Nu vil Morten Messerschmidt og Inger Støjberg gerne mødes i debat – det er sigende, at ingen ledende politikere op til sidste folketingsvalg (vist mindst af alle dem fra samme ”fløj”) ønskede nærmere debat med Rasmus Paludan. Thi han havde jo et helt andet perspektiv, i forhold til hvilket de ”realistiske” politiske justeringer ville fremstå som småtterier og fnidder-fnadder. Men dét bliver stemplet som højtravende af ”realisterne”, der foragteligt trækker på skuldrene, når nogen gør Danmarks skæbne i næste generation til hovedargument.

Når bortses fra ”klima”, hvor der ikke er grænser for skråsikkerhed, alarmisme og store perspektiver, betragter politikere det som regel som useriøst at tale om større ting end de aktuelle smørpriser, ventelister og næste års offentlige budgetter, og mht. islam om ”integration”. Og de nuværende borgerlige om socialdemokratiske fejltrin i stedet for egen mangel på alternativer. Poul Schlüter var en af banebryderne for denne ”afideologisering” på godt og især ondt, hvor man dyrkende det lavpraktiske gik i blinde mod horisonten. Eller rettere havde Schlüter en ideologi, men talte som en ræv for gæssene.

Han erklærede jo fx Unionen ”stendød” og afviste, at det, at man rent faktisk kaldte det Den Europæiske Union, betød noget indholdsmæssigt. Han forstod godt, at mange følte uro ved at blive styret fra centralt hold i Bruxelles, langt væk ”fra den dagligdag, hvor vi alle har vort fodfæste”. Men ”ved nærmere eftertanke” behøver der ikke at være modstrid mellem øget internationalt samarbejde og større lokal selvbestemmelse, hævdede han i 1992 og fortsatte:

”Jeg tror, at vi, samtidig med at en række beslutninger bliver mere internationale, vil se, at mange flere beslutninger bliver taget nærmere på borgerne. Den internationale dimension spiller en stadig større rolle, fordi verden simpelthen er blevet mindre. Men det behøver bestemt ikke at føre til fremmedgørelse og afmagtsfølelse. Tværtimod kan det udmærket kombineres med, at den danske befolkning får langt større indflydelse på sin egen dagligdag. Decentralisering vil helt klart blive en af 1990’ernes tendenser. Udbygning af nærdemokrati og større valgmuligheder for den enkelte skal have mere vægt.”

Så vidt Schlüter og hvad der for ham betød noget for den enkelte borger. Alle de virkelige bagateller for Kongeriget Danmark, selvfølgelig vigtige for hver enkelt, men småtterier for den nationale kurs, kunne danskerne da gerne have indflydelse på, men de store statssager og Danmarks skæbne i det længere perspektiv kunne man trygt overlade i stadig højere grad til de voksne og indsigtsfulde i Bruxelles. Det er svært at forstå Schlüter anderledes.

Hvis det, der ”gælder” for hver enkelt dansker, kun skulle være de nære beslutninger med direkte relevans for hver enkelt selv, balancerer alle danskere dog på tynd is for en stakket frist, da de store rammer i høj grad også former hver enkelts liv og giver det mening i en dybere sammenhæng. At danskerne skulle være tilfredse med at overlade den ”store politik” til Bruxelles for selv at kunne vælge hospital, læge og den slags er en logisk konsekvens af holdningen siden Schlüter-tiden, nemlig at politik med hovedvægt på de principielle linjer er noget ideologisk bras.

Den er tværtimod grundlaget for hele resten, hvilket Schlüter jo givetvis nok vidste, men han ville have ro til sin dagsorden og så nok også vitterlig sin angivelige snusfornuft hævet over de gamle politiske lejre, såsom at det selvfølgelig kun er ideologiske nationalister, der kan tro, at en ”bagatel” som indvandring engang skulle nå et omfang til at blive et reelt kæmpeproblem. Det reelle problem er derimod dem, der skaber unødvendige konflikter ved at fremmane en sådan trussel. Siden er ”baseline” selvfølgelig rykket, og nu er det en Paludan, der selv i DF-optik er useriøs ved ikke at ville bidrage til integrationsdebatten, men bare fabulerer om befolkningsudskiftning og borgerkrig.