Frankrigs præsident Macron har den seneste månedstid været i en shitstorm fra de politisk korrekte efter vedtagelsen af en lov om at beskytte det sekulære samfund, særlig vendt imod ”ekstremisme og islamistisk separatisme”. Samtidig protesterer mange intellektuelle over en ”heksejagt” på franske universiteter, fordi den franske regering i sin jagt på islamisme undersøger kritisk, om det samfundsfaglige forskningsmiljø mon er blevet et skalkeskjul for udbredelse af antiracistisk og antikolonialistisk propaganda (jeg vil såmænd gerne give dem svaret nu, hvis de vil spare penge og besvær).

Så vidt, så godt. Nogle nationalsindede er endda begyndt at se et lys i Macron. Men nu har han så også fået forbudt indvandringskritiske Generation Identitaire ved krakilsk brug af en gammel lov mod private militser. Det giver jo hans linje en mere velkendt profil, nemlig den med talen om ”ekstremismen til begge sider”, dvs. både den mest militante islam og den ikke militante, men konsekvente indvandringsmodstand, som i den nuværende grad af islamisering af Vesteuropa ser en katastrofe, som bør tilbagerulles.

Macrons politik er ikke uden sammenhæng med et forsøg på at profilere sig i forhold til udfordreren Marine Le Pen, men politikken er altså langtfra et opgør med hovedparten af den muslimske indtrængen, men den sædvanlige afstandtagen til ”yderfløje”, skønt jo kun toppen af isbjerget, europæerne er ved at kuldsejle på. Hans konkurrence med Le Pen ligner en tidsmæssigt sammentrængt udgave af Socialdemokratiets længerevarende forsøg på at matche udfordringen fra Dansk Folkeparti, ligesom Mette Frederiksens (i sig selv udmærkede) afvisning af at hente børn fra Syrien er en parallel til Macrons ”islamisme”-opgør.

Men selv det er jo en påtvunget vej, man er slået ind på under et uhyre pres for politisk overlevelse, og den bedste overlever i det spil er en kamæleon, der let skifter farve efter behov. Ovenfor gengives noget af Mette Frederiksens kronik om taktikken for at generobre Dansk Folkepartis segment, i Aktuelt 29. januar 2001, med overskriften “Vores svaghed er blevet deres styrke”. Hun er siden blevet bedre til at skjule sin holdning til essensen i DF. Dengang lød det: ”Når det drejer sig om de centrale personer, og ikke mindst de tilhørende forestillinger om den fremtidige indretning af vores samfund, er der god grund til at gyse.”

Hendes egen vision er ”rummelig” ud fra den betragtning, at det danske samfund nu får ”en helt anden mangfoldighed”. En langt større del af befolkningen skal tage ”ejerskab” for udviklingen. Det betyder nok en slags medansvar, men udviklingen er altså bestemt. De fatale internationale forpligtelser løber hun ikke fra. Frem for alt skal der sikres en bedre integration, ”hvor især den mere ressourcestærke del af befolkningen bliver nødt til at flytte sig fra skrivebordet og parcelhuset og reelt påtage sig et personligt ansvar i den forbindelse.”

Ja, hvad betyder det i det hele taget konkret? En mester i ”bullshit”, som fremstår handlekraftig efter folkets ønsker, havde her meldt sig på banen. Hun har nok strømlinet facaden i årenes løb, er af en psykologisk type, der er ferm til at fremstå helhjertet, men er de principper, hun fremlægger her, ikke politikken i dag? Corona har bortledt fokus fra hendes indsats vedrørende artiklens emne, og det kan hun vist være glad for. Men skal man da ikke også være glad for, hun gør noget, uanset motivet? ”Strammeren” er dog stadig kun den facade, man har forsøgt at lægge i de rigtige folder siden Thorkild Simonsen. Nu har man så endelig fået den bedste skuespiller (åbenbart, ud fra tilslutningen at dømme).

Som sin franske pendant scorer hun billige point på ret symbolske udfald mod yderfløje, men ændrer jo intet ved elefanten i rummet eller rettere de herhjemme mange hundredtusinder, i Frankrig mange millioner, som falder på den heldige side af den kunstige skelnen mellem islam og islamisme, og hvis segment i de kommende generationer stadig vil være det centrale samfundsproblem, den økonomiske klods om benet og med tiden vil vokse værten over hovedet. Såmænd vil i Frankrig tilmed Le Pen kun rokke marginalt ved dette, i stil med Vermund herhjemme.

Kun Stram Kurs finder sig ikke i at se danskerne frataget retten til at være herrer i eget hus. Dog foreløbig virker de danske magthavere klogere end at skride til direkte, åbenlys forbudspolitik mod dissidenter – magthaverne sætter deres lid til mediernes ”forståelse” af deres samfundsopgave, nemlig stempling af ”ekstremisme til begge sider” (og tro mod mainstreamlinjen for ”global governance”), samt til chikane ved fx indsamling af underskrifter. Men den slags er desværre også ganske effektivt, måske mere end den franske “action directe”.