Sognepræst og mangeårig bærende kraft i partiet Dansk Samling, Marianne Wagner, har begået en roman, der på mesterlig vis legemliggør den nyere Danmarkshistories store stridspunkter i en medrivende familiesaga. Med fokus på brødrene Jens og Mogens, der kommer fra et nationalsindet hjem og deltager i modstandskampen under den tyske besættelse, men efter krigen fortsætter ad hver sin vej: Jens det principielle nationale alternativ, med fastholdelse af danske krav syd for grænsen og EF-modstand, mens Mogens bliver konservativ folketingsmand og indgår de angiveligt nødvendige kompromiser for at få ”indflydelse”.

Dette er jo samtidig den stadigt standende diskussion mellem ”realisterne” i de større nationale partier og de ”idealistiske” nationalkonservative, som advarer om, at der i uendeligheden af små indrømmelser til pragmatismen ofres det helt centrale. Og virkelighedstro, som romanen er, gives der ikke nogen løsning på denne reelt set evige spænding, som ligger i politiks og menneskets natur. Men legemliggjort i bogens skikkelser og via deres drøftelser fremstår disse vilkår og de valg, som enhver dansker må træffe også i dag, med sjælden klarhed.

Den urokkeligt dansknationale Jens ender med at begå selvmord, da danskerne i 1972 siger ja til EF, af omverdenen og særlig af hans politikerbror opfattet som en virkelighedsfjern fantast, der tager alting for tungt. Men broderen ender (ikke mindst efter læsning af Søren Krarup!) alligevel med at indse, at det var den såkaldte fantast, der fra starten havde indset virkeligheden, nemlig at når de nationale giver køb for at få ”indflydelse”, er det modparten, der ender med hele sejren. Det blev tilfældet for både de modstandsfolk, der sluttede op om politikerne efter krigen, og de nationalkonservative, der troede på EF som et blot pragmatisk handelssamarbejde.

Politikerne, med statsministrene Buhl og Krag som de værste, gøres i bogen til værre skurke end de tyskere, som torterede modstandsfolk. Og det er jo også langt værre at svigtes af sine egne hykleriske ledere end at terroriseres af en ydre fjende, der ikke giver sig ud for at være andet.  Også en stadig aktuel sandhed. Bogens dybe personskildring klargør, hvordan der faktisk er tale om psykologiske karaktertræk, hvor nogle tager alle livets forhold alvorligt, herunder de nationale, mens andre både privat og politisk er mere troløse og let finder undskyldninger for at gøre, som det passer bedst for egne interesser og bekvemmelighed. Nogle har vel at mærke potentiale til forbedring, mens faste principper nærmest pr. definition preller af på toppolitikere som vand på gæs.

Parallellerne mellem de enkelte danskeres liv og landets skæbne er sikkert sort snak for mange danskere i dag, men denne ligegyldighed og løsrivelse fra sammenhængen kræver sin pris på så mange måder. Da hovedpersonernes barndomshjem opløses, reflekterer brødrenes søster, Lise, over det tomme hus, som nu kan bebos af alle mulige andre, og derfor ikke længere er deres hjem, ligesom et land, der kan bebos af alle, ikke længere kan være hjem for dem med rod i det, uanset dets stand. De nye, der overtager, har ingen viden og erindring om de minder, der binder det hele sammen og giver det mening som hjem. Fremmedarbejderdebatten når også at blive aktuel i bogens handling, men heller ikke her indså politikeren Mogens perspektivet i tide.  

Mogens vendte altid kun det hvide ud af øjnene, når broderen talte om de nationale principper, der ikke kunne svigtes. ”Folkets liv er lovens fylde,” læser Jens på væggen i Christiansborg, og formaner i EF-debatten Mogens om, at folket og lovene jo netop adskilles i det stadigt snævrere europæiske samarbejde. Kampen imod denne tendens, for selvstændigheden, hører aldrig op, og selv om de, der står fast, altid vil være en slags pariaer, er deres rolle –  at holde sandhedens spejl op for resten – dog afgørende for, at historien ikke bare går ud ad en tangent. Jens kørte træt på egne vegne og begik selvmord, og gør andre forståeligt nok det samme, er der ingen til at tale nationen til besindelse i dens stadige nationale selvmordsforsøg, når bekvemme småfordele og position i det ”internationale samfund” lokker.

Men politisk er de nationalsindede notorisk ”nederlagets mænd”, fordi danskerne som flest nødig vil forstyrres og tage store beslutninger. De nationalsindede, der ”bliver en del af spillet”, taber igen og igen dette spil. Hvad er da den principielle nationale oppositions rolle? Som en af romanens nationalsindede mænd udtrykker det, har vi det folk, vi har, og ”hvis ingen viser dem vejen og sandheden, så modnes de aldrig, så kan de ikke have et land, og så har vi heller ikke et land.” Nogen skal sige, at visse ting ikke er til forhandling, for paradoksalt nok kan man jo ”i virkeligheden ikke forhandle, hvis man ikke har en grænse for, hvad man vil gå med til.”  Politik handler ikke mindst ”om at sige nej og udstille en konflikt, så folk får muligheden for selv at tage stilling.” Ja –  de, der gør dét, spiller en vigtigere rolle end udskiftelige politikere med ”succes” (i dagens Danmark tæller disse små tuer, der kan vælte politikernes store læs, Dansk Samling så vel som Stram Kurs og andre grupperinger, ingen glemt).

Men på et mere grundlæggende niveau end disse nationale konflikter og overvejelser, der er indvævet i handlingen, er Marianne Wagners roman en overbevisende bekendelse til troen på, at de vigtigste værdier i liv så vel som politik er andre end dem, der kan måles og vejes. At være åndløs ”talmand” er det værste skudsmål, man kan give en politiker. Stræben efter individuel bekvemmelighed bør aldrig være livsmål for den enkelte og kan heller ikke samle et folk. Romanens slægtsskildring viser virkelighedstro, hvordan den nationale sag for sønderjyderne virkelig var det, der gav hele liv i generationer en retning og meningsfuld baggrund for dagens øvrige dont, og at EF- og indvandringsdebatten senere klargjorde, at det egentlig aldrig er anderledes for et folk: Forsvinder bevidstheden og opslutningen til det historiske skæbnefællesskab, falder det hele fra hinanden, og hver enkelt søger bare at redde mest muligt til sig selv og sine nærmeste, eller måske til sin ”minoritet” eller etniske stamme i det, der engang var danskernes land.  

Marianne Wagner:

Når den stærke vogter sin gård.

Forlaget mellemgaard, 2022. 261 sider.