Eva Gregersen uddeler Månedens udenomssnak. Æren tilfalder for anden gang Tarek Ziad Hussein. Eva Gregersen skriver på Facebook:

For første, men næppe sidste gang i prisuddelingens historie er vinderen af Månedens Udenomssnak en genganger.

For et halvt år siden brillerede Tarek Ziad Hussein med sin søforklaring på, hvorfor han som Gyldendal-forfatter fravalgte at deltage i forlagets højtlæsning til støtte for Salman Rushdie. Nu har han leveret en ny demonstration af sit talent for undvigelse af svære spørgsmål.

Hussein har som bekendt slået sig op i debatten på at kunne forene islam med det liberale demokrati, og han skriver fast for Politiken med fem ugers mellemrum.

De sidste fem uger har der været en sag, der har fyldt meget og har sat konflikten mellem islam og det liberale demokrati på dagsordenen, nemlig Paludans koranafbrændinger. Spørgsmål som disse presser sig på:

Skal det forbydes at brænde koranen?

Givet at det aktuelt er lovligt at brænde koranen, skal koranafbrændere så have politibeskyttelse?

Hvordan skal vi forholde os til, at der er så mange muslimer i Skandinavien, som reagerer voldeligt på lovlige koranafbrændinger?

Situationen er omtrent så højspændt, som den kan blive, både lokalt, hvor politiet ikke formår at garantere Paludans sikkerhed, og globalt, hvor koranafbrændinger må drøftes på NATO-topmøder.

Sagen var derfor et indlysende oplagt klummeemne for Danmarks praktiserende muslimske demokrat par excellence. Hvis Hussein vitterlig har knækket koden til, hvordan islam og det liberale demokrati kan forenes, må tiden siges at være kommet til at indvie os andre i, hvad den kode siger om koranafbrændinger.

Men da Hussein satte sig til tasterne, valgte han IKKE at kigge indad på muslimers vegne og tage livtag med dette flammende stridspunkt mellem islam og det liberale demokrati.

I stedet valgte han at bruge sin klumme i søndagens Politiken på at anklage ikke-muslimer for hykleri. Vi beskæftiger os nemlig for meget med splinten i vores broders øje og ikke nok med bjælken i vores eget, mener Hussein, der peger på nogle misbrugssager i kristne miljøer, som efter hans mening ikke får nok opmærksomhed.

Det er han selvfølgelig i sin gode ret til. Ligesom jeg er i min gode ret til at kritisere hans prioritering.

En enkelt bemærkning, der med lidt god vilje kan relateres til de sidste fem ugers polemik om koranafbrændinger, har Hussein dog ladet falde.

I et Facebook-opslag fra i fredags med knap 5.000 likes fremhæver han, hvor godt det går for ham og hans søskende, og hvor hårdt deres forældre kæmpede for at sikre dem et godt liv her i Danmark. Midt i opslaget skriver han:

“[Jeg tror] ikke på, at der er nogen kultur eller religion, som ønsker for dens børn, at de skal blive kriminelle narkohandlere, bandemedlemmer eller terrorister.”

What does that even mean? Ingen religion ønsker for dens børn, at de skal blive terrorister? Skal det forstås sådan, at hvis Paludan bliver henrettet af jihadister som straf for hans koranafbrændinger, så har det ikke noget med islam at gøre? Eller hvordan skal det forstås?

Én ting står dog tindrende klart.

I Europa i 2023 er det livsfarligt at krænke islam – ved at brænde en koran, tegne en tegning, undervise i tegninger, fortsæt selv listen. Den målrettede terror i islams navn udgør en alvorlig trussel mod det liberale demokrati.

Men rollemodellen Tarek Hussein vil hellere snakke om alt muligt andet.

—

Tillykke med prisen, Tarek! Foruden æren består præmien i en invitation til dialogkaffe. Hvis du har lyst til at mødes med mig og tage en snak om, hvor du står i konflikten mellem islam og det liberale demokrati, giver jeg kaffen. 

Uddrag af Eva Gregersens Facebookopslag.

Se også Samtal om Sverige i Nato upptas efter Rasmus Paludans koranbränning

Læs også Hatisk och kränkande ikonografi: Lars Vilks’ rundkørselhund knepper Gitte Ørskou fra Moderna Museet