Det moderne Vesten burde nok kravle lidt ned fra sin piedestal ved tanken om, at det kun er få århundreder siden, at det var en almindelig fritidsfornøjelse her at tage hele familien med til henrettelser af bl.a. ”hekse”, hvor børnene ikke mindst kunne more sig over at se de slemme få indvoldene trukket ud på torvet. Det er et af de eksempler, Andrew Doyle bruger i sin bog om ”de nye puritanere” for at vise, hvor nemt en stemning kan gribe folk og kaste os ud i nyt barbari. I dag er det den såkaldt woke bevægelse, som i sin stræben efter angivelig retfærdighed hæmningsløst vil undertrykke modparter.

I sin glimrende samtale med grundlæggeren af den amerikanske Skeptiker-forening, Michael Shermer, pointerer Doyle, at faren selvfølgelig lurer i alle lejre. Han nævner mccarthyismen som historisk (dog relativt mildt) eksempel, og som et nyere anklagerne om pædofile magthavere, opstået efter afsløringen af den ægte pædofile Jimmy Savile. Sagen er typisk for alle den slags ideologier eller konspirationsteorier, nemlig at der er et gran af sandhed, men menneskehjernen søger rastløst at ”forbinde punkter” og udvælge det, der passer til en frygt, i et konsistent verdensbillede, for alt kan jo tænkes.

Den store forskel mellem de paranoide eller den moralske panik i de forskellige lejre er imidlertid, at mens de, der kaldes højreekstreme, næsten kun trives i bobler på sociale medier, er den woke ideologi blåstemplet af ledende institutioner i Vesten, hvor magthaverne også snakker den efter munden. Doyle ser begyndelsen af en lavine, der river alt med sig som kendt fra historiens tidligere uhyggelige eksempler. Rammende fremhæver han de woke reaktioner efter Dronning Elizabeths død, hvor en del ønskede hende en så lidelsesfuld bortgang som muligt: på klassisk vis umenneskeliggøres modparter.

De woke selv retfærdiggør korstoget med, at de ”magtfulde” skal stilles til regnskab, men i realiteten er det almindelige mennesker, der intimideres. Der skal ikke mange aktivister i medvind til for at skabe frygt i et helt samfund, og mens de i forvejen magtfulde nok skal klare sig alligevel, er det de mere ukendte, som kommer til at overtræde nogle tabuer, der er forsvarsløse og får livet ødelagt. Eksemplerne skræmmer og får langt de fleste til blot at følge med. Jamen hermed falder jo en anden ”woke” mentalitet i tankerne, som netop i denne tid fylder hele 1400 år, nemlig den islamiske.

Islams skelnen mellem rettroende og vantro og dens terroriseren til konformitet og diktatur er historiens mest skræmmende og sejlivede eksempel på politisk korrekthed. Det store paradoks er så, at i Vesten er det de mest resolutte modstandere af islam og wokeismen, som af mainstream beskyldes for netop mange af de totalitære tendenser, muslimer og woke går ind for. I Danmark er Rasmus Paludan og Stram Kurs blevet stemplet som det nærmeste, man er kommet fascismen i nyere tid, skønt disse netop udmærker sig ved ikke at gå med på de tendenser, den ægte højreekstremisme deler med islam og woke.

Paludan er konsekvent gået ind for frihedssamfundet og imod tabuer og kriminalisering af anderledes tænkende, når disse vel at mærke ikke prædiker vold og udryddelse af modparten. Dette er kernen i islam og konsekvensen af den woke mentalitet, som med offentlig støtte er ved at få knæsat, at det er ”fascismen”, som er den altgennemtrængende trussel. Paludan gøres til ærketypen på en, der umenneskeliggør modparter, skønt hans kritik netop går på de samfundsmæssige konsekvenser og langt fra er den personlige dæmonisering, han selv og meningsfæller må stå model til.

Desværre deltager de etablerede, angiveligt dansknationale partier i at stemple Paludan som paria i stedet for at påpege nutidens ægte frontopdeling og trusler mod friheden. Deres agitation giver ofte mere ”flimmer på skærmen” end oplyser. Men vælgerne har mulighed for at rette op på dét den 1. november.