Klumme af Uwe Max Jensen:

Jeg har den seneste tid rejst rundt på et nødpas. Dets gyldighed er udløbet, så jeg må en tur forbi Borgerservice for at få det ombyttet til et rigtigt pas.

Jeg taster mit ærinde ind på computeren i venterummet. Et ikon snurrer rundt på skærmen, mens computeren forsøger at åbne en side. Det lykkes ikke, og computeren vender tilbage til start og spørger mig igen, hvad mit ærinde er. Ny indtastning. Samme resultat.

Jeg spørger en medarbejder, hvad jeg skal stille op. Han henviser mig til en medarbejder, der står ved en pult i venterummet. Hun henviser mig til venterummets anden computer. Samme nedslående resultat.

Jeg henvender mig til medarbejderen ved pulten. Det er en ung kvinde. Araber eller perser med udslået let krøllet hår. Hun kigger på mig med et let fordømmende udtryk. Det skyldes ikke nødvendigvis hendes etnicitet. Det er bare sådan, unge kvinder reagerer på midaldrende hvide mænd med et lurvet udseende.

Jeg fortæller, at jeg skal have ombyttet mit pas. Om jeg har bestilt en tid? Nej. Jeg kan få en tid 17. marts klokken 10.30.

Jeg indvender, at det i dag (i går, red.) er den 22. februar, og at det ikke kan tage en måned at få ombyttet et pas, da det er en operation, der højst tager fem minutter. Desuden skal jeg bruge passet 13. marts i forbindelse med en rejse til udlandet.

En feminint udseende mandlig medarbejder (jeg fornemmer, at han er homo, men måske ser man bare sådan ud, når man arbejder hos kommunen?) griber straks ind, da han fornemmer, at jeg opponerer mod skrankepavens beslutning. Med et aggressivt toneleje, der slet ikke passer til hans fysiske fremtræden, gør han mig opmærksom på, at jeg skal følge Hassans anvisninger (det kan også være, at han sagde Ghazal – Hassan er jo et drengenavn – men hvem ved, hvad der er op og ned nu om dage), og at de i øvrigt har meget travlt hos Borgerservice. Det står i skærende kontrast til de få mennesker, der sidder og venter her klokken 12, så jeg stiller mig tvivlende an overfor den postulerede travlhed.

Der er mange, der skal have lavet pas i anledning af vinterferien, lyder svaret. Men vinterferien er jo i gang (vi har vinterferie i uge otte i Nordjylland), så de har vel fået lavet deres pas senest i sidste uge (uge syv), indvender jeg.

Der er meget travlt helt frem til sommer, lyder svaret, og jeg må tage til takke med tiden 17. marts klokken 10.30. Ellers er jeg velkommen til at klage til borgmesteren.

Jeg siger, at jeg vil gå direkte over til borgmesteren, der har kontor i nabobygningen og klage over sagen. Muligvis skræmt over mit kendskab til kommunal logistik indskyder den mandlige medarbejder nu, at der også findes noget, der hedder akuttider.

Hassan / Ghazal slår op i systemet, og der findes åbenbart en tid klokken 13.40 i dag (i går, red.). Jeg opgiver mit telefonnummer og får en bekræftelse på sms.

Jeg har en aftale med en kammerat klokken 12. Der er gået lidt tid på Borgerservice, så jeg haster ned ad gaden for at ramme tidspunktet for mødet nogenlunde præcist. Jeg sender en sms og skriver, at jeg bliver forsinket. Han svarer ikke. Han har tilsyneladende glemt aftalen.

Jeg banker på døren. Efter lidt tid åbner han. Det blev sent i går, lyder beskeden. Bongen står på stuebordet, og jeg kan se, at han har sovet på sofaen, så yderligere kommentarer er egentlig overflødige.

Jeg fortæller ham om mit ærinde klokken 13.40, og vi beslutter at gå hen til Borgerservice sammen. Klokken 13.23 tjekker jeg ind på computeren hos Borgerservice. Den afviser min indtjekning, da man først kan tjekke ind et kvarter før den bookede tid.

Vi gider ikke at vente hos Borgerservice. Jeg foreslår, at vi tager en øl på en cafe på hjørnet. Vi bliver mødt af en servitrice, der ligner en 15-årig (måske er hun ældre (?) – alle kvinder, der er yngre end min datter (27), ligner børn nu om dage), og jeg spekulerer over, om hun overhovedet har lov til at sælge os en øl. Hun spørger om, vi vil sidde udenfor. Der er godt nok sponsortæpper fra bryggerierne slænget over de udendørs stole. Men temperaturen er kun fire grader. Så det bliver et nej. Om tilbuddet skyldes, at vi ligner udemennesker eller folk, der ikke passer ind på cafeen, står hen i det uvisse.

Hun begynder at skænke øl op, men jeg får standset hende efter den første øl, da jeg frygter, at der ikke er penge på kortet. Betalingen går gud ske lov igennem, og vi får anvist et bord, hvor vi sidder som to forpjuskede haner mellem cafeens klientel af høns, der udgøres af veninder i slut-20’erne (?), der spiser brunch eller en af de cafe-burgere, de serverer alle steder, og kvinder i 40’erne, der har deres mand eller børn med på slæb.

Jeg lader min kammerat vogte over min øl (to fadøl (Kronenbourg 1664 Blanc/Carlsberg)=115 kroner) og går hen til Borgerservice for at få det pas. Det går gnidningsløst. Jeg får passet i løbet af fem minutter – sandsynligvis mindre – og bærer det i triumf ud af Borgerservice. Jeg har vundet dette lille møde med normaldanmark. Nu er der ni år til, at jeg skal igennem proceduren igen. Tilbage på cafeen drikker jeg min øl i vældige slurke.

Vi har ikke hverken råd eller lyst til at blive hængende her, så vi sætter kursen mod min kammerats lejlighed via Danmarksgade. Forbi den thailandske madbiks, det arabiske pizzeria (drevet af kristne palæstinensere, hvilket muligvis kan ses som en formildende omstændighed), den asiatiske købmandsbutik og den ny halalslagter (én halalslager i “Danmarks”gade er tydeligvis ikke nok). Videre forbi den arabiske frisør og Smedekroen, der har fået et nyt ulideligt moderne skilt over indgangen. Her drak jeg, mens jeg stadig havde kræfterne til at hænge på byens værtshuse, min andel af bajere. Det er ved at være længe siden. En del af min bekendtskabskreds består af tørlagte alkoholikere, som jeg ikke vil lokke i uføre, så jeg bliver hjemme nu om dage.

På hjørnet overfor har vi den arabiske købmandsbutik, og lidt længere fremme er Frederikstorvs pølsevogn blevet til en arabisk “Grillkylling Restaurant”. Vi bliver ikke fristet af disse kulinariske tilbud fra fjerne egne, men smutter i Netto, hvis lokaler i så meget bedre tider (vi taler min ungdom) rummede danseetablissementet og spillestedet Grand. Hos Netto finder vi 24 Tuborg på dåse til 99,95 kroner. Måske er der alligevel retfærdighed på spil i en ond og kold verden. Måske er der ligefrem en gud?

Gud har de kredset om ikke langt herfra. Kulturel Forening for Børn og Unge var i en årrække nabo til Netto. Kulturforeningen var et dække over Nordjyllands største moske. En moske, der som så mange andre moskeer i Danmark var konstrueret som en kulturel forening, så man kunne hente penge i det kommunale system via fritidsloven. Det kan en moske ikke, da man ikke giver kommunal støtte til religiøse aktiviteter. Et organiseret bedrag sat i verden for at få sugerøret ned i de kommunale kasser. Hvordan det fungerer i praksis, har Ahmed Akkari beskrevet i en bog.

Selv samme Akkari fik i øvrigt sin islamistiske opdragelse i moskeen ved Netto. Senere rykkede Akkari til Aarhus, da det islamistiske miljø trods alt var for lille i Aalborg.

Fokus kom der for alvor på moskeen i Danmarksgade, da et tidligere bestyrelsesmedlem i moskeen – somaliske Muhudiin Mohamed Geele – opsøgte Kurt Westergaard på tegnerens bopæl med den intention at slå ham ihjel med en økse og en stor kniv, fordi Westergaard med sin tegning af religionsstifteren Muhammed havde fornærmet islam. Noget man ifølge bestyrelsesmedlemmet ikke skulle slippe levende fra.

Muhudiin Mohamed Geele fik ikke held med sit forehavende, da Westergaard flygtede ud på lokummet, der var blevet omdannet til et sikringsrum, hvis pansrede dør modstod adskillige øksehug. Politiet nåede efter kort tid frem til Westergaards adresse og uskadeliggjorde øksemanden med skud efter, at han havde angrebet de fremmødte betjente.

Efter terrorangrebet kom der selvsagt fokus på moskeen / den kulturelle forening, og det blev afsløret, at foreningen havde snydt sig til en lang række midler. Den kommunale pengestrøm blev stoppet, og efter et stykke tid lukkede moskeen. Den genopstod senere som kulturforening og ungdomsvejledning Aalborg Moske i et nærliggende industrikvarter. Et godt bud er, at moskeen igen har snablen nede i de kommunale kasser.

Det er 15 år siden Muhudiin Mohamed Geele forsøgte at slå Kurt Westergaard ihjel. Geele har for længst udstået sin straf, når man ser bort fra udvisningen til hjemlandet Somalia, som var en del af straffen. Geele befinder sig stadig i Danmark, da det uvist af hvilken grund er umuligt at udvise somaliske terrorister til Somalia. Så nu sidder Geele på Kærshovedgård ved Ikast, hvis han ellers overholder sin meldepligt, med mulighed for at radikalisere andre udviste, der nægter at rejse tilbage til deres hjemlande. Den danske stats afholder naturligvis alle udgifter til kost og logi, og hver måned tikker der lommepenge ind på Geeles konto fra den danske stat. Selvom man er en jihadist med somalisk statsborgerskab, der ønsker at slå danske satiretegnere, der passer deres arbejde, ihjel, skal man selvsagt have det lidt godt.

Videre. Videre forbi det arabiske spisested i kælderen. Forbi min gamle farvehandler, der nu er lukket og i færd med at blive omdannet til en lækker luksushybel i to forskudte plan, så jeg nu selv skal spænde mine lærreder op. Bliver alt bare tarveligere med tiden? På den anden side af gaden halalslagteren, som nu ikke længere er den eneste halalslagter i Danmarksgade. Forbi Danmarksgade nummer 67 (?), hvor jeg boede i begyndelsen af 90’erne. Dengang verden lå for min fødder, og verden endnu var ny.

Forbi den afrikanske butik, hvor de sælger produkter til mænd og kvinder med negerhår. Et open-skilt lyser i døren, det leder tankerne hen på en massageklinik, hvilket det måske også er?

Vi drejer skarpt til højre og passerer kommunens modtagecenter for bistandsklienter under 30. En ung fyr, der om ikke så mange år, vil se lige så lurvet og anløben ud som os, sniger sig ud af bagindgangen. Fordi hovedindgangen, hvor jeg kaster et stjålent blik mod denne taberfabrik, der skaber fremtidens klienter, så hæren af socialrådgivere, kontaktpersoner, administratorer og job-matchmakere også har arbejde i fremtiden.

Hjemme hos min kammerat. Jeg synker ned i sofaen og lukker op for posen med scones med karamel og en lille pose gammeldaws flæskesvær. Jeg spørger min kammerat om, han vil have noget. Men han foretrækker et sug på bongen, og jeg er ikke den, der blander mig i andres spisevaner eller mangel på samme.

Vi falder til ro med dåseøl og et afsnit af Gavin McInnes’ Censored TV, der satiriserer over samtidens amerikanske dårligdomme, som vi om få år også vil støde på her i Danmark. Der er noget, der skurrer i dag (i går, red.). Jeg finder Gavin McInnes påfaldende politisk korrekt. Men det er ikke andet end en radikalisering mod bunden for min part. Så jeg slår tanken ud af hovedet.

Min datter ringer mig op. Hun er grædefærdig. Politiet – i form af to pistolbevæbnede civilbetjente – har været på hendes bopæl for at søge mig. De vil sigte mig for et eller andet.

Jeg ved ikke, hvad de vil sigte mig for. Jeg har sagt til politiet, at de skal sigte mig skriftligt via et brev. Enten stilet til mig eller min advokat. Det har de valgt ikke at gøre, og jeg gætter på, at de har været forbi min datter grundet en episode for et par uger siden, hvor politiet opsøgte mig for at sigte mig. I stedet for at tale med de to betjente, smækkede jeg døren i, tog et foto af dem og postede det på Facebook.

Den ene betjent ringede med det samme til min advokat og klagede over min opførsel, selvom det næppe (hvem ved nu om dage?) er ulovligt at tage et foto på sin egen matrikel. Men nu er vi ude i en gang tissemandsmåleri, hvor vi skal have afgjort, hvem, der bestemmer. Og det er tydeligvis ikke mig. Nordjyllands Politis knippel er meget længere end min. Og jeg skal have den i .øven.

Min datter beder mig om at forklare sin mand, hvad det drejer sig om, og jeg fortæller, at det er politichikane. At der ikke er noget at bekymre sig om. Det er bare en sigtelse i en sag, som ikke nødvendigvis bliver til noget. Siger jeg og forsøger at lyde fortrøstningsfuld.

Den gode stemning i min kammerats lejlighed er pist væk. Virkeligheden har banket hårdt på døren. Det kan adkomsten til nok så mange dåseøl ikke lave om på. Så jeg bryder op.

Jeg forbander de betjente, der var på arbejde, da min onkel døde i en ventecelle efter en anholdelse (resultat efter en klage til myndighederne: ingen har gjort noget forkert …). Jeg hiver min telefon frem for og ringer til den betjent, der var ansvarlig, da jeg blev ransaget for et år siden. Jeg vil fortælle ham nogle sandheder. Klokken er 16.48, og den går på svarer. Hos Nordjyllands Politi generer betjentene kun borgerne indenfor normal åbningstid. Når man altså ser bort fra dengang, politiet kom klokken 01.30 en nat for at sigte mig i en sag, der end ikke nåede frem til retten. Da jeg efterfølgende klagede over tidspunktet, fik jeg det svar, at de mente at kunne finde mig hjemme på det pågældende tidspunkt.

Jeg overvejer kort at fortælle betjenten, at han er et fjols. Men jeg gider ikke, at hipoerne får noget på svareren, som de kan sigte mig for. Så jeg bider det i mig og smider røret på.

Jeg går forbi min datter på vejen hjem. Det er min svigersøn, der åbner. Min datter er gået ned for at træne for at stresse af. Jeg forklarer min svigersøn, hvordan sagen hænger sammen, og at det er chikane fra politiets side. Han er respektfuld og imødekommende på den måde, man nu engang er, når man vil have det bedst mulige forhold til sin svigerfar (for sin kones skyld), men jeg tror ikke, at han er overbevist om noget som helst. Jeg fortæller ham, at når myndighederne fornemmer, at de ikke kan intimidere en person i tilstrækkelig grad, så går de efter personens nærmeste. Jeg tror, at det tænger ind.

Jeg taler med min datter. Jeg joker med, at det var godt, at hendes mand ikke kendte til sin svigerfars forhold til politiet, inden de blev gift. Hvis han havde gjort det, var han måske flygtet før brylluppet. Mit forsøg på at være morsom falder på stengrund.

Om aftenen spiser jeg aftensmad med min søn. Svinekoteletter med ovnbagte kartofler og brun sovs. Jeg fortæller ham, at jeg nu har skaffet et pas, så vi kan bestille den rejse til Estland, vi har planlagt. Det kan ikke lade sig gøre, for han kan ikke finde sit pas! Han påstår, at hans ekskæreste muligvis har taget det med sig, da hun flyttede. Hun har godt nok borderline, men jeg synes ikke, at det lyder sandsynligt. Han nævner, at han også kan have glemt eller forlagt sit pas (mere sandsynligt). Så falder bomben. Om jeg kan hjælpe ham med at få et nyt pas hos Borgerservice. Jeg synker sammen i stolen.

Se også Stram Kurs partiledare Rasmus Paludans minnesord för vice rikspolischef Mats Löfving

Læs også Terrortiltalte Mahmoud Rabea fremturer igen; kalder anklagerne for bøssekarle og opfordrer dommeren til at sutte pik