mundret dansk oversættelse af det engelske shifting baseline-syndrome, som kaster et skarpt lys over ikke mindst den måde, den politiske begrebsverden har udviklet sig de seneste årtier. I dag bruger man en helt anden målestok til at klassificere ”midten” og ”ekstremismen” end for historisk ganske nylig, og uden at studere fortiden indser man ikke, at det overhovedet har været muligt at se anderledes på verden, end det er i dag. Som et sigende dansk eksempel kan nævnes den fremstående konservative politiker Ib Stetter (1917-1997).
Det har aldrig været “tonen” alene, der skabte racismebeskyldninger. Tonen er bare blevet det moderne påskud for at stemple en holdning, man ikke kan lide. Da den pæne konservative Ib Stetter i 1979 kom med forslag om, at også udlændinge, der var blevet statsborgere, burde kunne udvises efter kriminalitet, blev han udsat for samme mediestorm som Glistrup (som det ses ovenfor i Socialistisk Dagblad 10. august 1979).
Men Stetter stod fast. Dagbladet Information spurgte ham, om der dog ikke er grænser for forslag om forskelsbehandling. “Nej, det er der ingen grænser for. Jeg vil have lov til at have de meninger, jeg har, lige så længe jeg kan tygge.” Han vendte i stedet ramaskriget mod sig om og kaldte sine tilsvinere for en trussel mod demokratiet.
Ved samme tid skrev Stetter også om de fremmede i landet: ”Jeg har gjort opmærksom på, at når sådanne mennesker optages i det danske samfund, må vi passe på, at de ikke inficerer vore børn og unge.” (Information 7. august 1979). I Jyllands-Posten talte han mere generelt om at ”afskære udlændinge fra enhver mulighed for yderligere inficering af vort samfund”. (En lignende sygdomsmetafor for fremmede var begrundelsen for, at tilmed ledende DF’ere godt 20 år senere meldte sig ud af Den Danske Forening. Følsomheden er sandelig tiltaget overalt…).
Indvandrerbørnene forstod ifølge Stetter hverken skoleundervisningens indhold eller disciplinære forhold. Det var for ham ”meget tvivlsomt, om samfundet trods stor økonomisk indsats overhovedet kunne skabe bare nogenlunde tilfredsstillende menneskelige resultater for børnene i deres videre tilværelse”. Det var før, IQ-forskning blev et emne, men pointen var den samme.
Et forslag som Stetters om udvisning af statsborgere er i dag kun at finde i kredse på linje med Stram Kurs. Og dog var han ifølge historiebøgerne en samlende skikkelse i det Konservative Folkeparti, og efter sine markante udtalelser om indvandringen bevarede han sin position og var 1982-86 industriminister i den midtsøgende og indvandrervenlige Poul Schlüters regering.
Man kan også som eksempel på en svunden tidsånd anføre Erhard Jakobsen, der uden at blive paria i samme tidsperiode forsvarede alt ved Apartheid-Sydafrika og priste den ”hvide mands” præstationer i forhold til den tredje verden. Endnu omkring 1980 kunne repræsentanter for mainstreampartierne kort sagt udtale sig, som man i de senere år nærmest kun har hørt det fra DF’s nu afdøde Mogens Camre.
Hele den gamle mainstreams arv, hvad fremmedpolitik angår, hviler nu på nogle få udskældte dissidenters og grupperingers skuldre, ikke mindst Stram Kurs’. Arven gjorde det groft sagt muligt for Danmark at blive over 1000 år, men hvis den nye holdning, som i dag er toneangivende, havde været det fra starten, havde vort folk lidt vuggedøden. Meget hurtigt er perspektivet skiftet, menneskerettigheder i stedet for det danske folks velforståede egeninteresser er blevet ledestjernen siden 80’erne, og det fatale ved hele indfaldsvinklen er kun ikke blevet åbenlyst for alle, fordi den endnu blot har været praktiseret i så kort tid.
En sandhed er det selvfølgelig, at Glistrup allerede i 70’erne blev anset for en fæl ekstremist, mens andre kunne udtale sig om fremmede, som Glistrup først gjorde det senere, og fortsat være respekterede mainstreampolitikere. Men eksemplet Glistrup viser altså ikke, at nutidens politiske korrekthed også herskede dengang. Men det viser, at behandlingen af dissidenter er konstant og egentlig mere handler om magtpositioner end politisk indhold. Thi bare man definerede sig som respektabel midterpolitiker og støttede det herskende projekt, kunne man godt sige det samme (og i dag “ekstremistiske”) som dem, der var stemplet som odiøse og derfor angiveligt kun kunne sige noget forkert. Betegnende for perioden omkring 1980 var jo også, at alle Folketingets andre partier stemte imod Fremskridtspartiets forslag, men når andre fremsatte noget lignende, blev det nemt vedtaget.
Det historiske perspektiv bør give nutidens nationale dissident større sindsro (og derfor gå-på-mod) over for de uundgåelige oplevelser af marginalisering og udskamning. Det er de snart afdøde generationers vurderinger og politik, nutidens nationalsindede viderefører; midterpolitikken fra før udgangspunktet skiftede markant for omkring 40 år siden, og marginale kræfter som dem, der førte an i hetzen mod Stetter, erobrede definitionsretten og bandlyste den ældre generations tænkemåde fra ”midten” fremover. Hvorved midten altså også bare fik udgangspunkt et sted, der før lå langt ude til venstre. Stram Kurs står i dag som det i Danmarkshistorisk perspektiv ægte midterparti.
Jeg har ikke helt samme positive holdning til et muligt paradigmeskifte i dansk politik. Det skyldes ungdommen. Dengang i 60erne, 70erne og 80erne blev ungdommen hjernevasket med socialisme i uddannelsesinstitutionerne og tog afstand fra den ældre generations holdning til folk fra meget fremmede kulturer. Men der var dog en vis mådehold. Man lærte stadig om Grundloven, historien og kristendommen og fik indlært grundlæggende kundskaber og der var en vis respekt for ældre menneskers holdning.
Idag bliver ungdommen stadig hjernevasket med socialisme, de forskellige “humanistiske” lærer samt “antiracisme”, “klimakamp” og meget andet. De tager afstand fra den ældre generations holdninger- anser dem næsten som samlet flok for at være uvidende racister og forstokkede håbløse tabere- og lærer næsten intet om Grundloven og historien. Kristendommen er kun en af flere religioner, de lærer om, og selvfølgelig i begrænset omfang for ikke at fornærme de evigt fornærmede muslimer, der mener at der kun bør undervises i islam og altid føler sig diskriminerede. Grundlæggende kundskaber kniber det også med, for der indlæres så mange “alternative” kundskaber at ungdommen ender som dybt mentalt forvirrede mennesker allerede før de går ud i samfunds- og arbejdslivet. Historiefaget ser ud til fuldstændig at være tabt på gulvet, for hver eneste gang, jeg har spurgt et ungt menneske om historiske begivenheder, har vedkommende kigget undrende på mig.. og spørgsmålet “Hvem/hvad er det?” har været fremherskende når jeg har oplyst dem om navnet på begivenheden eller den historiske person, jeg refererede til. Frihedsværdier, borgerrettigheder og demokrati er kun på programmet i det omfang at de kan bruges som våbenredskab imod de selvsamme værdier.
Jeg er i det hele taget meget skræmt over ungdommen idag. De virker på mig som om at den nuværende unge generation er den mindst selvstændige og mest hjernevaskede generation nogensinde. Ganske enkelt. Det virker på dem som om de komplet afviser alle demokratiske, frihedsbaserede værdier og går fuldstændig ind for alle de utopier, som Verden, gennem blod, sved og tårer gennem hårde krige i århundreder har kæmpet ufatteligt hårdt for at afvise og henvise til historiens skammekrog. Ungdommen lader til at være dybt begejstret for kollektivisme, socialisme og islam samt de hotte utopier som “klimakamp”, “antiracisme”, “grøn omstilling” og “omfordeling”. Til gengæld afviser de kapitalisme, personlig frihed og borgerrettigheder og mange af de demokratiske værdier samt kristendommen, der betragtes som et fortidslevn mens islam er det nye sort. De er også meget begejstrede for FNs verdensmål og lytter intenst til store firmaers moguler som om de var guder. Der er næsten ingen kritisk sans tilstede, medmindre de hører på en person, der tror på personlig frihed. Sådan nogle farlige nogle har de lært at detektere og afvise meget hurtigt. De er meget begejstrede for elektronik og hvad man kan få ud af elektronikken. Mange chefer for software- spil og ISÆR det, jeg kalder “politistatsvirksomheder” er temmelig unge.
Det er vist heller ikke noget godt tegn…
Nå, men efter denne frygtelige, stigmatiserende generalisering, lidt positivt:
For på den anden side må jeg også anerkende at midt i denne elendighed så har jeg også mødt unge, der har anset det for vigtigere at tænke selv end at følge flokken. Det er her, håbet ligger. Og det har vi jo lov at have- lidt endnu.