Belgien og Danmark har den sære fælles skæbne at have en udlændingeminister, som er søn af en ikke-europæisk migrant (i Belgien hedder han Sammy Mahdi og har en irakisk far og en flamsk mor), og som taler barsk om stramninger og deportationer – mens udlændingetallet i landet kun stiger. Hvor meget det betyder for den førte politik, at mange vesteuropæiske lande efterhånden har vigtige ministre med friske rødder i ikke-europæiske emigrationslande – og sikkert også snart får regeringsledere fra dem – kan man diskutere længe. De er sikkert generelt ikke værre slappere end europæere med rod kun i Europa, nogle vil nok endda overkompensere den anden vej, men det er klart, at det har vigtig symbolsk betydning for det ansigt, et land forventes at få fremover – et vigtigt element i den generelle tilvænningsproces.

Utvivlsomt er det, at uanset hvilket mainstream-parti, der kommer til magten med nok så barsk retorik, synes alle de ”stramme” tiltag at prelle af på befolkningsudskiftningen som vand på en gås. Den har vundet momentum og kan på grund af de mange allerede ankomne ikke bremses inden for det spindelvæv af internationale konventioner, man har viklet sig ind i. Kun politikere, der simpelthen vil hugge den gordiske knude over, ikke omstændeligt forsøge at rede den ud, er relevante for Europas fremtid.

Belgiens (eller rettere landets flamske dels) største reelle alternativ til den aktuelle tilsyneladende ustoppelige udvikling er partiet Vlaams Belang, hvis mest kendte skikkelse er Filip Dewinter. I 2017 introducerede han for den flamsktalende befolkning begrebet omvolking, ”omfolkning”, for befolkningsudskiftningen, i sin bog Verzetsgids Tegen Islamisering “Modstandsguide imod islamisering”. Nu har han netop udgivet en ny bog, hvor han uddyber begrebet, betitlet Omfolkning. Den store udskiftning, ikke mindst baseret på hans lange samtaler med Renaud Camus, begrebets angivelige skaber. (Allerede i 1976 talte forlagsredaktør, dansk repræsentant i Unesco Jørgen Steenberg-Rasmussen dog om ”befolkningsudskiftning” i sine talrige profetiske, advarende indlæg i danske aviser).

Det vakte ramaskrig i hollandske medier, da man forleden i en udsendelse vovede at interviewe Dewinter om hans bog. Hans grundlæggende indsigt er: ”Den manglende integration har intet med socioøkonomiske forhold at gøre, men alt med islam at gøre. Islam vælger segregation, for kulturel apartheid. Islam ønsker ikke at integrere sig, men at dominere.” For Dewinter er det konsekvent også at udtale: “Jeg siger til alle, hvis du kan finde Koranen hvor som helst: Køb den og læs den. Så vil du vide, hvad din skæbne bliver som en kafir, som en vantro, hvis de nogensinde kommer til at regere! Indse, at da nationalsocialismen endnu ikke var ved magten, kunne folk allerede udmærket vide, hvad Hitler og hans NSDAP ville gøre, du skulle bare læse Mein Kampf, det hele var dér… Når det står også i Koranen, så skal du ikke forbyde Koranen, du skal ikke rive Koranen i stykker, du skal ikke brænde Koranen, du skal læse den!”

Nu er der jo i praksis ingen modsigelse mellem både at læse Koranen og at brænde den som symbolsk handling, men der er i hvert fald en stadig polemik mellem nogle islamkritikere, der vil forbyde Koranen, og andre, der omvendt snarere vil husstandsomdele den for at gøre alle bekendt med dens forfærdeligheder. I befolkningsudskiftningens skygge burde denne splittelse dog være ganske sekundær. At forbyde Koranen i en befolkning, der består af stadig flere muslimer, vil lige så meget være et slag i luften som ved læsning at gøre sig bekendt med en fjende, der alligevel snart er stærkest. Udfaldet er lige givet.

Dewinters fokusering på ”omfolkningen” som det, der bør samle alle nationalsindede uanset øvrige planer efter en (desværre fjern) politisk sejr, er endnu et tegn på hans politiske klogskab. Demografi er skæbne, og tabes kampen om jord, for os Danmark som et dansk hjem for det danske folk, bliver kampen om ord omsonst uanset intentioner. Den rette prioritering glemmes desværre i den uendelige netdebat, der splitter de gode kræfter i strid over fremtidige luftkasteller i stedet for at stå sammen for remigration som det ene ufravigeligt fornødne.