Oftest yder filmatisering ikke en bog retfærdighed, og det kan også siges om Morten Korchs værker. Filmene fokuserer på den dramatiske handling; Korchs dybere anliggende, der i dag gør hans bøger til ægte dissidentlitteratur, forflygtiges i vid udstrækning. Således også med Det gamle Guld om de varige værdier, der har holdt Danmark oppe. Filmen har skønne indslag (se indføjede klip), men springer let over bogens første halvdel, beretningen om vikingehøvdingen Vermund på sin borg med det rammende navn Dybe, der giver det store perspektiv, som svimler for tanken: Om de evigt samme vilkår for hævdelse af dansk frihed, retsind og ære.

Vermund fornægter de gamle guder, ”længe nok har de hersket over os med Blod og Vold”, uden dog som sin hustru Helga at kunne gå til den nye kristentro. Imidlertid er han netop ikke uden tro, thi at tro er først og fremmest at være tro: “En Mand skulde være tro, det var vist noget af det vigtigste, tro mod Dybe, det Hjem, han havde faaet betroet, og mod Helga og Drengene og alle de Mennesker, der hørte Dybe til, og mild og god skulde han være, saa vandt han Æren og Sejren.” Således tænker Vermund om sit kald, mildnet af at se kristentroens virkninger på sine omgivelser. Vel at mærke uden derfor at miste kampmod og forsvarsvilje. Truet af fjender står han først og fremmest værn om sin jord: ”Han forstod, der var stærke Kræfter dernede i den sorte Muld, at Jorden kunde hjælpe Manden, saa Guldet kunde sejre over de onde Gifte.”

Vermund ender, trods sin besiddelse af en angiveligt magisk ring, med at falde i kamp mod sin ondsindede ærkefjende. Stedets vismand tager ringen og skjuler den, inden da siger han ved Vermunds afsjælede legeme: ”Gudernes Gave skal ligge i Jordens Skød; men fra Jorden skal dens Kraft udgaa til Konge og Folk. Og om tusind Aar skal der atter opstaa en Mand, en Høvding, der skal kæmpe for at faa Ringen til at skinne, saa alle kan spejle sig i dens Lys, og en Gang vil Maalet fuldkommes, og der vil komme Mænd efter Gudernes vilje i Danernes Rige!” Dét er netop temaet for bogens anden del, med hovedpersonen Niels Sværke på sin gård Dybe samme sted som Vermund, og genfinderen af hans ring tusind år senere i bogens nutid (1923).

Som Vermund er Niels først og fremmest bundet til sin jord: ”Ja, Jorden, det var det store, det bærende, og Jordens Herrer kunde aldrig blive gode nok til at bære det Ansvar, de havde faaet. Jorden adlede Mennesket, naar man vilde lytte til dens Lære.” Niels er en meget dygtig og også mild bestyrer af sin store, men gældstyngede gård. Her skinner Korchs lyse livssyn igennem Niels’ overvejelser om sine ansatte, lærerigt også for mange nutidige selvbestaltede samtidskritikere: ”Man sagde, at Folk var ødelagt nu om stunder, at de ikke duede. Herregud, det var blot den yderste Fernis, der var lidt anderledes end før, indvendig var de saamænd omtrent de samme, i alt Fald ikke daarligere. Det var saa let at kritisere og finde Fejl, det kunde enhver, men finde hver eneste gode Spire, værne nænsomt om den og faa den til at gro, det var Kunsten.”

Vel at mærke er Niels ud over at være bonde leder af en landsdækkende politisk reformbevægelse, hans syn er ikke indskrænket til egen ejendom, forbundetheden med dén går i ét med Danmark, ”Fædrelandet, som han elskede med en dyb og stille Kærlighed”. Det hele hænger sammen, ”Danmark, Landsbyen og Hjemmet, de var som Perler i et Smykke”. Dog en skruppelløs bandit hjemkommet fra Amerika vil tage gården fra ham, Niels træffer på ham kørende i en luksusbil, og banditten dytter ad ham med hornet ”med en uhyggelig, udenlandsk Klang”. Den slags varsler ilde. Som en anden af bogens helte, sognefogeden Dines Mikkelsen, udtrykker sin mening om moderne, rodløse mennesker: ”Se de Folk, der var her nu, enten kører de rundt og glor efter noget, eller de sidder og gaber et Sted og hører efter noget; men de finder det aldrig, for det er pinede hjemme, det skal findes.”

Egnens store gårdejer er minister og forsøger ligesom banditten fra Amerika at drive Niels fra sin gård. Han vil have Niels til at standse sit politiske oprør: ”De maa standse denne Sværkebevægelse, den er farlig for hele vort Samfund, den skaber Uro, og nu maa vi netop have Ro.” Niels vil imidlertid uanset omkostningerne kæmpe for det, han tror på, ”og det maa jeg blive ved med”. Det er dog ”kun Idealer, Luftkasteller,” indvender ministeren. ”Verden vil blive ved at gaa sin skæve Gang.” Ved det store politiske stævne, der konsoliderer Niels’ bevægelse, fremgår dennes budskab, nemlig ”Danmark, ikke alene det Danmark, der blev sunget om i festlige Stunder, og som man prydede med Mindernes blomstrende Kranse; men først og fremmest det Danmark, der skulde leve i hver Mands Hjerte, det Danmark, der var vor Moder, vor Elskede og vort Hjem, det Danmark, der skulde bygges ikke alene ved Sang og Hurraraab, men ved Arbejde, der skulde udføres, saa det blev til Daad.”

Denne dåd har dog ikke kun noget med politisk indsats at gøre, men har værdi overalt. ”Og det var nu som i gammel Tid, man sejrede ved Daad, enhver Mand skulde staa paa sin Post og gøre sin Gerning, hvad enten den var i Højhed eller i ringe Kaar, gøre den, saa den blev en Daad, det var Vejen til at blive en Mand.” Niels mistede i den dramatiske handling næsten sin elskede udkårne og sin slægtsgård, og alle strabadserne gjorde ham mere ydmyg, og han beslutter sig for at hellige sig sin gård og familie: ”Jeg vil ikke søge Ære langt borte, jeg vil vinde den paa den Post, hvor jeg er sat. Paa den Maade tror jeg bedst, jeg kan gøre min Part for, at der kan blive lunt og godt i det Hus, vi alle bor i.” På den måde bliver Korchs beretning mere end et politisk budskab og med bud til alle landsmænd om at gøre en indsats, hvor de nu er og kan bedst.

Og bogens sidste ord peger på endnu et budskab med aktuel relevans i en antimaskulin æra, nemlig gentagelse af vikingens manende ord om ”den Kamp, som aldrig hører op. Kampen for at skabe Mænd efter Gudernes Vilje.” Sådanne mænd er den virkelige forudsætning for et liv i frihed, personlig så vel som national, og det gamle guld er langtfra kun den fysiske guldskat fra Vermunds dage, bogens personer finder til redning af nutidens gård, men jorden, værnet om den og dermed om Danmark, kort sagt frihedens skat og dermed som afgørende led mandigheden, den eneste sikring mod trællekår, og dén må også som en arv hele tiden graves frem på ny for at bringe land og slægt videre, ét svigtende slægtled uden mandsmod kan blive det sidste i frihed.