Et nyt “strammer”-parti er dukket op, historien gentager sig for 117. gang… Det er også 117 år siden, at Det Radikale Venstre blev stiftet som resultat af splittelsen i Venstre. Nu kommer så den nye version med radikale venstrefolk, der med Danmarksdemokraterne danner eget parti, skønt mange vil sige i en helt anden retning. Men er det dét?

Inger Støjbergs fokus på de moderne ”danske værdier” er vel ret beset Det Radikale Venstres dyrkelse af selvsamme værdier, endda på steroider og med ønske om mere hårdhændet gennemtvingelse af dem. Metoden er for Støjberg pisk, for De Radikale gulerod, men målet er ret ens. Hvad er der så galt ved det? Man stikker folket blår i øjnene om konsekvenserne. Først og fremmest er Støjbergs fremfærd jo noget helt andet end forsvar af Danmark som det danske folks hjem, hvilket allerede fremgår af de mange indfødsretstildelinger under hendes ministertid.

Som typisk eksempel på forskellen kan nævnes de ”stramninger” af udlændingeloven, der i 2017 førte til, at udlændingeminister Støjberg fejrede stramning nr. 50 med sin berygtede kage. De dengang aktuelle to nye stramninger omhandlede religiøse forkyndere. Den ene stramning betød, at religiøse forkyndere skal igennem obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre, mens den anden stramning satte krav til, at religiøse forkyndere underskriver en løfteerklæring om at ville overholde dansk lovgivning.

Kort sagt reel varm luft med klassisk, naiv radikal tro på ”Oplysning” til at skabe fred og retlede fjenders hensigter, som om disse tænker som os. Hvad værre var, trådte de mange små pseudo-stramninger i stedet for angreb på det i sin helhed forfejlede system. Vor store naturforsker H.C. Ørsted havde en rammende betragtning: ”Den, som ikke anvender megen Kraft og Iver paa at hævde sin Mening i Smaating, samler desto bedre sin Kraft til at hævde sin Overbeviisning i vigtige Ting, hvortil kommer, at hans alvorligt yttrede Mening møder mere Agtelse hos Andre og ligeledes mere Føielighed, fordi man ikke har ham mistænkt for Rethaveri.”

Moderne politisk meningsdannelse fungerer dog anderledes end Ørsteds retlinede tankegang. Nu er det primært vigtigt bare at ”gøre et eller andet”, og Støjberg indså smart, at en masse angivelige stramninger, nok så små slag i luften, i det mindste giver udseende af stor aktivitet og præstation. De færreste undersøger jo aktivitetens saglige kvalitet, ser kun på kvantitet, og meningsfæller ser også mediernes kritik som en positiv bekræftelse.

Støjbergs i dårlig forstand populistiske taktik giver hende ifølge seneste meningsmåling op mod ti procents vælgertilslutning, og det skyldes jo ikke mindst et egentlig sympatisk dansk karaktertræk, nemlig det milde sind, hvor man nok gerne vil forsvare folk og værdier, men det må ikke være ”ekstremt”, ubehageligt, kræve større afsavn eller given køb på det opbyggede selvbillede. For så vidt ligesom De Radikales klassiske forsvarsnihilisme, hvor man nok satte det danske moderne samfund over andet, ville forsvare retssamfundet osv., men på den pæne og civiliserede måde, det nye århundrede krævede. Så måtte man jo bare håbe, at fremmede fjender også var indstillet på dét.  

Støjberg har mere end andre ledende indvandringskritiske politikere undgået ekstremist-stigmatiseringen, og ikke kun pga. hendes hidtidige gang i et mainstreamparti. Hun opsøger provokationer mere end så mange andre, men nøje udvalgt til at være i harmoni med almindelige danskeres snusfornuftige vrede over konkrete detaljer. Hvilket i sig selv kan være velbegrundet, men netop ikke ”radikalt” i forhold til problemet, ligesom De Radikales for det umiddelbare blik fornuftige program ikke tilvejebragte verdensfred, men tværtimod gav egentlige aggressorer Lebensraum.

Den tyske filosof Fichte sagde en gang, at der gives folk, som i en strid om, hvorvidt 2 gange 2 skal være 4 eller 5, foreslår den ”middelvej” at antage, at facit skal være 4½. Ved at foreslå halve løsninger som løsninger formår typer som Støjberg at undgå både ”ekstremisterne”, der står fast på 4, og dem, der faktuelt går ud ad en tangent og siger 5. Men samtidig er hun dygtig til at puste konkrete småsager op og dyrke en konfrontatorisk retorik, så potentielle meningsfæller bliver benovede.

Reelt får de dog (endnu) en sovepude, og hun deltager i den yderligere stempling og marginalisering af dem, der “fanatisk” står fast på, at 2 gange 2 er 4. Hvilket man jo i særdeleshed ikke kan benægte over for den ubønhørlige matematik i demografien, der er vor skæbne snarere end ”værdi”-ladede ord. Det Radikale Venstre kunne heller ikke efter Besættelsen 1940 leve højt på sin moralske forargelse, konfronteret med meget konkrete militære styrkeforhold. I dag fortsætter Støjberg dog ufortrødent inden for ”det internatonale samfunds” paradigme og ordverden, skønt en ny besættelse for længst er en realitet.