Koranforsker Thomas Hoffmann om ikkemuslimsk islam 

Professor Thomas Hoffmann har lagt en længere postering om ikkemuslimsk islam ud på sin Facebookside. Thomas Hoffmann skriver

“IKKEMUSLIMSK ISLAM?

Under overskriften ’Hvem tror på den islam, som politikerne prædiker?’ bragte Berlingske i går et indlæg af min kollega her på Det Teologiske Fakultet, Jesper Petersen. På Facebook deler Petersen også indlægget i uddrag, men her er overskriften ændret til ’Nogle forskere underkender også muslimers islamfortolkning.’

Her beskriver Petersen, hvordan han er fascineret af et fænomen, som man kunne kalde ikkemuslimsk islam, det vil sige, når ikkemuslimer ”fremsætter deres egne islamfortolkninger, mens de devaluerer eller underkender muslimers fortolkninger.”

Som eksempel på dette fænomen fremdrager Petersen to personer, henholdsvis Pia Kjærsgaard og undertegnede, det vil sige en politiker og en forsker. Vi er udtryk for ét og samme fænomen: ikkemuslimsk tolkning af islam, der ikke lytter til muslimske stemmer. Afslutningsvis stiller Petersen et retorisk spørgsmål: ”Hvem tror egentlig på den islam, der prædikes af Kjærsgaard og ligesindede?”

Problemet med Petersens fascination er ikke så meget sammenstillingen mellem en notorisk islamfjendtlig politiker og en ”ligesindet”, underforstået en forsker, mig. Problemet er dels gengivelsen af min forskningsformidling, dels Petersen ideal om forskning.

Tillad at starte med mig selv. Her drejer det sig gengivelsen af et indlæg, jeg skrev for snart otte år siden i Politiken. Anledningen var dengang Omar el-Husseins terrorangreb ved Krudttønden og Synagogen. I den forbindelse havde den muslimske debattør Tarek Ziad Hussein skrevet en kronik til avisen med en udlægning af, hvorvidt drab på civile var ”en del af islam.” Det mente Hussein at kunne afvise med henvisning til Koranen og de lærdes udlægninger. Tarek Hussein skriver: ”I Koranen kaldes det at slå et menneske ihjel for at være ensbetydende med at dræbe hele menneskeheden. Verset angiver ifølge de lærde et generelt forbud imod drab på mennesker uanset tro, religion og race.”

Denne belæring om islams etik foranledigede mig til en replik. Først introducerede jeg begrebet apologetik: ”Det er den særlige teologiske disciplin, der giver sig af med at forsvare en bestemt religion over for dens kritikere.” Her konkluderede jeg, at Husseins indlæg kunne læses som ”et stykke gedigent islamisk apologetik.” Dét er ikke en værdidom, men blot en religionsfaglig beskrivelse.

Straks derpå skrev jeg: ”Man kan selvfølgelig kun anprise, at Hussein fordømmer drab i islams navn.” Her leverer jeg til gengæld en værdidom, nemlig at det er godt, at muslimer som Tarek Hussein fordømmer terrorangreb og ønsker at promovere en ikke-militant islam. Her devaluerer og underkender jeg ikke en muslimsk tolkning, men lytter præcist til, hvad Hussein gerne vil sige, endda anprisende.

Men hvad gør jeg så galt ifølge Petersen? Min brøde består nok nærmere i, at jeg påpeger, at korancitatet er ufuldstændigt, og at Hussein udelader centrale dele af verset. For i sin fulde ordlyd tillader verset faktisk drab i nogle tilfælde: ”På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn (Koranens betegnelse for jøderne), at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden”.

Hussein og mange andre muslimer, der gerne bruger dette vers, når der har været terrorangreb i islams navn, udelader altså tre afgørende undtagelser: ”uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet.”

Her skal vi også huske på, at terrorangrebet i København blot var sket nogle uger efter terrorangrebet på Charlie Hebdo. Undervejs havde én brødrene Kouachi deklameret: ”Vi har hævnet Profeten.” Nogle muslimske lægfolk og lærde forklarede efterfølgende til offentligheden, at hævn var legitimt, når det gjaldt Profetens ære. Koranens elastiske udtryk om ”fordærv i landet” er igennem hele islams historie blevet brugt og fortolket over for modstandere på strategisk vis.

Med andre ord, jeg lytter til nutidige stemmer og sammenholder med historiske stemmer, som naturligvis kun kommer til udtryk i tekster som Koranen og de lærdes teologiske skriverier. I modsætning til, hvad Petersen skriver, spørger jeg faktisk ind til, ”hvad siger muslimer, at islam siger?”

Jeg underkender altså som sådan ikke Husseins fredelige udlægning (der dog leger med tanken om kætterstempling af muslimske terrorister som frafaldne), men påpeger blot, hvor markant anderledes verset fremstår uden sine undladelser. Det gjorde jeg, fordi militante som Omar el-Hussein læser Koranen ganske anderledes end Tarek Hussein og mange andre muslimer.

Jeg må understrege det igen: Jeg fremsætter ikke min egen, subjektive og normative fortolkning, men forholder mig til, hvad Koranen selv siger, og hvordan og hvorfor (militante) muslimer også citerer Koranen. Jeg angiver desuden tydeligt, at et flertal af muslimer abonnerer på den fredelige version af verset. Ikke ét sted sætter jeg lighedstegn mellem koranvers og islam. Det er naturligvis meget mere.

Men når Hussein som troende debattør melder ud på den helt store teologiske klinge oven på et terrorangreb, der rystede Danmark, tillod jeg mig blot at påpege, at det er lidt mere kompliceret – og meget mere ubekvemt – end blot at melde ud, at verset angiver et ”generelt forbud mod drab”.

Af pladshensyn valgte jeg ikke, at gå nærmere ind på, hvordan dette og beslægtede vers igennem tiderne er blevet fortolket af lærde muslimer, for også dette ville tydeligt kunne demonstrere, at vi har at gøre med en typisk apologetisk fremstilling.

Men ét er Petersens læsning og formidling af mit indlæg og generelle koran- og islamforskning. Noget andet er implikationerne af Petersens problematisering af ikkemuslimers rolle. I et efterfølgende opslag på Facebook i dag opsummer Petersen: ”Ikke-muslimske koranfortolkninger er ikke en kilde til muslimsk islam. Hvis man vil sige noget om muslimsk islam, så er det klart, at man ikke kan basere sine konklusioner på ikke-muslimske fortolkninger.”

Her advokeres der for et videnskabsideal, som i sin yderste konsekvens forkaster religionsvidenskab og universitetsteologi, hvor såvel troende som ikke-troende videnskabeligt analyserer og tolker hellige tekster – uanset forskerens religiøse, politiske eller etniske identitet. Tolkningerne kommer ikke ud af det blå, men er baseret på teorier og metoder, der er testede i videnskabelige selskaber.

Humanistisk og teologisk forskning er ofte styret af en generaliseret skepsis over for de herskende religiøse selvbilleder. Vi åbner gerne op for nye vinkler, tager ubekvemme spørgsmål op, kritiserer og tager ikke altid de troendes egne udsagn for pålydende.

Jeg er selv medlem af et internationalt selskab af koranforskere; her er vi muslimske og ikkemuslimske forskere, og jeg har endnu til gode at høre for, at mine analyser og tolkninger er ugyldige og ligegyldige, fordi jeg ikke er muslim.

Hvis man for eksempel vil forstå væsentlige dele af nutidig islam, er man nødt til at tage bestik af, at muslimer er forviklede med og påvirkede af ikkemuslimer. Når muslimer eksempelvis tolker Koranen som en fredstekst, så kan det ofte have noget at gøre med, at mange ikkemuslimer (men sandelig også muslimer) tolker Koranen som et militant kampskrift. Når muslimske feminister fortolker verset om mænds fysiske afstraffelse af kvinder (4:34) som en patriarkalsk fejlfortolkning, så handler det også om impulser fra vestlig feminisme og modreaktion på, at islam undertiden betegnes som kvindefjendsk.

Vi påvirker altså hinanden. Og sådan må det nødvendigvis være i en sameksisterende verden. At lægfolk, politikere, undervisere og forskere udlægger hinanden for hinanden. Det kan gøres inkluderende og ekskluderende, med ekspertise eller dumhed, med teoretisk og praktisk indsigt, satirisk og humørforladt et cetera. Det gør vi hele tiden og af mange forskellige grunde, men den væsentligste grund er relevans og sameksistens. Islam og muslimer blander sig i ikkemuslimers liv, og det har man gjort lige siden Muhammad forkyndte Koranen.

Hvis præmissen for deltagelse i den udlæggende samtale skal være identitet (muslim/ikkemuslim) eller helt særlige faglige kompetencer, som Jesper Petersen forstår og vil bestemme dem, har vi en problem. For så bliver samtaledemokratiet lukket ned, og den såkaldte borgerlige offentlighed bliver klaustrofobisk.

I dag er islam og muslimer en del af Danmark. Den samtale vil jeg gerne deltage i og kvalificere videnskabeligt.”

Thomas Hoffmann svarer sin kollega fra Det Teologiske Institut – Jesper Petersen – på Facebook. Jesper Petersens indlæg i Berlingske kan også læses på Petersens Facebookprofil.



(Illustration: Muhammeds flag)

Se også Två historiska världsreligioner möts hos Kristdemokraterna i Danmarks Folketingsval

Læs også “Medicinalindustrien er psykopatisk”

Læs desuden Bevæbnede migranter starter vagtkorps: Stopper og kontrollerer danskere

3 Kommentarer på "Koranforsker Thomas Hoffmann om ikkemuslimsk islam "

  1. kill'em all let God sort em out | 28. september 2022 ved 18:55 |

    ALLAH AKBAR💣

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.