I mine 30 år som aktiv national dissident er det sært nok kun i de sidste fem, jeg har hørt udtrykket “fake news”, men det har lige fra starten været et velkendt fænomen udøvet af kritikere af de kredse, hvor jeg har færdedes. Det har ikke kun været direkte løgne, som da DR-værten fra “TV-fakta”, Klaus Laursen, i 1992 i B.T. fortalte om en herlig multikulturel fest, han havde deltaget i, hvilken desværre viste sig at være pure opspind. Det har ofte været vinklinger og insinuationer, som når Dansk Flygtningehjælp beretter om indvandringskritik med et billede af marcherende nazi-soldater i baggrunden, eller som når DR-nyhederne rapporterer om Den Danske Forening med et hagekors eller glammende hunde som baggrundsbillede.

Der har også været megen manipulation med statistik, således når “eksperter” gennem årtier har opgivet omtrent samme antal muslimer i Danmark og har skjult eller benægtet, hvor stor en andel af kriminaliteten herhjemme, der begås af fremmede. I Den Danske Forening har nyligt afdøde juraprofessor Ole Hasselbalch gjort et stort arbejde for at blotlægge den systematiske misinformation siden midten af 80’erne, og senere har Kim Møller fortsat lignende arbejde på sin blog Uriasposten og også i en bog vist, hvor klart islams historie farves i utilbørlig positivt lys af vor akademiske “islamforskning”.

Kort sagt er det besynderligt, at det først er i de seneste år, at de herskende medier er blevet vakt til indignation omkring “fake news” – og vel at mærke kun, når de angiveligt kommer fra nationaldansk hold. For misinformationen fortsætter for fuld udlæsning, ikke mindst fra Berlingske, der ufortøvet forsøger at stemple Stram Kurs som et misliebigt svindelparti. I øvrigt samme avis, hvis chefredaktør i 1992 fandt, at det var “racistisk” af et medlem af Den Danske Forening (en gammel frihedskæmper) at mene, at muslimer ikke bør være medlemmer af Hjemmeværnet. Allerede i 1988 var Ole Hasselbalch gået i kødet på Berlingske Tidende, som nemlig da kørte en artikelserie, “De nye danskere”, hvor man, som redaktionen skrev, ville afsløre “myterne” i indvandringsdebatten. Det gik som sædvanlig kun i én retning. Et hovedargument for avisen var, at der ikke var flere indvandrere i Danmark, end at “de kan stå på langsiden i Idrætsparken”. Hasselbalch indvendte, at det var fremtidsperspektivet og ikke det daværende øjebliksbillede, som var truende. Og han havde jo ret – avisens selektive indfaldsvinkel var reelt at stikke læserne blår i øjnene. Og det var for resten også Det Berlingske Hus, som i 90’erne af ideologisk renfærdighed nægtede at optage annoncer fra Den Danske Forening, såsom da foreningen ville afholde et antinazistisk møde i Sønderborg. Det fik Hasselbalch til at mindes Berlingskes mørke historiske arv, som havde ført til, at modstandsbevægelsen 1940-45 kaldte Berlingske Tidende for Berlinske Tidende (uden “g”). Men sådan er der så meget.

Andre medier bombarderer dog også med fake news i en stadig strøm. De bliver selvfølgelig dygtigere med tiden og stadig mere bevidste om, at plump løgnagtighed opdages, så i stedet bibeholdes generelt en vinkling, der altid hælder i én bestemt retning, men jo kan være svær at sætte fingeren på i hvert enkelt tilfælde. Kim Møller har fyldigt dokumenteret den næsten konsekvent negative vinkling på Trump. Omvendt valueres klima-dagsordenen positivt, og der køres flittigt panik-afledningskampagner om emner af forholdsvis underordnet betydning, senest om coronavirus. Ligesom vi typisk ifølge Dagbladet Information også i verdens mest udbyggede socialstat lever i de sidste tider – under “ultraliberalismens” hærgen. Derimod er alle seriøse medier enige om, at “befolkningsudskiftning” er en hysterisk konspirationsteori…

Medierne har intet lært af den kortsynethed, der prægede Berlingske allerede for 32 år siden. Og det er netop det karakteristiske ved mainstreams mangeårige fake news-fremfærd: Trods utallige pinlige afsløringer fortsættes skønmaleriet af islamiserings-politikken stadig, så nyhedsstrømmen hver uge må begynde erkendelsesmæssigt ved 0 med deraf følgende evindelige “chokerende” afsløringer (om de samme forhold) blandt indvandrere og i indvandringsindustrien.