Debattør og klummeskribent på Berlingske – Eva Gregersen – har kritiseret 24syv-programmet Det, muslimer taler om. Nu beskylder holdet bag programmet Eva Gregersen for citatsnyd. Christian Marcussen gennemgår sagen på sin Facebookprofil. Christian Marcussen skriver:

“I Berlingske i dag er der en interessant fejde mellem på den ene side klummeskribent Eva Gregersen og på den anden side muslimerne bag 24syv-radioprogrammet “Det, muslimer taler om” – eller “Det, muslimer ikke taler om”, som Gregersen kalder det. 

Gregersen peger på en række emner, som programmet undviger. Desuden hævder hun, at holdet bag programmet har en tæt tilknytning til Islamisk Trossamfund. De mener, at Gregersen manipulerer, men alt det er jeg sikker på, at Gregersen nok skal tage sig af senere.

Det, jeg særligt hæfter mig ved i deres svar, er deres alvorlige og prominente anklage om, at Gregersen laver “citatsnyd”. Særligt fordi jeg ved, at Gregersen er yderst omhyggelig med, hvad folk siger (og ofte udskriver store dele af interessante radiosekvenser).

Citatsnyd er en alvorlig ting, men heldigvis også noget, der nemt kan efterprøves, så det har jeg gjort.

Til de, der ikke har tålmodigheden til at læse min gennemgang af citaterne og selv vurdere sagen, kan jeg afsløre, at anklagen om citatsnyd er absurd, urimelig og uden hold i virkeligheden. Tværtimod er det dem, der snyder Berlingskes læsere med en falsk anklage mod Gregersen.

—

Følgende gennemgang er lang og nørdet, men den er nødvendig, fordi det handler om troværdighed. Både Gregersens og deres. Så lad os kigge på det.

I sin klumme skriver Gregersen:

“Vi ved fra tidligere medieoptrædener, at programredaktør Omar Alkhatib […] »som udgangspunkt« er imod visning af Muhammedtegninger i undervisningen.“

Hun linker til et interview, som Asger Juhl fra Den Uafhængige har lavet med Alkhatib.

Til det svarer de i deres modklumme:

“Gregersen […] skærer i hans citat og undlader sætningen »medmindre det har læringskritisk værdi«. Sætningen har afgørende betydning for at forstå, hvad Alkhatibs holdning er, men det udelades af Gregersen i kommentaren.“

De anfægter ikke, at Gregersen citerer Alkhatib korrekt. De påstår, at hun har udeladt noget “afgørende”, som efterlader læseren med et forkert indtryk af, hvad Alkhatib faktisk mener.

Følgende er de uddrag fra interviewet, som jeg mener er relevante for at vurdere, om Gregersen har lavet “citatsnyd”, når hun nøjes med at citere, at Alkhatib “som udgangspunkt” er imod visning af tegningerne i undervisningen:

ALKHATIB: “Jeg vil sige, at jeg er stadig der, hvor jeg er modstander af karikaturerne (Muhammedtegningerne, red.). Det har ikke ændret sig. Men når det kommer til lærernes brug af tegningerne i undervisningen, så er jeg som udgangspunkt imod det også.”

Så langt, så godt. Alkhatib fortsætter:

ALKHATIB: “Men hvis man mener, at der er en kritisk læringsværdi i at have karikaturerne (Muhammedtegningerne, red.) med, og at lærerne formår at vise dem objektivt, neutralt, uden at tage parti, uden at bruge det aktivistisk – […] Hvis man kan sikre, at lærerne ikke bruger det i den anledning, og man vurderer, at det har læringskritisk værdi uden for stor skade, så mener jeg, at så kan der være frirum til at bruge dem der.”

Så spørger Asger Juhl ind til, hvornår det er okay at vise tegningerne:

ALKHATIB: “Jamen jeg mener, at hvis en lærer er i et klasselokale og vurderer, at her er der ikke en – her er der ikke otte muslimske elever – det er jo det første skridt”

JUHL: “Her er der ikke hvad?”

ALKHATIB: “Muslimske elever”.

Samtalen fortsætter. Alkhatib laver et lille emneskift, men Asger Juhl vender tilbage:

JUHL: “Men nu spørger jeg dig om, hvornår det er okay. Så hvis der ikke er nogen muslimske elever. Hvad ellers? Hvilke omstændigheder skal ellers være til stede?”

ALKHATIB: “Ja, men jeg må indrømme, Asger, at jeg har ikke tænkt det helt praktisk igennem. […] Men muslimske elever i hvert fald. Når de ikke er til stede. Hvis der ikke er muslimske elever til stede […] – og man har talt om det i øvrigt på forhånd”

Så lad os lige opsummere:

Alkhatib er altså “som udgangspunkt” imod at vise tegningerne i undervisningen. Men! Hvis det 1) har “læringskritisk værdi” at vise tegningerne, og 2) ikke gør “stor skade”, 3) formidles “neutralt”, og man 4) har talt om det i forvejen, og 5) sikrer sig, at der ingen muslimer er i klassen, SÅ har man som lærer “frirum” til at vise tegningerne.

Så nu er det afgørende spørgsmål: Kan man med nogen som helst rimelighed anklage Gregersen for “citatsnyd”, når hun kun skriver, at Omar Alkhatib som udgangspunkt er imod visning af tegningerne i undervisningen?

Eller er det i virkeligheden Alkhatib & co., der laver citatsnyd, når de giver Berlingskes læsere det indtryk, at Gregersen har undladt noget afgørende, der ændrer hele meningen?

Jeg mener uden tvivl, at det er det sidste. Jeg vil endda sige, at Gregersen gør Alkhatib en tjeneste ved ikke at citere mere fra ham.”

Simon Andersen, programdirektør og ansvarshavende chefredaktør på 24syv, skriver i en kommentar på Christian Marcussens Facebookprofil:

“Jeg begynder at forstå, hvorfor (troende) muslimer i den grad vægrer sig for overhovedet at deltage i den offentlige debat, når det faktum, at man går i moske/deltager i arrangementer i en moske skal føre til, at man beskyldes for at være i ledtog med dem, der for 16-17 år siden – hvor de tre muslimer var børn – optrappede Muhammed-krisen; for slet ikke at tale om den uvederhæftige og upassende kommentar om, at det “muslimske broderskab gnækker i skægget” på grund af programmet. Det er uværdigt for en begavet debattør (Eva Gregersen, red.) at bruge et sådan sprog, der kun har ét formål: At fremmane den sædvanlige hade-karrikatur af muslimer; den onde muslim med det store skæg og sablen. Endnu værre er imidlertid den krænkende og langt-ude beskyldning om, at de tre værter “værner om Muhammeds ære på bekostning af ytringsfriheden, oplysningen og den demokratiske samtale. Det antidemokratiske sindelag er slående.” Tænk, at man kan beskylde tre eksemplariske medmennesker for at være antidemokrater- uden ét eneste argument. Er man anti-demokrati, hvis man er skeptisk/bekymret for at bruge Muhammed-tegninger i undervisningen? Er man anti-demokrat, fordi man går i moske? Jeg kender de tre unge medarbejdere, og der er intet anti-demokratisk over dem; jeg har aldrig hørt ét ord, der skulle give belæg for, at de er imod oplysning, demokratisk samtale og ytringsfrihed.”

Simon Andersen har et stærkt blakket ry som journalist. Ifølge en dokumentarudsendelse har Simon Andersen bragt decideret fake news i sin tid som mediechef.

Da Simon Andersen var nyhedschef på Berlingske, var avisen det første store medie, der bragte løgnehistorien om en barnebegravelse, der blev forstyrret af Stram Kurs. Hele historien var iscenesat af en gruppe islamister fra Islamisk Trossamfund – den moske som værterne på programmet Det, muslimer taler om sættes i forbindelse med. 

Simon Andersen satte sig personligt til tasterne og skrev de åbenlyse løgne om Stram Kurs og “barnebegravelsen”, da han var nyhedschef på Berlingske.

Simon Andersens evne til at gennemskue muhamedansk propaganda og islamisk fake news må vurderes til at være endog meget ringe. 

*

Eva Gregersens klumme i Berlingske kan læses her

Zainab Nasrati, Elias Ramadan (værter på radioprogrammet »Det, Muslimer Taler Om«) og Omar Alkhatib (redaktør på Det, muslimer taler om) klumme i Berlingske kan læses her

(Illustration: Frihedens ikon – en bog om Muhammedtegneren Kurt Westergaard)

Se også Rasmus Paludan i Gottsunda

Læs også Midt i København: Imam Mohammad Khani undsiger forbindelse til Salman Rushdie ‘s attentatmand Hadi Matar 

Læs desuden Invasion – nej tack!