Inger Støjberg har ikke været den ”strammer” i udlændingepolitikken, hun er blevet portrætteret som. Det kan aldrig gentages ofte nok, at indvandring og indfødsretstildelinger nåede nye højder, da hun havde ansvaret. Men både hun selv og modstanderne havde interesse i at fremstille hende bedst (eller værst) muligt. Desuden forbyder hendes liberale grundholdninger åbenbart, at hun holder et tilbundsgående opgør med de værste af det ”liberale demokratis” udskejelser. For hende er det eksplicit de “vestlige værdier”, der er Danmarks grundlag, ikke det danske folk. Og det er faktisk langtfra ligegyldigt.

Men den grundige gennemgang af Støjberg-sagen i Peter la Cours nye bog Processen mod Inger Støjberg gør det klart, hvorfor nationalsindede utvetydigt bør gå i brechen for hende under den kommende rigsretssag. Det er ikke ”kun”, fordi motivet med at bekæmpe børneægteskaber har været nobelt, og fordi det er på sin plads at protestere imod, at rigsretssager kun indledes, når det drejer sig om fremmedes angivelige rettigheder. Nej, hele processen imod Støjberg har fra starten været ført på en så ensidig måde, at dissidenter nødvendigvis må protestere, fordi en sådan partiskhed eller dobbelte standarder i en ”retsstat” er en parodi, endnu et skridt på vejen mod den ensretning, som mange systemkritikere i forvejen kun kender alt for godt. “Liberalfascismen”, der er trådt ud af sit svøb og har nået skelsår og alder.

Et kernepunkt i Støjbergs angiveligt kritisable fremfærd er det, at hun angiveligt fik adskilt ægteparrene uden undtagelser. Det er i strid med konventionerne, som kræver individuel sagsbehandling. Så det er centralt, om Støjbergs pressemeddelelse om generel adskillelse af parrene virkelig skal opfattes som en formel instruks, som det allerede antydes i navnet på den ”Instrukskommission”, der blev nedsat for at undersøge begivenhedsforløbet. Sært nok overses det, ikke mindst i ombudsmandens redegørelse, at det i et ministernotat fra dagen før pressemeddelelsen klart fremgår, at behandlingen skal være individuel. At en pressemeddelelse skal lægges juridisk til grund frem for dette notat er helt usædvanligt, og noget ganske lignende blev da også afvist af regeringen, da socialdemokraterne var kommet til magten og havde gjort sig skyldige i minkskandalen.

Tidligere afdelingschef i Udlændingeministeriet Lykke Sørensen tilkendegav for Instrukskommissionen, at der skulle gøres undtagelser i adskillelse af parrene. På et møde i Integrations- og Udlændingeministeriet den 10. februar 2016, umiddelbart inden udsendelsen af den famøse pressemeddelelse, med bl.a. Støjberg som deltager var den juridiske ekspertises budskab, som Sørensen viderebragte til mødet, at man af hensyn til FN’s Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke kunne adskille alle parrene, sådan som Inger Støjberg egentlig ønskede. I stedet skulle sagerne vurderes individuelt. Tilmed mødedeltageren og “venstrefløjens kronvidne”, Udlændingestyrelsens direktør Henrik Grunnet, oplyste senere for Instrukskommissionen, at “man havde undladt at adskille de par (med børn), hvor der var størst risiko for, at det var konventionsstridigt”. Som la Cour kommenterer, betyder det jo netop, at der fra starten skete individuelle vurderinger af hvert enkelt par. Og at styrelsen ikke havde administreret ulovligt.

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensens redegørelse bærer med la Cours ord præg af, at han tilsyneladende ikke har haft orden i sine papirer – eller at han måske bevidst har undladt at lægge Ministernotatet af 9. februar 2016 til grund for sin redegørelse på linje med pressemeddelelsen fra dagen efter. Det medfører en alvorlig fejlkonklusion, og ved offentliggørelsen af redegørelsen går han endda et skridt videre og taler om ulovlig administration. Skønt de firkantede formuleringer i pressemeddelelsen aldrig blev fulgt i praksis. Men pressemeddelelser er af natur forsimplede. Det er med la Cours ord ”sagens virkelige skandale, at kommissionen nægtede at følge uafhængige juridiske eksperters råd om at indkalde den tidligere Ombudsmand til at forklare sig, efter at denne i den nævnte meget omtalte redegørelse, som er fra 23. marts 2017, havde ’overset’ et Ministernotat af 9. februar 2016.”

Stemningen imod Støjberg har været meget tydelig i medierne, hvor man har undladt at omtale det meget vigtige ministernotat, hvor Støjberg gik med til individuel behandling, skønt det på et tidligt tidspunkt blev omtalt i Instrukskommissionen. Typisk for mediedækningen var ifølge Peter la Cour et indslag i DR’s TV-avis den 25. september 2020. Det blev indledt således: “I dag var Inger Støjberg tilbage i den såkaldte Instrukskommission, der skal undersøge den ulovlige adskillelse af asylpar i 2016…” Der blev ikke sagt: “…der skal undersøge om adskillelsen af asylpar i 2016 var ulovlig”.

Men det er meget værre, at også Instrukskommissionen fra starten havde stærk slagside imod Støjberg. Som la Cour skildrer det:

”Billedet af en politisk initieret kommission med politisk slagside bekræftes af den mere eller mindre inkvisitoriske stemning, der af og til har hersket i kommissionens forhørslokale i Frederiksberg Ret. Her kunne man opleve, at kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen, undervejs tilkendegav afstandtagen til Inger Støjbergs forklaringer. Og han har af og til hengivet sig til et meget upassende sprogbrug over for de afhørte. Så upassende, at det ikke fortjener at blive refereret her!”

Peter la Cour trækker endog paralleller til skueprocesserne i Østeuropa og aner eksistensen af en slags forud lagt drejebog, som Instrukskommissionen har holdt sig nøje til. Det kan mange andre, mere ukendte politisk ukorrekte personer end Støjberg nikke genkendende til i deres oplevelser med systemet. Den forskelsbehandling til især indvandringskritikeres ulempe, som fx Ole Hasselbalch har dokumenteret gennem mere end 30 år, falder nu pludselig grelt i øjnene, når en prominent politiker udsættes for det samme. Men tager man ikke parti for Støjberg i denne sag, uanset øvrige uoverensstemmelser, er det i hvert fald sikkert, at ensretningen vil tromle endnu mere fremover. Rigsretssagen handler om noget større end blot Støjbergs skæbne: Den bliver en sjældent markant anledning til et opgør med den generelle partiskhed hos såvel medier som myndigheder.