Som plakaten her fra første verdenskrig viser, var briterne dengang ikke glade for tyskerne. Ja, de nærede vel direkte det, man nu vil kalde germanofobi, overdreven frygt og fjendtlighed for alt angående tyskere (som også dyrkede anglofobi). Sådan er det i krigssituationer. For tiden vil nogen mene, at Vesten lider af russofobi, men omvendt vil andre sige, at dele af højre- og venstrefløjen lider af amerikanofobi. Kort sagt er verdenshistorien fuld af ”fobier” – set af dem, der er på neutral afstand af en konflikt, og set af dem, der er uenig i at se en fare, hvor andre ser den, og selvfølgelig set af dem, der er genstand for ”fobien”. Det stempel er en tom lyd ligesom fx “ekstremist”, der bare er synonym med: ”Jeg er uenig.”

”Fobi” er et kampbegreb brugt af den part, som vil stikke en kæp i hjulet på en modparts ensidige vilje, der dog notorisk har et rationale og derfor netop i sin kerne er sund, ikke noget sygeligt, som “fobi” antyder. Er man i skarp politisk kamp eller direkte krig med en modpart, er det klart, at det er dumt at ”nuancere”. Som Mogens Glistrup altid svarede, når nogen beskyldte ham for at fremføre et forsimplet billede af muslimer: Et landkort, der medtager alle detaljer, er ubrugeligt. De vigtige veje må fremhæves på bekostning af resten, hvis man vil nå målet. Men det udelukker ikke, at man først må se objektivt på verdens begivenheder og vælge, hvor kampen skal sættes ind. Hvilken religion, civilisation etc. fortjener mest kritik og har bragt sig selv i et fjendtligt forhold til os?

FN’s generalforsamlings nylige enstemmige vedtagelse af en ”international dag til bekæmpelse af islamofobi” er derfor det måske hidtil mest parodiske fra dén forsamling, og det siger ikke så lidt! Hertil kommer jo det paradoks, at kristofobi reelt langt overgår islamofobi i forfølgelsernes omfang såvel som alvor, og i den internationale opinion, herunder (tydeligvis) i FN’s regi, er frygt og had mod Europa og hvide mennesker (europofobi og kaukasiofobi) et toneangivende fænomen set i forhold til både islamofobi og racisme mod farvede, som typisk kun udtrykkes af pariaer og er en manifestation af de magtesløse, mens næsten alle med magt allerede fordømmer ”islamofobi” (og ”racisme”) i rørende enighed. Derimod er diskrimination af kristne og selektiv kritik af europæere mainstream i store dele af verdens ikke-vestlige (og såmænd også vestlige) eliter.

Kort sagt er der ingen ende på de dage til bekæmpelse af ”forbier”, som FN kunne vedtage, men at det netop blev en dag til bekæmpelsen af et af de (objektivt som fænomen og indholdsmæssigt som berettiget) mindste af den slags problemer, som blev vedtaget, er jo ikke tilfældigt. Det opsigtsvækkende indlæg i gårsdagens Berlingske fra flere muslimske landes ambassadører viser også hvorfor. Viljen til selvretfærdigt og uden at ryste på hånden at stå sammen og anklage andre, skønt selv med undertrykkende og diskriminerende samfund, der i mange størrelsesordner siger sparto til noget europæisk/kristent, er for så vidt forbilledlig for de evigt undskyldende europæere, der sandelig har langt mere at være selvretfærdige over og uhyre saglige grunde til frygt for de mørke kræfter, der vil indføre pakistanske og lignende forhold i Danmark.