Det er et par år siden, at Jens-Martin Eriksens roman Helter Skelter udkom, men den er stadig uhyre aktuel. Handlingen foregår i årene 2026-29, og hovedpersonen arbejder officielt for en humanitær organisation og hemmeligt for en national modstandsbevægelse imod islamiseringen. Dermed er han perfekt placeret til at stå for modstandsbevægelsens strategi, som er at samarbejde med radikale muslimer, så disse (uafvidende) bidrager til den polarisering af den politiske situation, der er nødvendig for en nationalrevolutionær magtovertagelse med massiv remigrationspolitik. (Romanens titel er et engelsk udtryk for kaos og oprør).

Tankegangen kendes jo fra den marxistisk-leninistiske ”elendighedsteori” om, at det skal blive galt, før det bliver godt, og noget lignende var rationalet for Anders Breivik, som romanens nationalrevolutionære konspiratorer primært kritiserer, fordi hans aktion ikke indgik i en større sammenhæng og derved blev meningsløs. Det er jo en ganske kynisk betragtningsmåde, og i romanen siges det også gentagne gange, at man må tage ”afsked med barmhjertigheden” for at praktisere den. Dog kender man den også fra virkeligheden, hvor nogle ser håb i alt fra terrorangreb til coronanedlukning som hjælp til et samfundsmæssigt sammenbrud som forudsætning for et kursskifte. (Retfærdigvis skal det siges, at ”humanister” også benytter sig af en kynisk elendighedsstrategi, hvor indvandrerne er tiltænkt rollen som internationalismens proletariat imod hovedfjenden, nationalstaterne).

Der må lægges afstand til denne marxistiske mentalitet på begge fløje, men det er ikke det samme som at moralisere. Så mange europæere lider så voldsomt under indvandringen, der tilmed giver endnu mørkere fremtidsperspektiver, at det kun er alt for forståeligt, hvis man finder meget voldsomme midler imod udviklingen retfærdiggjort. Dét valg kan man argumentere for at træffe, men så har man selvsagt samtidig sat sig uden for den demokratiske proces og ikke mindst det vigtige moralske trumfkort det er ikke at synke til modpartens niveau. Hvornår man mener, at demokratiet har spillet fallit, er et personligt samvittighedsspørgsmål, hver enkelt må bakse med og derefter tage konsekvenserne af uden at klynke, hvad éns svar så end bliver.

Der er en storhed over Stram Kurs’ svar i forhold til romanens hovedperson, nemlig at man ikke ofrer modparten endsige uskyldige i den strategi, der skal sætte samfundets modsætninger i relief, men derimod sætter sig selv for skud i fredelige tiltag og udelukkende lader det være op til modparterne at blotte sig med aggressive og repressive reaktioner. Stram Kurs anerkendes alt for lidt for, at partiet faktisk, trods mainstreams mange fejltrin gennem årtier, respekterer det danske demokrati højt og giver det chancen for at vende fremmedkursen på retsstatens grund i en åben meningskamp. Eller det er så partiets, åbenbart ikke modparternes intention.

Det er sigende, at Helter Skelter blev modtaget dårligt af den ”progressive” presse, såsom Information og Politiken. Romanen gav angiveligt ensidigt stemme til de højreekstreme og bekræftede deres dystopi som den sandsynlige udvikling. Jens-Martin Eriksen er mere indsigtsfuld end de fleste af vore intellektuelle, men man må dog studse under læsningen af de interviews, han gav i forbindelse med bogens udgivelse. Hans roman skal forstås som en advarsel mod  ”den politiske instrumentalisering af religionen”, men denne har jo netop hele tiden ligget stærkt i islam, det er ikke noget, de ”højrenationale” har fundet på, fremkaldt eller ønsker. Eriksen mener, at ”vejen til at undgå en sådan udvikling dels er at holde fast i retten til ytringsfrihed og dels ved at lade moderate muslimer tale imod militant islamisme”. Det er jo også rigtigt, men igen i teorien, idet hele udviklingen i Vesten går imod indfødtes ytringsfrihed, og de angiveligt moderate muslimer er sjældne som dronten eller skræmmes i hvert fald i praksis til tavshed af islams interne justits.

Det er jo ikke danskernes eller europæerne, der sætter spillereglerne i omgangen med islam. Ifølge Eriksen er romanen ”en udstilling af, hvor langt radikalisering kan føre os, når vi begynder at anerkende fjendskabet som definerende for vores politiske identitet”. Men det ”vi” er jo kun en funktion af, at for islam er ”vi” fjende, uanset om vi vil eller ej, og de, der forsøger at vise imødekommenhed, udviser i samme nu eftergivenhed for et umætteligt program om at gøre den Sande Religion altomfattende i samfundet. At mødes ”på midten” er det mindst realistiske, når islam først er tungt til stede i et land. Som en serber siger henvendt til vesteuropæerne i romanen, er deres lande nu ved at blive til Balkan: ”Og I vil snart leve i jeres eget 1389, hvor Prins Lazar bliver dræbt, og jeres land går under og ind i den 600 år lange nat.” 

Eriksens roman er i vid udstrækning en dramatiseret politisk debat, hvor alle aktørers vinkler får stemmer, skønt mest hovedpersonens. Det er ikke mindst tiltrængt, at skruplerne er så dominerende, idet mainstreamdebatten jo som regel skildrer indvandringskritikere som sadister, der gør en dyd af nødvendigheden. Romanen giver desuden tankevækkende vinkler på helt aktuelle emner, såsom spredningen af ghettoernes beboere til hele landet. Umiddelbart må nationalsindede være imod, som fx Eva Selsing i Berlingske i går: ”Kaare Dybvad Beks islam-udbredelsesplan vil ødelægge Danmark”. Men som hovedpersonen i romanen reflekterer: ”Det slår mig, at opløsningen af ghettoerne i Aarhus og andre steder er en radikaliseringsmaskine for danskerne. Man har udflyttet vandalerne og genhuset dem andre steder, som her i det fredelige Silkeborg, som dermed har fået dem ind på livet. Nu holdes de ikke længere for sig selv i ghettoer, så man kan nøjes med at læse om dem i aviserne.”

Igen må enhver bakse med spørgsmålet: Hvornår er det rimeligt at smadre det store flertals liv for dog at vække det og undgå en mere snigende katastrofe, i stedet for at begrænse ødelæggelsen af lokalsamfund til ghettoerne, hvilket også gør fremtidig remigration lettere? Men altså også risikerer at skabe et evigt opdelt samfund, hvor danskerne må leve som israelerne i barrikaderede kvarterer i en militariseret dagligdag med stadige terrortrusler etc. Demokratiets tragedie er, at det med dets stigende ”udvikling” handler mere og mere for sent. Som en person i romanen siger: ”Det liberale demokrati er meget sympatisk og fredeligt, men det kan ikke forsvare sig selv.” Denne defaitisme står Stram Kurs som en måske sidste protest imod, for så vidt som det vil både demokrati og folkeforsvar, men paradoksalt nok kaldes partiet af mange selvudnævnte ærkedemokrater for en antidemokratisk trussel.

Som en spansk grænsevagt siger til romanens hovedperson, er stridsspørgsmålet slet ikke, om man har empati over for migranterne eller ej. Thi selvsagt forstår de fleste europæere de fremmedes ulykkelige situation som enkeltpersoner. ”Det er kun et spørgsmål om, hvem der ejer hans fædreland, hvem der ejer Spanien,” konkluderer bogens hovedperson om holdningen hos den nævnte grænsevagt, som skyder med skarpt imod migranter, der vil over grænsen. ”Alt andet, alle mulige filosoferinger og spekulationer fører kun til relativisme og syg handlingslammelse. Det giver jeg ham ret i. Europa er ved at dø en mærkelig død.” Hovedpersonen blev selv aktivist, da han havde oplevet et stort muslimsk terrorangreb på nært hold og erfaret politikernes afmægtige reaktion. Med konklusionen, at eneste løsning var at få muslimerne ud, koste hvad det ville. Al snakken om ”integrationen, der går begge veje,” fører kun til én parts stadige vigen.

Det førte ham til strategien: ”Vreden må fremprovokeres i et så voldsomt omfang, at masserne bliver modtagelige for metoder, man endnu end ikke kan se for sig.” Han bandt sig til et løfte om at være ”uforsonligt hensynsløs i vores ødelæggelse af de politiske fjender, af islamisterne, som vi vil fordrive, og deres instrumentaliserede idioter, forræderne, der har solgt deres sjæle og ikke har loyalitet over for nogen.” Strategien har sin egen klare, ubønhørlige logik og virker også i bogen, hvor et dansknationalt regime til sidst får magten efter store blodsudgydelser, mens det øvrige politiske spektrum har udfyldt deres velkendte rolle som islams nyttige idioter.

Den mellemløsning, Eriksen håber på at fremme med sin advarende roman, ligner en anden form for naivisme, hans egen bog faktisk afkræfter, fordi islam nu engang er, som den er. Er den onde cirkel – som al erfaring tyder på – en ganske ”hård kendsgerning” i ethvert samfund med mange muslimer, vil eneste rettidige omhu være at desarmere samfundsbomben, inden det hele eksploderer, med den humane remigration, bl.a. Stram Kurs foreslår. Vi indrømmer gerne at være så kulturradikale, at vi stadig tror på fornuftens og argumentationens magt til at få danskerne til at indse den bedste løsning, mens der endnu er tid.