Nationalkonservative begræder med rette, at såkaldt ny mainstream-politik reelt bare er ”mere af det samme”, og dette vil på flere måder blive tilfældet med en stor valgsejr til Lars Løkke Rasmussen. At han fører sig frem under en ny fane, Moderaternes, bør ikke få nogen til at tro, at han er blevet en anden. I øvrigt ej heller at han er moderat. ”De Radikale” ville på flere måder være et mere rammende partinavn, hvis det da ikke allerede var besat.

Vil Danmark kunne tåle endnu en Løkke-periode? Hvad befolkningsudskiftningen angår, gik den aldrig hurtigere end under ham, skønt han førte sig frem med den angivelige strammer Inger Støjberg ved sin side. Løkkes evne til at manipulere for at beholde eller få magten er afslørende belyst i biografien LLR (af Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog, 2014). Han var effektiv som indenrigsminister rent teknokratisk, til at udføre en konkret forelagt opgave. Men hvad angår politiske holdninger, virker han derimod sært tom. Magten selv er hans program, resten er til fals.

Da han første gang blev statsminister, begyndte folk ifølge nævnte biografi  at tænke, at ”han er en vanvittigt dygtig nummer to, men at han måske er en elendig nummer ét. Han trives med, at man forsøger at blokere ham og lave benspænd. Så kan han flytte bjerge. Men hvis der er helt frit slag, og man spørger ham, hvor han vil hen, så tøver han. Så er han i tvivl.” Mildt sagt ikke dét, man har brug for i nærværende historiske æra. Så kommer mere beslutsomme og (endnu mere) dystre kræfter til at bestemme båden Danmarks kurs på verdenshavet.

Løkkes åbenhed for enhver kurs, der bare styrker hans egen position, fremgik klart, da han i 2014 var nærmest den eneste i Venstres ledelse, som støttede Støjberg, da hun førte sig frem som ”strammer” i medierne. Thi da var det en vælgermagnet. Over for pressen sammenfattede Løkke holdningen: ”Lad os sige det, som det er. Vi vil have flere af de rigtige udlændinge til Danmark, og færre af de forkerte.” Det lød jo meget smukt, men på Løkkes (og Støjbergs) fortsatte vagt kom der stadig masser af forkerte ind, og desuden er det jo et blålys at tro, at man ved en stor indstrømning af ”rigtige” alligevel ikke får hele pakken før eller siden.

Karker og Krog sammenfatter sidst i deres bog: ”Siden Løkke tog over efter Fogh i april 2009, har han tromlet hen over folk. Dem, han er uenig med. Dem, der ikke deler hans værdier. Og dem, han slet og ret ikke har respekt for. Det være sig den unge chauffør, der ikke kunne sige fra, når chefen ringede, og endte på psykiatrisk afdeling. De ældre medlemmer af folketingsgruppen, der ikke deler hans idéer og bliver presset helt ud i kulden.” Etc. etc. Det er sært, hvordan en politisk angiveligt ”moderat” og tolerant slet ikke behøver at være moderat personligt. Eller er mon også den politiske definition af ”moderat” (og tolerant) her helt gal?

I den otte år gamle bog konkluderes der videre med ord, som tiden kun bekræftede: ”Efter mange år i toppen af dansk politik har Lars Løkke udviklet nogle karaktertræk, som Venstre-folk i generationer har tillagt deres politiske modstandere. I sin grundlovstale i 2001 tordnede Anders Fogh Rasmussen mod kammerateri og magtarrogance i den daværende SR-regering. Spørgsmålet er, om den nuværende partiformand er blevet den pamper, hans forgænger advarede imod.” Ja, efter erfaringen med Mette Frederiksen er det da slående, hvordan de to ligner hinanden, personligt og politisk. Både den tromlende, manipulative og hysteriske magtudøvelse og omhyggelige opbygning af en fake strammerprofil og andre falske løfter for at tækkes vælgerne.

Det viser igen det ørkesløse i at skelne mellem rød og blå blok. Her har Lars Løkke faktisk ret, at den logiske løsning er at regere hen over den såkaldte midte, for det er uhyre svært at se forskellene. Men alle folketingspartier stirrer sig blinde på denne fiktive opdeling, også de indvandringskritiske, der kalder sig blå og dermed slutter op om Løkkes tidligere katastrofekurs. Igen er der kun én kandidat til det forestående valg, som har en kritisk distance til begge blokke (og dermed også til en konsensus mellem dem), nemlig Rasmus Paludan. Hans rolle bliver som barnets i Kejserens nye klæder: Værdien af i Folketinget at få en røst, der uræd og ubestikkelig påpeger, at hele dette politiske spil er storme i et glas vand, mens båden Danmark er ved at kæntre, kan ikke overvurderes.