Da foreningen ”Aktive Lyttere og Seere” blev til for 45 år siden på initiativ af Erhard Jakobsen, skete det som en reaktion på den stærkt begyndende venstreorientering af statsmediet. Socialdemokrater og dem længere mod venstre så det dog som et censurforsøg, skønt ærindet jo netop var at få reel balance i indholdet. Opgøret havde dengang bred legitimitet i det ikke-socialistiske politiske spektrum, bl.a. var Poul Schlüter med. Til forskel fra i dag, hvor man af næsten hele det politiske spektrum bliver beskyldt for at ønske ”ungarske tilstande”, hvis man udtrykker ønske om at håndhæve balance i medierne. Også på den måde er ensretningen kun tiltaget.

Magthavernes interesse i medier, der har samme fjendebilleder som dem selv, er indlysende. For det er jo netop kun med såkaldt ”kontroversielle” dissidenter, som tilstrækkelig principielt kritiserer magthaverne, at medierne primært går efter manden og ikke bolden. Med alle de andre, til bemærkelsesværdigt langt ud på venstrefløjen, er der fokus på sagen, budbringeren er overvejende neutral, og alskens karakteristikker af vedkommende, som der jo altid kan gives (fx ”den racismedømte” XX), vil være uvedkommende i en sagsdiskussion.

En opgørelse af den norske sociologiprofessor Sigurd Skirbekk viser, at Svensk Radio og TV over en afmålt periode omtalte den politiske ekstremisme knap 23.000 gange i diverse artikler, tv- og radioudsendelser og kronikker. Godt 22.300 gange var det om ”højreekstremisme”, mens ”venstreekstremismen” kun var omtalt 457 gange. En lignende, dog noget mildere tendens i Danmark er målt af Emil O. W. Kirkegaard fra Århus Universitet (ca. 80 % af ekstremismestemplingerne ramte højrefløjen).

Den nu afdøde tyske journalist Udo Ulfkotte har i bogen Gekaufte Journalisten (2014) grundigt dokumenteret, hvorfor mainstream-journalistikken bør stikke piben ind hvad angår beskyldninger mod de alternative medier for ”fake news”. For Danmarks vedkommende dokumenteres noget lignende af professor Ole Hasselbalch i bogen Der var et yndigt land (2014) under overskriften ”Demokrati, ytringsfrihed og psykologisk manipulation”, hvor nutidens totalitære træk i svøb afdækkes med en karakteristik af de skævvredne ”kritiske journalister”.

Men problemet er altså generelt i Vesteuropa. Den store tyske journalist Peter Scholl-Latour sagde kort før sin død som 90-årig i 2014, at mens det tidligere passede, at pressefrihed i Vesten betød friheden for 200 rige personer til at offentliggøre deres mening, er dette nu indskrænket til fire eller fem personer (Ulfkotte: Gekaufte Journalisten, s. 251).

Ulfkotte citerer verdensautoriteten inden for kommunikationsvidenskab, professor Elisabeth Noelle-Neumanns ord: ”Det, De i dag finder i menneskenes hoveder, er ofte ikke længere realiteten, men den af medier konstruerede fremstillede virkelighed.” Ulfkotte giver som eksempel, at mens kriminaliteten overtager hele bydele, skoler forfalder og uligheden vokser, sender ”kvalitetsmedierne” stadig kun parolerne til støtte for illusionen om stabilitet, velstand og økonomisk sikkerhed. Han tilføjer ironisk, at Kinas formand Mao måtte tvinge sit lands medier til at hylde sig, mens Angela Merkel ganske automatisk og frivilligt hyldes af langt de fleste medier i Tyskland, som dog formelt er et demokrati, men langt snarere burde kaldes et ”idiokrati”, som er de dummes diktatur, hvor man uden den store kritik følger den én gang valgte undergangskurs.

Ulfkotte kommer i sin beskrivelse af den tætte samdrægtighed mellem ledende journalister, finans og magthavere ind på den vigtige pointe, at skønt alt dette kan være formaljuridisk i sin orden, er det i enhver sund forstand uetisk. Her står moderne systemkritikere tit svagt, fordi magthaverne jo definerer både jura og etik, og i selvlegitimeringens lukkede cirkelslutninger kun marginaliserer kritikere mere og mere. Dog må det bemærkes, at efter den danske straffelovs kap. 12 og 13 er det klart forbrydelser mod den ydre og indre sikkerhed, når man fremmer fremmede staters muligheder for at besætte eller erobre Danmark eller dele deraf, eller fremmer trusler mod den lovlige samfundsorden, hvilket jo alt er indlysende konsekvenser af masseindvandringen.

Det fuldstændige svigt fra den såkaldt fjerde statsmagts side kan typisk illustreres af, da Inger Støjberg i 2017 skabte forargelse med at fejre sin såkaldte stramning nr. 50 i indvandringspolitikken. Mens alle koncentrerede sig om at diskutere, om en sådan fejring nu også var anstændig, påpegede ingen toneangivende medier, at der faktisk reelt ikke var tale om stramninger af indvandringen. Snakken om stramninger var simpelthen løgn. Indvandringen til Danmark havde aldrig været større end i 2016. Og samme år tildeltes hele 15.028 danske statsborgerskaber ved lov, en stigning på 370 pct. i forhold til antallet i 2015. Hvem var det, der sagde, at bare en løgn er stor nok, falder folk for den?

Det er dog ofte ikke så meget direkte løgne som fortielser og vinklinger, der er mediernes problem, og selvfølgelig altid kun med én velkendt tendens. Faren er, at selv med fascismens partiaviser Völkischer Beobachter og Il Popolo d’Italia var det i det mindste ærlige partiorganer, for så vidt som de ikke skjulte deres sympatier, mens nutidens ”uafhængige” journalistik skjuler og blankt benægter den massive skævvridning. Der er som ingensinde før brug for ”aktive lyttere og seere”, der udpeger mediernes stadig mere subtile manipulation, hvor man har lært at undgå løgnen ved særlig at benytte fortielsen. Men – ulykken er jo, at denne fortielse i modsætning til i 70’erne med al sandsynlighed også vil ramme en organisation, som udstiller medierne. Der er for meget på spil til, at disse nu vil bære brænde til eget bål. Ganske fatalt er det derfor også, at de såkaldt alternative medier nu er ved at komme ind under samme ensrettede ”etos” som de etablerede.