Eller rettere eks-minister, og Søren Gade nævner ikke Paludan ved navn i sit indlæg, men sådan må man lære at være glad for lidt under nutidens forhold… Men Gade hylder, med Kurt Westergaard som eksempel, de få, der med personlig risiko gider debatten. De er demokratiets salt. ”Netop derfor er jeg fuld af beundring over for dem, der stiller sig i frontlinjen. Dem, der tager kampen, fordi de mener, at det, de tror på, er vigtigere end dem selv.”
Videre skriver Gade: ”Vi må aldrig acceptere, at folk med stærke politiske holdninger ikke kan leve et frit liv. Det må aldrig blive normalt. Disse mørke kræfter skal bekæmpes.” Det er selvfølgelig lidt hyklerisk, for så vidt som han selv som Venstre-politiker har bidraget til Danmarks fortsatte islamisering, der klart er den største trussel mod debattørers sikkerhed. Men altså fair nok, at han er utilfreds med frugterne af sit eget virke!
Endnu ved mine besøg hos Mogens Glistrup for cirka 20 år siden stod jeg typisk af på Sorgenfri Station og gik ned ad den lange og stille Hummeltoftevej til nummer 125 og ringede på, hvorefter Glistrup efter nogen tid selv kom ud og baksede med nøglen – døren var trods alt låst. Men havde Glistrup fortsat været aktiv under ”Muhammed-krisen” og i tiden derefter, ville en sådan eklatant mangel på sikkerhed være en saga blot. Debattører af lignende karat, såsom Paludan og Lars Hedegaard, er nu islams ufrie gidsler på livstid, eller i hvert fald indtil Stram Kurs’ hovedmål er realiseret. Frihedssamfundet er virkelig gået ned i møget efter årtusindskiftet.
Men Stram Kurs’ aktuelle – og essentielle – demokratiske rolle (uanset parlamentarisk ”succes”) er at visualisere netop Gades pointe, at trusler og vold stadig mere ødelægger vort demokrati. Islamisk terror, hverdagsudgaven såvel som den mere spektakulære, rammer vel nok kun få direkte, men der skal heller ikke mange anslag til, før langt de fleste lammes af skræk og holder kæft. Terrorens vigtigste offer er ytringsfriheden, og meget muligt vil kun en (desværre tvivlsom) tryg eftertid eksplicit hylde Rasmus Paludan for at gøre dén udvikling umisforståelig og umulig at stikke under stolen.
Det er ganske paradoksalt, at netop en sådan bestræbelse er blevet stemplet som fascistisk. Hvilket skyldes manglende erkendelse af, at et samfund med en betydelig andel muslimer notorisk rummer det nævnte volds- og frygtpotentiale og derfor er et i bedste fald dysfunktionelt demokrati. Så man kan vælge imellem at sidde med hænderne i skødet og se frihedssamfundet dø eller agitere for et ”fascistisk” tiltag som omfattende hjemsendelser, der alene kan redde demokratiet (altså reelt et antifascistisk tiltag).
Det er jo langtfra nødvendigt, at flertallet i et land støtter ”fredens religion”, for at frygten for dens aktivister lammer de flestes modstand over for dens videre tiltag. Og hvad gør politikerne dog ikke for at redde samfundsfreden og sig selv? Ja, de imødekommer de “fredeligt troendes” krav samt indfører tilmed censur og lader dem, der mest går imod terroren, betale… Søren Gade er blandt de ret få, der har indset faren ved det allerede aktuelle voldsregimente – Rasmus Paludan er en af de uhyre få, der også har handlet efter denne indsigt i trods mod udviklingen.
Jeg er overbevist om at den pågældende udtalelse fra Søren Gade er en af dem, der ikke kan bestå realitetsprøven, når det kommer til stykket.
Ord er gratis for de i særklasse ekstremt sammenspiste danske politikere, der har aftalt mellem sig selv at de skal holde facaden med floromvundne floskler om forsvar for “vestlige frihedsprincipper” med den ene hånd, mens man med den anden gør lige nøjagtig det modsatte, nemlig modarbejder dem og reelt hjælper fjenden med konstant appeasement-politik, for ikke at tale om direkte hjælp til islams sharia-fortalere, især i form af EUs og Danmarks direkte økonomiske hjælp til anti-Israel indsatsen og de “palæstinensiske” områder; penge, som øjeblikkeligt bliver kanaliseret om til terrorisme mod civile israelere eller går direkte i de undertrykkende Hanas-lederes lommer og deres kolossale luksusboliger i Gaza. Og der er mange andre eksempler på hvordan vesteuropæiske politikere faktuelt er gået ind i arbejdet for at afskaffe de vestlige frihedssamfund og arbejde for et nyt totalitært system. For det er jo med bare en lille smule research, meget nemt faktuelt at konstatere at netop det er tilfældet. Så kan man spørge: Hvorfor opfører de danske (og vestlige) politikere sig så lavintelligent og destruktivt? Tjah.. vi er igen overladt til at gætte på årsagerne til deres også på dette område håbløse og kaos-inducerende politik; er det mon pga uvidenhed eller direkte dovenskab?- eller en kombination af begge?; de vil have mere “jobsikkerhed” i deres levebrødspolitikerjob? Under alle omstændigheder kan man hos SAMTLIGE de nuværende danske MFere samt praktisk taget alle de forhenværende, konstatere en voldsom uvilje til at stå fast på de gamle vestlige frihedsprincipper, de vil for enhver pris ikke forstå konsekvensen af at give køb på disse principper og de vil ikke have at vide at det er det, de gør og har gjort i lang tid. De har i årtier gået rundt og bildt sig selv ind at de bedst ved hvordan verden hænger sammen og hvad der er rigtigt og forkert. Der er ikke nogen, der skal komme og fortælle dem hvordan realiteterne er, når de har bygget et luftkastel op i deres egne hoveder over hvor fremragende de er til at være forsvarere for “friheden”- især i forhold til den jævne dansker, som de har meget travlt med konstant at belære- eller direkte at svine til ved enhver lejlighed hvor de synes, de har mulighed for det. Ordet “storhedsvanvid” trænger sig faktisk på, når man skal prøve at beskrive de vestlige politikeres opfattelse af dem selv i øjeblikket..
Uanset hvor autoritære og totalitære deres førte politik er, så tror de selv rent faktisk selv fuldt og fast på at det er nødvendigt for at forhindre en indbildt “fascistisk højrefløj” i at gribe magten og smide de stakkels muslimer ud af landet og at netop de er udstyret med en meget bedre fornemmelse af forsvar for retsstat, demokrati, borger- og frihedsrettigheder samt alle andre principper, som er gode som skåltale-plusord, men som i virkelighedens verden forlængst er ophørt med at eksistere.
For i virkelighedens verden har vi forlængst afskaffet de vestlige frihedssamfundsprincipper og hele vores kulturarv! Især beslutningerne i Vesten om at nu skulle vores samfund være “multikulturelle” var eklatant katastrofale og står i modsætning til den slags samfund, vi tidligere havde. Man forlod det, der holdt disse samfund sammen. Nutildags handler “vestlige” principper om helt andre ting- især åbenbart om fordele for minoriteter, forfølgelse af de uglesete og upopulære kristne, forfølgelse af anderledes (borgerligt) tænkende, forfølgelse af hvide mennesker, forfølgelse af alle der er imod det “multikulturelle” samfund, forfølgelse af dem der er tilhængere af personlig og kropslig frihed (eks. hetzen mod de “uvaccinerede”), en manisk tvangstanke om et bedre samfund gennem pivåbne grænser a la John Lennons luftkastelssang “Imagine”, fri indvandring til vestlige lande for alle (især muslimer), afskaffelse af den jødisk-kristne kulturarv, afskaffelse af kapitalismen og indførelse af “bæredygtighed”, “grøn omstilling”, “ofre i klimakampens navn”, “kampen mod coronavirus”, kampen mod “socialt uacceptable holdninger”, indførelse af “fællesskabsregler” i stedet for ytringsfrihed osv osv osv..
Der er med andre ord INTET i de nuværende vestlige samfunds opførsel, der viderebringer traditionen om hverken individuelle eller generelle frihedsprincipper for alle. INTET.
Dét er realiteterne.
Og det er her, jeg lige vil vende tilbage til Søren Gades udtalelser. For han ved jo udmærket at det forsvar for “folk med stærke holdninger” ikke er muligt i realiteternes verden. Vi HAR ikke længere et samfund, der er baseret på den jødisk/kristne kulturarv. Vi har besluttet os til at Danmark skal være for alle, der tænker at de vil sig at slå sig ned her. Hele Verden er inviteret til fællessang om lejrbålet med politisk korrekte sange og fællesskabsregler. Og han ved udmærket at hvis man ikke har de “rigtige” holdninger, så er man for det første ikke inviteret med til festen og for det andet er der fri jagt på sådanne personer i det nye, “åbne” danske samfund.
Derfor lyder hans udtalelse for mig fuldstændig irrelevant og som en gratis omgang uden indhold.
Jeg håber, jeg har gjort ham uret med denne lange udpensling af tingenes reelle tilstand. Jeg håber, hans udtalelse skal ses som et reelt forsvar for mennesker som Rasmus Paludan og Lars Hedegaard.
Sagen er bare den at jeg ikke er i tvivl om at når det kommer til stykket, så mener han ikke et ord af hvad han synes at sige. Og alle hans egne handlinger i hele hans politiske liv har peget i en helt anden retning.