Det er 50 år siden, at Johnny Cash på den oprørske generations vegne sang ”What Is Truth”:

The young man speaking in the city square
Is trying to tell somebody that he cares
Yeah, the ones that you’re calling wild
Are going to be the leaders in a little while
This old world’s waking to a new born day
And I solemnly swear that it’ll be their way…

Det kunne jo være baggrundsmusikken til demonstrationerne på Nørrebro anført af Rasmus Paludan i disse dage. Ungdomsoprørerne er blevet de gamle og etablerede, og mod nye tiders nye krav forsøger de at stemple og fortie næste generations betimelige oprør. Kravet om frihed fra de gamles konformitet er evigt, men ud over det aktuelle nationale oprørs retning er der dog også ikke mindst den forskel, at mens 68’erne næsten ingen modstand mødte, da de stormede de bonede gulve, har den ”fordomsfrie” generation og dens ætlinge forskanset sig i en hidtil uset ensretning og overbevisning om at have monopol på det gode, sande og skønne.

Hvor der ikke indbydes til dialog, må budskaber markedsføres med det, der ses som grænseoverskridende provokationer. Ordet transgression – “grænseoverskridelse” – holdt sit indtog i engelsk i det 16. århundrede, ladet med negative bibelske overtoner og hurtigt erhvervede andre betydningslag: “Regelbrud, herunder brud på principper, konventioner, fromhedsregler eller tabuer; alvorlig krænkelse; og overskridelsen, udviskningen eller forstyrrelsen af fysiske eller begrebsmæssige grænser” (iflg. Anthony Julius: Transgressions: The Offences of Art).

I det 20. århundrede var det den franske forfatter Georges Bataille, der formulerede en stor del af vores moderne forestilling om det grænseoverskridende. Bataille mente, at det at bryde tabuer både er en nødvendighed og en “genindskrivning” af den krænkede grænse. “Grænseoverskridelser suspenderer tabuerne uden at undertrykke dem.” Salman Rushdie giver i sin essaysamling Gå over stregen (2004) udtryk for bekymring over det tiltagende pres på såvel den kunstneriske som den intellektuelle frihed i Vesten – “at forsigtige, konservative politiske kræfter er ved at få overtaget, og at mange samfundsgrupper forsætligt fremmer en ny kortluntet kultur, der har nemt ved at blive forarget, så der hele tiden bliver mindre og mindre, der kan siges, og flere og flere former for tale bliver kategoriseret som grænseoverskridende.”

At tale for det grænseoverskridendes berettigelse, ja nødvendighed, betyder ikke nødvendigvis, at alt skal være tilladt. Magthavere, der har til opgave at opretholde en bestemt tingenes tilstand, må naturligvis sætte en grænse der, hvor selve ordenens grundlag trues. I dette lys skal den stigende kriminalisering af “racistiske” udtalelser ses: Med det stadig mere “multikulturelle” (islamiserede) samfunds tiltagende skrøbelighed eller sprængfarlighed må åndeligt talt brug af åben ild forbydes. Men så meget mere må de, der er imod denne orden, naturligvis fyre op under det verbale arsenal. Efterhånden som de må erkende, at der ikke lyttes til saglige argumenter, bliver grænseoverskridelsen, tabunedbrydningen eller provokationen “de magtesløses magt”. Hensigten er, som Bataille skrev, ikke at undertrykke nogen som helst, men at gøre det klart for alle, at grænserne for det tilladte er blevet snævre ved at fremtvinge håndhævelsen af dem.

At magtapparatet er ved at blive repressivt til folkets ulempe må frem i dagens lys. Dette var jo også netop logikken hos oprørerne i 1968. Provokér, lød kort og godt titlen på Ole Grünbaums bog fra dengang. Studenteroprørerne og deres ætlinge er nu blevet de etablerede, som forarges over en ny generations nationale oprør, sætter loven ind mod det og også på alle andre tænkelige måder som magthavere misbruger “Systemet” til at forsvare egne positioner og samfundsordenen og dens Sandhed. Det vil være ganske passende nu at tvinge deres egen medicin ned i halsen på disse hyklere: At gentage deres provokationer med modsat fortegn, men med samme grad af frækhed, respektløshed, ondskabsfuldhed, vulgaritet og offensiv polemik for at udelukke enhver forbrødring og at afsløre deres “sande, fascistoide væsen” … Det må pointeres, at det ikke mere er kompromis med masseindvandringens støtter, der ønskes. En fremfærd, der klart stiller den nationale vej uden for den politiske mainstreams konsensus, er første trin til at fremstå som egentligt alternativ.