En ældre bog, der af begivenhederne gøres aktuel igen, fortjener omtale på ny, selv om den netop blev til som aktuel debatbog for årtier siden. Konkret tænker jeg på Poul V. Nielsens bog ”Fremskridtsarbejderen – kammerat og fjende”, udgivet af Demos i 1977. Allerede ved sin form et tankevækkende værk, fordi Demos jo sidenhen blev kendt som den røde intolerances højborg. Jeg husker, hvordan man derfra deltog i chikanen af Den Danske Forenings møder. Men Land og Folk-journalisten Poul V. Nielsen (der døde som 96-årig i 2017) rejste land og rige rundt for at lave interviews til sin bog i et forsøg på at være åben og få ægte indsigt i, hvad der fik de mest udsatte på arbejdsmarkedet til at stemme på Glistrup, og hvor venstrefløjen havde grebet fejl. Et forsøg på dialog, at blive klogere og at finde et fælles udgangspunkt, man ser langt efter i dag, hvor enhver kun lytter i sin egen boble. Bl.a. derfor tiltrængt som tankevækker.

Det fremgår flere steder i bogen, at Fremskridtspartiet blev set som mere yderligtgående end kommunisterne – på en positiv måde. Man er træt af at blive herset omkring med: ”Man føler sig på en eller anden dybtgående måde forulempet af alle de urimelige love, og derfor er jeg glad for, at der i fremskridtsprogrammet står noget om udtynding af lovjunglen.” – ”Det er jo komplet latterligt med alle de ting, man skal rende og spørge om. Man kan fan’me intet foretage sig uden først at skulle spørge ved en eller anden skranke. Vi bliver mistænkeliggjort på den måde. Vi regnes ikke for voksne, ansvarlige personer – nærmest for idioter.” Denne tendens er jo også siden kun forstærket, ikke mindst via multikulti-eksperimentet, som skatteyderen aldrig spørges om, men kun skal pøse penge i – og anklages for racisme, hvis man vover at protestere.

Glistrups folkelige måde at tale på var også vigtig for, at man støttede hans parti: ”Glistrup kan tale, så et hvilket som helst menneske forstår det hele. Han siger tingene ligeud. Der er ikke noget omsvøb, ikke noget med at føre folk bag lyset.” Begejstringen, humoren, forandringsviljen var blandt de positive ting, folk så i Fremskridtspartiet. Det blev ikke opfattet som noget konservativt endsige reaktionært. Nogle få eksplicitte uenigheder, enkelte af de interviewede havde med deres nye parti, var dets positive holdning til EF og det angivelige ønske om afskaffelse af forsvaret (det glemmes tit, at Glistrup ville erstatte det med en folkehær, et udvidet hjemmeværn). Men også her er dét, Fremskridtspartiet protesterede imod, jo siden kun forstærket, ikke mindst via humorløs politisk korrekthed, teknokratiet i EU og ”There Is No Alternative”-holdningen, der opløser enhver protest som slag i en dyne.

Det fremgår også hos flere interviewede i bogen, at de ser statsdirigering som en modsætning til samfundets naturlige fællesskab. Man kommer til at tænke på nutidens megen snak om sammenhængskraft. Men den slags kan ikke skabes af politikerne oppefra, dét skaber kun følelse af afmagt og dumhed blandt borgerne. Peter Damgård fra Store Heddinge fandt det værste problem for det almindelige menneske at bevare selvagtelsen: ”Fællesskab er noget, der bliver talt og skrevet meget om. Det er vel dybest set hvad det hele drejer sig om: at kunne leve i et godt fællesskab med andre mennesker. Men fællesskabet er ikke noget værd, hvis folk føler sig mindreværdige. Så bliver de i bedste fald ligeglade med andre mennesker, i værste fald bliver de bange og aggressive (…). At mennesker kan realisere sig selv, det er faktisk betingelsen for et ordentligt fællesskab. Sådan ser jeg på det. Derfor mener jeg, FRP er et arbejderparti. Det er i virkeligheden et parti med en mere målbevidst arbejderpolitik end de partier, der kalder sig arbejderpartier.” Ikke mindst Socialdemokratiet forsøger jo nu at lappe på det ødelagte folkefællesskab med en stærk statsstyring oppefra og ned, men det ændrer netop intet på det forargelige forhold som mellem herremænd og hoveribønder, hvor de sidstnævnte uden at kny bare må finansiere de førstnævntes storladne ideologiske projekter.

Den såkaldte populismes opløsning af det gamle højre-venstre spektrum portrætteres tit som et nyligt fænomen, men var allerede et udtalt motiv og behov i 70’erne: ”Selvfølgelig er jeg socialist – det er Glistrup også. ” (Arbejdsmand Frede Pommergård). Og rengøringsassistent Poula Andersen føler sig bortset fra Fremskridtspartiet tættest på kommunisterne: ”Jeg kunne godt tænke mig, at de to partier kunne blive rørt lidt sammen…” Lastbilchauffør Elvin Olesen supplerer: “Det er én af de forkerte ting, man siger om Fremskridtspartiet, at det består af kapitalisttyper. Der er virkelig mange lønmodtagere, arbejdere der er glade for deres arbejde.” Kontorassistent Marne Jakobsen fokuserer med tanke på Fremskridtspartiet på det væsentlige: ”Når de spørger, hvad der er forskellen på os og kommunisterne, så kan jeg godt sige dig det – der er magten og tvangen til forskel. Jeg er imod tvang af hele mit hjerte. Jeg kan simpelthen ikke tåle det – jeg bliver syg af tvang…”

Det senere folketingsmedlem, politiassistent Knud Lind, kan afslutte rækken af betragtninger, der giver ildevarslende anelser om konsekvenserne af, at fremskridtsoprøret slog fejl, og at samfundshersende ideologer kun har strammet grebet (blot bag nye facader): ”Efter at jeg er kommet ind i politik, forstår jeg de folk i Baader-Meinhoff gruppen, skønt jeg så afgjort ikke sympatiserer med deres metoder. Jeg kan forstå dem, fordi hvis man under demokratiet bliver trampet ned, så kan man til slut føle, at der er ikke andet at gøre end at gribe til våben. Den værste ulykke, der er sket, det er, at man har fået folk til at tro, de lever i et demokrati. Lige så slemt er det, at man har fået almindelige mennesker til at tro, de er dumme. Jeg har tit sagt, at jeg vil hellere leve under et Franco-styre end i et skindemokrati. I Spanien kunne jeg skrive på en mur ’Franco er et svin’ og blive smidt i spjældet og måske skudt. Hvis jeg siger noget i Danmark, kommer straffen ikke umiddelbart, men den kommer, snigende. Min mening er, at det danske samfund, som det er i dag, selv om det har et demokratisk skær, er det meget langt fra demokrati.”