I dag ville Den Danske Forenings mangeårige næstformand, murer Poul Vinther Jensen (1946-2020) være fyldt 75 år. Hans politiske aktivisme gik helt tilbage til starten af 70’erne i EF-modstanden, han kom i forretningsudvalget for Folkebevægelsen mod EF, og det vakte i 1998 skandale, da det kom frem, at han af nationale hensyn havde udspioneret Folkebevægelsens venstreorienterede ledelse for Politiets Efterretningstjeneste. I 1986 førte hans personlige bekendtskab med Søren Krarup til, at han blev medlem af dennes Komité mod Flygtningeloven, og endnu i 2007 måtte Krarup rose Pouls ”mod og uselviske offervilje” trods de kurrer på tråden, der havde været i årene inden.

Pouls mest kendte tale blev nemlig den for Nationaldemokraterna i Stockholm i 2002. Talen blev anledning (påskud?) til, at flere fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti meldte sig ud af Den Danske Forening. I forbindelse med Nye Borgerliges aktuelt vaklende fremfærd mod islam i Danmark er der indlysende paralleller til den daværende angivelige indignation i DF over Poul Vinthers ord.

”Den eneste løsning på muslim-invasionen er kort sagt en lov, der tilsigter en generel hjemsendelse af mennesker fra muslimske lande,” hed det i Stockholm-talen. Og videre: ”Så længe der ikke er opfundet et apparat, der ved grænsen kan gennemlyse folk og opklare deres tro og hensigter, må vi for at standse udbredelsen af nutidens pest over Europa simpelthen generelt holde mulige smittebærere ude. Ellers kan vi komme i en situation, hvor hele områder af vore lande igen vil ligge øde hen efter muslimernes etniske rensninger. Vi må udrense muslimerne først.”

”Det er bedre at forebygge end at helbrede. Og det er utroligt, at efter Vestens store fremskridt på det videnskabelige plan, hvor vi er lykkedes med at udrydde farlige mikrober og derved undgår epidemier, er inkompetencen på det politiske plan stadig på middelalder-niveau. Derfor trues vi nu af den muslimske epidemi og byder den tilsyneladende endda velkommen.”

”Når en enkelt eller ganske få personer rammes af en farlig sygdom, udbryder der ellers nærmest panik i medierne, og landsdækkende tiltag iværksættes for at inddæmme og udrydde faren. Men når en politiker foreslår tiltag ud fra en helt parallel logik for at inddæmme muslimfaren, udbryder forargelsen. For os i Vesten er det en klar interesse at generalisere, ligesom det er i den tredje verdens interesse at generalisere og gøre alle hvide mennesker skyldige i slaveri og imperialisme. Som det skete på den racistiske antiracisme-konference i Sydafrika sidste år. For os er alle muslimer derfor efter samme logik terrorister.”

”Vi gider ikke mere betale til muslimer, se på muslimer, og allermindst høre på muslimernes krav og yppen kiv i vort land. De skal ud. De er foreløbig kun lus i skindpelsen, men er på vej til at udvikle sig til monstre, som slår værten ihjel. Alle andre politiske problemers løsning forudsætter, at muslim-problemet er løst først.”

Jesper Langballe kaldte ovenstående passager fra talen ”uspiselige” og ”afskyelige”, og Krarup mente, at selv om man godt kunne kalde islam for en pest, var det underlødigt at tale om udrensninger. Søren Espersen kaldte det ”rendestenssprog”.

Den saglige pointe i Pouls tale til forskel fra Dansk Folkepartis – og nu Nye Borgerliges – politik består dog stadig i indsigten, at indpasningen af hundredtusindvis af muslimer i Danmark er en umulig opgave, så remigration, repatriering eller hvad man end vil kalde det, er den mest realistiske løsning (skønt så vist heller ikke nem). Til dem, der forarges over slige forslag, er der kun at sige, at så må de forarges over dem, der har skabt situationen. At gå efter budbringeren (uanset hvor usleben i sit ordvalg) er at rette smed for bager. Men det virker dog også, som om både NB og DF virkelig og ærligt ser på indvandringsmodstanden som en slags ”åndskamp”, hvor man nærer illusionen om at gøre det store muslimske segment “ligesom os”. Det er dog set i forhold til mainstreams politik blot mere af det samme. Men kampens kerne er jo ikke at gøre alverden ”dansk”, men: Danmarks jord for de danske.

Jo før det indses, at islam er uløseligt knyttet til en konkret invasion af fremmede, der må tilbagevises, og at dette trods alt er eneste metode til atter at gøre Danmark til et trygt land for danskere, desto bedre. Stemples denne stramme kurs som forrykt, må der bare svares, at vi lever i en skør verden, hvor andre har bestemt spillereglerne, og at det dog er værre – tilmed i “pæn” indpakning – at komme med helt umulige forslag såsom integration af de uintegrable.