Debattør Eva Gregersen skriver på sin Facebookprofil om fraværet af muslimske forfattere i forbindelse med oplæsning af Salman Rushdies roman De sataniske vers:

“Kulturprogrammet Babylon på 24syv brugte i går 15 minutter på min seneste klumme i Berlingske om højtlæsningen til støtte for Rushdie.

Jeg er naturligvis glad for, at min klumme kaster debat af sig, men jeg bliver nødt til at gå i rette med programmets journalistiske forvrængning af min klumme.

I klummen nævner jeg den unge digter Haidar Ansari i en kort opremsning af i alt fire Gyldendal-forfattere med muslimsk baggrund. Jeg skriver, at de fire “forpassede en oplagt mulighed for at sende et stærkt signal om opbakning til ytringsfriheden fra netop de kanter, hvor det er mest efterlyst”.

Babylon spørger Ansari, hvorfor han ikke deltog i højtlæsningen af De Sataniske Vers. Ansari svarer, at han gerne ville have deltaget, men at han lod være, fordi han ikke var komfortabel med den manglende forberedelsestid til at indøve teksten (et vilkår, der var ens for alle).

På baggrund af Ansaris svar hævder Babylon i podcastbeskrivelsen, at Ansaris forklaring “ikke helt hænger sammen med, hvad Eva Gregersen påstår”.

Det passer ganske enkelt ikke.

Min eneste påstand om Ansari er, at han ikke deltog i Gyldendals arrangement. Det er objektivt sandt.

Jeg påstår intet om Ansaris begrundelse. At han i lighed med de tre andre ”forpassede en oplagt mulighed” for at vise solidaritet med Rushdie, er ikke en påstand om hans motivation, men min vurdering af effekten af hans udeblivelse.

Min klumme er altså retvisende. Det er Babylons podcastbeskrivelse derimod ikke.

I selve udsendelsen bliver der gjort et stort nummer ud af en kort udveksling, jeg havde med Ansari på Messenger. Jeg kunne ikke få udleveret den komplette deltagerliste fra Gyldendal, så jeg henvendte mig til Ansari med det formål at faktatjekke, hvorvidt han havde deltaget i højtlæsningen.

Ansari bekræftede, at han ikke havde deltaget. Jeg takkede ham for bekræftelsen. Herefter undrede han sig over, at jeg ikke spurgte ind til årsagen. Jeg svarede, at det ikke var ”afgørende” for min klumme.

I udsendelsen bliver det twistet til, at jeg skulle have skrevet, at hans begrundelse ikke var “relevant” for min klumme. Det gentages af både Ansari, journalist Niels Frederik Rickers og journalist Ida Gaunø. I bedste fald er det en sjusket gengivelse af, hvad jeg skrev. I værste fald er der tale om et bevidst forsøg på at fremstille mig i et dårligt lys.

For selvfølgelig er Ansaris begrundelse relevant for en klumme om muslimske forfatteres fravær fra højtlæsningen. Det ville ligne mig dårligt at mene andet.

Imidlertid var der masser af relevante ting, som ikke var med i klummen.

For som jeg skrev til Rickers, da han henvendte sig til mig 75 minutter inden udsendelsens start for at bede om en udtalelse, havde jeg en tegnbegrænsning fra Berlingske på 3500 tegn og var nødt til at prioritere min tekst meget stramt. Som bekendt valgte jeg at fokusere på Tarek Ziad Husseins søgte begrundelse for ikke at ville deltage i arrangementet.

Det, jeg havde plads til at skrive om Ansari, var, at han ikke deltog, og det, der var ”afgørende” for min klumme, var at få faktatjekket den påstand. Ordet “relevant” optræder slet ikke i vores udveksling. I kommentarsporet deler jeg mine egne beskeder fra den private korrespondance.

Som det fremgår af screenshots, skrev jeg endda eksplicit til Ansari, at jeg håbede, at min klumme ville give anledning til, at han ville udtale sig offentligt om sin begrundelse for ikke at deltage i højtlæsningen. Det har han nu gjort, og det er godt.

Summa summarum: Jeg er alt andet end imponeret over Babylons journalistik. Men jeg er glad for, at Ansari har valgt at udtale sig. Jeg bringer en komplet udskrift af udsendelsen i kommentarsporet, som jeg synes er værd at læse – ikke på grund af journalistikken – men på grund af Ansaris positive udtalelser om ytringsfrihed og blasfemi.

Og Haidar, hvis du skulle få lyst til den omtalte kop kaffe, så siger du bare til.”

Eva Gregersens transskription af Babylon-udsendelsen:

“Ida Gaunø: Den 3. september afholdt Gyldendal en maraton-oplæsning af Rushdies bog De Sataniske Vers. Altså den bog, der resulterede i, at forfatteren har haft en fatwa – altså en dødsdom – hængende over hovedet siden 80’erne. I den maraton-oplæsning deltog en række danske forfattere. Og det gjorde de for at bakke op om netop Salman Rushdie, der i august blev udsat for et knivangreb. Og nu skal vi altså lige spole tiden en lille smule frem, fordi i fredags skrev den borgerlige debattør Eva Gregersen så en klumme i Berlingske. Og i den klumme skriver hun, at danske forfattere med muslimsk baggrund missede en gylden mulighed for at vise deres opbakning til Salman Rushdie og ytringsfriheden. Hun er blandt andet utilfreds med, at forfattere som Tarek Hussein, Waseem Hussain og Haidar Ansari ikke dukkede op til Gyldendals oplæsning. Men altså hvad synes de her forfattere om Eva Gregersens kritik? Min kollega Niels Frederik Rickers talte tidligere i dag med digteren Haidar Ansari for at høre, hvorfor han ikke var med til Gyldendals oplæsning, og hvad han egentlig synes om at blive nævnt i Eva Gregersens debatindlæg.

Niels Frederik Rickers: Velkommen til dig, Haidar Ansari.

Haidar Ansari: Tak fordi jeg måtte komme.

Rickers: Hvorfor deltog du ikke i denne her oplæsning på Gyldendal?

Ansari: Ja. Altså. Jeg havde også en kort korrespondance med Eva i forbindelse med faktatjek til hendes klumme, hvori jeg også gjorde det meget klart, at årsagen til mit fravær egentlig mere bundede i en manglende evne til at kunne forberede mig. Gyldendal kunne ikke facilitere en forberedelse. Og af den årsag blev jeg nødt til at melde afbud, fordi jeg er generelt ikke særligt komfortabel med oplæsninger, og derfor havde det ønskværdige været, at jeg havde fået uddraget forinden, således at jeg kunne indøve teksten, før jeg fremførte den for hele Danmark.

Rickers: Så det, du siger, er, at før Eva Gregersen skriver det her debatindlæg, skriver hun til dig og spørger simpelthen om du deltog eller ej?

Ansari: Ja.

Rickers: Forklarer du med det samme, hvorfor du ikke deltog?

Ansari: Nej, jeg fortæller hende, at det er korrekt, at jeg ikke deltog. Og så takker hun egentlig bare for det. Så siger jeg til hende: Det er da mærkværdigt, at du ikke interesserer dig for årsagen. Hvortil hun så svarer, at det ikke er relevant for hendes klumme. Og senere tilkendegiver hun, at hun alligevel er lidt nysgerrig på årsagen. Så forklarer jeg hvorfor. Og det er noget så banalt som, at jeg ikke kunne oplæse. Det er ikke, fordi jeg enten er bange eller – altså ikke har nogen lyst til at skulle vise solidaritet med Salman Rushdie, fordi jeg synes forfatternes ytringsfrihed generelt er ukrænkelig. Jeg synes, at vi bør værne om trykkefriheden og ytringsfriheden. Det er jo det fundament, som samfundet er bygget på. Og det er jo helt klart noget, jeg vil støtte.

Rickers: Og det her skriver du også til Eva Gregersen. Og som du selv forklarer nu, så skriver du, at det handler altså ikke om, at du er bange, eller at du ikke vil vise opbakning. Det er simpelthen, fordi du ikke er tryg ved at skulle læse noget op, som du ikke har øvet dig på inden?

Ansari: Ja, altså jeg fortæller hende, at det skyldes det. Og at jeg mener, at forfatternes skrift er ukrænkelig.

Rickers: Og hun skriver til dig så – i starten i hvert fald – at det er ikke relevant for hendes klumme, hvilken begrundelse du har haft. Jeg kunne godt lige tænke mig at læse lidt op fra hendes klumme. Hun skriver:

“Formatet på Gyldendal gjorde det muligt for alle forfattere, der ønskede det, at vise deres solidaritet med Rushdie. Altid standhaftige Geeti Amiri deltog. Men flere af Gyldendals øvrige forfattere med muslimsk baggrund glimrede ved deres fravær. Dermed forpassede de en oplagt mulighed for at sende et stærkt signal om opbakning til ytringsfriheden fra netop de kanter, hvor det er mest efterlyst.”

Og her er det så, at hun nævner dig. Hvad synes du om, at hun nævner dig i den her sammenhæng?

Ansari: Øhm. Jeg kan huske, at jeg grinte lidt af det, hvis jeg skal være ærlig. Først og fremmest er det også vigtigt for mig at slå fast, at jeg er ikke nogen repræsentant for noget trossamfund. Jeg er ikke særlig religiøs personligt, ikke sådan i traditionel forstand. Det, man kan sige, er, at det, at jeg er opfostret i et muslimsk hjem gør jo ikke, at jeg skal ud konstant og på den måde at tilkendegive – hvad kan man sige – ja, at jeg konstant skal fordømme ting. Men jeg fordømmer det her angreb, og det er også vigtigt for mig. Det er også noget, jeg har snakket om før. Jeg fordømmer, hver gang der er nogle ekstremister, der går ud og belemrer folk, der på nogen måder er uenige med – de gældende – eller ja altså – altså de forskellige religioner.

Rickers: Fordi når man læser det her – den sektion fra Eva Gregersens indlæg – så sidder man jo lidt med en tanke om, at hun fremstiller det, som om du ikke deltog, fordi du netop ikke ville vise solidaritet med Salman Rushdie.

Ansari: Ja, og det er fuldstændig forkert, vil jeg sige. Det jeg siger er – jeg synes, det er komisk også, at man ikke – først og fremmest retter henvendelse bare for at faktatjekke uden egentlig at interessere sig for årsagen. Fordi enhver, der kender mig og har fulgt mig i medierne, ved godt, at jeg er ikke nogen særlig religiøs person, og jeg er på ingen måde repræsentant. Det er ikke noget motiv for mig – altså hverken angsten for repressalier, men heller ikke den manglende lyst, fordi jeg anser Salman Rushdies bog som værende ukrænkelig, ligesom alle andre værker er ukrænkelige, så længe de ikke strider imod de gældende lovgivninger.

Rickers: Forfatter og journalist Jakob Sheikh skrev jo – dagen inden oplæsningen tror jeg, det var – at han ikke turde. Han var simpelthen bange for, hvad der ville ske med ham og hans familie, hvis han deltog i det her, selvom han gerne ville. Var du bange?

Ansari: Nej, det var jeg ikke. Det kunne jeg ikke se, hvorfor jeg skulle – altså først og fremmest hvis vi skal tage det konkrete værk, så er der jo overhovedet tvivl om, hvorvidt værket er blasfemisk. Du kan jo altid fortolke et givent værk på tusind forskellige måder. Og selv hvis det var blasfemisk, kan man sige, at så skal forfatterne stadig have lov til at skrive det. Ellers bliver det jo også en form for sindelagskontrol. Altså vi skal ikke konstant hele tiden – vi skal ikke konstant regulere på forskellige forfatteres virke. Forfatteren skal have lyst og turde skrive, hvad de har lyst til at skrive om. Og det er en af mine vigtigste – hvad kan man sige – læresætninger: Forfattere skal skrive, hvad de har lyst til. Og det viser jeg stor støtte og opbakning til.

Rickers: I forhold til debatindlægget her med Eva Gregersen. Som du selv siger: Hun skrev til dig, inden hun skriver debatindlægget, og hun spørger til, hvorfor du ikke deltog i Gyldendals arrangement. Du forklarer hende, at det skyldes altså, at du – altså ikke var bange. Det skyldes ikke, at du havde noget imod Rushdie. Det skyldes, at du gerne ville have været bedre forberedt til oplæsningen.

Ansari: Ja.

Rickers: Hvorfor tror du ikke, at hun skriver det i sin klumme, men i stedet nævner dig sammen med en række muslimske forfattere og stiller spørgsmålstegn ved jeres motiver?

Ansari: Jeg skal ikke kunne sige det, men det, jeg kunne forestille mig, var, at man i forvejen havde en agenda, og man på den måde ikke var modtagelig over for, at man muligvis tog fejl.

Rickers: Hvad er det for en agenda?

Ansari: Jamen altså det ved jeg ikke. Jeg ved da i hvert fald, at hun har været en ihærdig modstander af islam generelt for mig at se. Det er nok noget, som kan bruges i hendes narrativ, tænker jeg. Jeg synes bare, at det er enormt – ja, det virker også bare meget fordækt at rette henvendelse til mig på den måde, som jeg også giver udtryk for til hende. Og igen – det med, at man ikke interesserer sig for årsagen – det er jo enormt fattig journalistik, hun har gang i, kan man sige, og det kan godt være, at hun udelukkende eller blot er klummeskribent, men hvorom alting er: Når man retter en så seriøs og kvalificeret sviner, så bør man have noget belæg for det, man siger, tænker jeg.

Rickers: Ja, og hun spørger dig jo endda inden.

Ansari: Mmmm.

Rickers: Altså er det kun Eva Gregersen, der har gået hen til dig og sagt: Hvorfor deltog du ikke?

Ansari: Altså. Ja. Ja. Jeg er også overbevist om, at selv de værste islammodstandere – de er – de har vigtigere ting at tage sig til, end hvorfor enkelte muslimer ikke læser op til et sådant arrangement. Man kan sige, at samfundets interesse var generelt også ikke særligt stor ved det oplæsningsmaraton, som Gyldendal faciliterede.

Rickers: Ville du have foretrukket, at hun havde skrevet din begrundelse i sit debatindlæg i stedet for bare at skrive dig i en lang række med andre forfattere?

Ansari: Ja, det kunne egentlig være ønskværdigt, men jeg må også være ærlig at indrømme, at jeg er sådan set lidt ligeglad. Hun har fået en kvart side i Berlingske. Altså. Det er jo i virkeligheden et udtryk for, at man ikke har vigtigere ting at tage sig til. Men jeg respekterer, at hun holder galden flydende, og jeg synes i øvrigt, at hvis det er dét, hun vil, så skal hun da gøre det. Jeg vil ikke modstride hendes journalistiske kompetencer eller skulle anfægte hende på den måde. Men jeg synes, at det er enormt – sigende, tror jeg – at det blev udfaldet, og det blev hendes researchgrundlag vil jeg sige.

Rickers: Har I snakket sammen, siden hun skrev det her debatindlæg i fredags?

Ansari: Nej.

Rickers: Kommer I til det, tror du?

Ansari: Ja, altså, jeg er åben over for dialog generelt. Altså jeg har ingen grænser for, hvem jeg taler med. Hverken på den ene eller anden fløj. Men jeg tror ikke, at vi ville mødes privat for at drikke kaffe og tale om vejret eller – så på den måde tror jeg ikke, at vi kommer til at have en venskabelig relation, men jeg er da åben over for i en given debatsituation at skulle tale om et vigtigt emne.

Rickers: Eva Gregersen langer jo ikke kun ud efter dig i det her debatindlæg. Hun nævner også Tarek Hussein, en anden dansk forfatter med mellemøstlig baggrund. Og Tarek Hussein deltog heller ikke i oplæsningen, og han har så skrevet i en kommentar til Jakob Sheikhs opslag på Facebook, at han er frustreret over, at danskere med mellemøstlig baggrund næsten dagligt skal bevise deres tilhørsforhold, loyalitet og konstante opbakning til demokratiet, ytringsfriheden, velvidende, at de aldrig har gjort eller sagt noget, som kunne give anledning til at tro andet, udover at de har en anden hudfarve og religion. Haidar, du har jo selv irakisk baggrund. Har du samme oplevelse, som Tarek Hussein beskriver her?

Ansari: Det, man kan sige, er, at der i forbindelse med diverse terrorangreb har været et behov for – eller der har i hvert fald været en efterspørgsel på muslimernes fordømmelse. Og der kan man sige, at der har jeg jo været barn. Jeg er 20 år. Selv i 2015 – terrorangrebet med Omar El-Hussein – der var jeg jo et barn. Så jeg har ikke rigtigt på den måde været eksponeret for hele det her terror-noget. Men jeg synes generelt, at der er sådan en tendens til, at man ser muslimerne som værende en helhed eller en samlet organisation, som jo er totalt ukorrekt, for inden for islam er der jo mange, mange fraktioner. Og der er i øvrigt – altså der er jo bare inden for sunni-islam fire retsskoler – og der er også forskellige retsskoler inden for shia-islam – og så er der de andre, der er sufier. Der er jo mange forskellige former for muslimer. Så det er jo ikke én samlet organisation, som udfører noget med samme motiv eller på den måde har et fælles mål. Der er nogle muslimer, der er moderate, og der er nogle muslimer, der er ekstreme, og personligt er jeg jo heller ikke uddannet teolog. Jeg har læst koranen, men jeg har også læst bibelen. Men det kvalificerer mig imidlertid ikke til at skulle være nogen repræsentant for nogen trossamfund og skulle udtale mig kvalificeret om nogen religiøse spørgsmål. Ja, som sagt, personligt er jeg ikke selv særligt religiøs, kan man sige. Så jeg ser ikke et behov for hverken at skulle fordømme eller tage afstand fra noget. Men man kunne sige – jeg vil ligestille mig med resten af samfundet – når resten af samfundet skal fordømme noget – i den position vil jeg også fordømme. Men jeg har ikke et eller andet – jeg skal ikke have et eller andet sær- – ja, der skal ikke være noget særligt, hvor jeg skal kunne fordømme noget.

Rickers: Føler du dig presset til det nogensinde?

Ansari: Nej. Nej, det gør jeg ikke. Og jeg – altså generelt – det har slet ikke været på tale for mig. Nu kunne jeg lige så godt tage ind og tale om det, men jeg synes generelt ikke, at der er nogen, der behandler mig som værende en, der – ja – er nogen repræsentant for noget. Hvis jeg er en repræsentant for noget, så er det underklassen. Det er deres kamp, jeg vil kæmpe. Og det er det, jeg interesserer mig for, og det er det, jeg beskæftiger mig med. Jeg beskæftiger mig ikke med religion, og jeg beskæftiger mig ikke med nogen trossamfund eller retsskoler. Jeg koncentrerer mig om uligheden i vores samfund og vrangsiderne. Så det er det, jeg vil sætte mit fokus på.

Rickers: Haidar Ansari, digter, forfatter til digtsamlingen Institutionaliseret, tak fordi du ville være med i Babylon på 24syv.

Ansari: Tak fordi jeg måtte komme.

Ida Gaunø: Vi har spurgt Eva Gregersen, hvorfor hun ikke mente, at det var relevant at skrive årsagen til Haidar Ansaris aflysning i sit indlæg, når hun nu netop kendte til den. Og hun har sendt følgende svar til os:

“Først og fremmest har jeg en tegnbegrænsning hos Berlingske, som betyder, at jeg er nødt til at prioritere min tekst meget stramt. Jeg skriver ikke noget i klummen om Haidar Ansaris fravær andet end at han forpassede en oplagt mulighed for at sende et stærkt signal om opbakning til ytringsfriheden. Det mener jeg er korrekt. Han prioriterede sin egen komfort i forhold til ikke at ville læse højt uden forberedelse – et vilkår som var ens for alle deltagere – højere end at sende et signal om solidaritet med Rushdie.””

Haidar Ansari er udover at være digter dømt for mordforsøg, tyveri og voldelige overfald på hjemløse.

(Illustration: Salman Rushdie)

Se også Partiet Nyans kom in i kommunfullmäktige i Landskrona och Botkyrka, tack vare Stram Kurs Sveriges Koranbränningar med Rasmus Paludan

Læs også Mads Brüggers ‘heilende’ ven: Jeg melder dig til politiet 

Læs desuden Vi er nået til det punkt, hvor danske medier omtaler en nordafrikansk Islamisk Stat-terrorist som et “talent”