Det er klart, at de øvrige kandidater til folketingsvalget vil benægte, at deres politik kun bringer Danmark nærmere afgrunden, hurtigere eller langsommere, lige så stærkt, som de vil afvise, at Rasmus Paludans stramme kurs gavner Danmark mere end deres egen. Alle politikere mener selvfølgelig, at deres planer er de bedste, ellers ville deres kandidatur ikke give mening. Man kommer ingen vegne ved at antage, at modparter er uærlige eller hjernevaskede, men må tage andre på ordet. Og argumentere sagligt for egne holdningers fortrin.

Billedet af den tyske værftsarbejder, der alene nægter at hilse Hitler, er i stærkeste form billedet af dissidenten imod tidsånden til hver en tid. Nu nyttede værftsarbejderens opførsel ikke noget, men er immervæk et moralsk eksempel for eftertiden. Et stadigt argument mod at stemme på vor aktuelle løsgænger er jo også, at han ikke kan ændre noget, men enhver generations tid ville dog være ulig værre, hvis den ikke havde sin Glistrup. Har en tid i det mindste ikke én, der hørligt for alle står urokkeligt fast på visse principper, ville facit blive et andet, uanset hvor meget eller lidt påviselig succes, vedkommende opnår.

Historiens udfald er heller ikke uden overraskelser. Det glemmes tit, hvor skør en outsider, Churchill blev anset for at være, da han trods omverdenens latterliggørelse advarede mod den nye middelalder, der truede med at sænke sig over Europa. Samme ry som galning havde i øvrigt Grundtvig, da han var folketingsmedlem, men at hans anskuelser ikke vandt så stor konkret politisk genklang trækker ikke meget fra i den enorme betydning, de i øvrigt havde på det danske folk. Glistrup indså vigtigheden af at have adgang til ”landets fornemste talerstol”, den uhyggeligt skamredne i Folketinget, for at få ørenlyd, og dette vil også være forudsætningen for, at Paludan fremover ikke bliver overhørt.

Jamen er de aktuelle nationalsindede partier i Folketinget da ikke nok? Er det ikke urimeligt at inkludere dem i flokken af resten, som byder det multikulturelle samfund velkommen? Det er dog vigtigt at se på konsekvensen og ikke kun på de gode hensigter. Hvem husker ikke Dansk Folkepartis ultimatum om, at racismeparagraffen skulle afskaffes, hvilket hurtigt blev nedprioriteret over for mainstreams politiske lokkemadder. Sådan fungerer hverdagspolitikken, og er det da ikke også nødvendigt, at dette arbejde kører? Hvis det samlet går den forkerte vej, gør et ”velfungerende” Folketing dog mere skade end gavn.

Siden 1980 er der produceret 65.000 danske regler, cirkulærer, love og bekendtgørelser. Alene dagpengereglerne fylder i dag 29.000 sider og vejer over 70 kilo. Og ved siden af det er der 564.000 EU-love og regler. Skulle en person være i stand til at handlingslamme politikernes styremani blot for en stund, ville det være til uhyre samfundsgavn. Men skal Paludan da ikke mene noget om Ukraine, en bro over Samsø, plejepersonalets lønninger osv. osv.? Man kan hurtigt drukne i enkeltsager og miste såvel tilhængere som retningssans, så mon ikke det er bedst simpelthen at stemme på en kandidat ud fra vedkommendes vision om Danmarks fremtid generelt, og lade alle de aktuelle sager afhænge af konkrete muligheder og sund fornuft? Det er jo fokus på aktuelle enkeltsager og sjofling af landets eksistentielle spørgsmål, som har skabt vor tids suppedas.

Den ærketypiske ”populistiske” verdensforklaring, at udviklingen styres af nogle få, fordækte magthavere bag kulisserne, er lige så fordrejet som den typiske marxistiske, der forklarer alt med samfundsstrukturer og kun giver individer statistroller. Der lægges utallige planer, men da de går på kryds og tværs af hinanden, bliver resultatet notorisk meget anderledes end oprindelig tænkt af hver enkelt planlægger. Derfor skal man ikke tillægge detaljerede politiske programmer den store betydning, men derimod aktørernes generelle samfundssyn og ikke mindst kløgt, viljestyrke, vedholdenhed og frygtløshed, når anskuelsen skal hævdes over for andre. Det er godt nyt for løsgængere i almindelig og Rasmus Paludan i særdeleshed, idet det er svært at forestille sig nogen, der besidder de nævnte egenskaber i højere grad end ham.