Styrken af nutidens tabuer og politiske korrekthed ses særlig tydeligt, når de sættes i kontrast til det, ledende skikkelser i Folketinget kunne sige for relativt nylig. Man lærer da ikke mindst, at det kun er for de hukommelsesløse uden historisk perspektiv, at Stram Kurs er “ekstrem”.

I 1980 holdt Centrumdemokraternes stifter Erhard Jakobsen, Mimi Jakobsens far, i Folketinget en så ”racistisk præget” tale om ulandshjælp, at Venstre og Konservative måtte tage afstand. ”Hvad skulle man i Afrika have gjort uden den hvide race?”, spurgte Erhard. ”Jeg har ikke noget skyldkompleks på den hvide mands vegne,” sagde han.

Den radikale Arne Stinus mente, at brugte verden ikke penge på militær, kunne man bekæmpe malaria. Erhard svarede, at så ville der være så mange desto flere, der ikke kunne få mad og derfor ville dø af sult. Han mente ikke, at vi burde hjælpe med ulandenes industrialisering, fordi de så kunne udkonkurrere os.

Om den 3. verdens krav om en ny økonomisk verdensorden sagde Jakobsen: ”Hvis der skal være en ny verdensorden, så er det os, der skal bestemme, hvordan den skal se ud. ” (cit. efter Land og Folk 8. nov. 80).

Hvem siger, debatten er blevet mere ”fri” i de senere årtier? Det er kun på de sociale medier. Den såkaldte toneangivende debat er blevet kedelig og ensrettet.