Ved studiet af gamle aviser falder man jævnligt over ting, der sætter aktuelle fænomener i et tankevækkende lys. I dag for 100 år siden, den 27. maj 1922, kunne man i Østsjællands Folkeblad således læse en artikel betitlet Fra Arbejdet blandt Muhamedanere. Om danske missionærer i ”den vanskeligste af vore Missionsmarker”, nemlig Arabien.

Missionær Oluf Høyer fortæller, at han var på en flere dages bådrejse med 17 muhamedanere (sikkert farligere i dag). Kaptajnen, en mand på mindst 60 år, var meget rettroende og sørgede fx nøje for at passe de fem daglige bønner. Dog virkede han mismodig og drog dybe hjertesuk.  Der var også en imam om bord, og kaptajnen sagde til ham,  at han var bange for, at hans religion ikke var rigtig, thi den gav ham ikke fred i hjertet. Imamen svarede, at grunden var, at kaptajnen ikke udtalte ”Allah” rigtigt. Derpå terpede imamen udtalen af Allah med kaptajnen, der ”som en skoledreng” igen og igen måtte gentage ordet efter imamens anvisning.

Dette er jo et ganske rammende portræt af en lovreligion, der holder de troendes sind fanget i underkastelse og under rigide ydre former. Som artiklen slutter: ”Blandt Islams 220 Millioner Tilhængere er der sikkert mange, der, som nævnte Kaptajn, gaar med Suk i Hjertet og længes efter Fred.” Her kan man jo hæfte sig ved tallet og konstatere, at antallet af muhamedanere i verden er tidoblet på 100 år, mens antallet af kristne kun er firedoblet – og denne tendens fortsætter i  øvrigt.

Men det må også bemærkes, at faktisk al omtale af Islam i pressen dengang havde samme vinkel som artiklens, altså Islam som noget i forhold til den kristne civilisation på flere måder lidet attråværdigt, der burde missioneres overfor. Og det giver jo et sandere billede af forholdet mellem Islam og Vesten end nutidens stik modsatte, skønmaleriske eller tilstræbt “nuancerede” mediebehandling af emnet. Der er vitterligt uhyre kontraster, som ikke kan eller bør glattes ud. Samtidig er missioneren for mange blevet noget pinligt. Her er det så, at Stram Kurs’ aktivisme er en slags sekulær version, hvor muhamedanere tilbydes lærestykker i demokrati snarere end kristendom. De ”rettroende” er jo egentlig de første ofre for Muhammeds lære, og de svigtes af vestlig tolerance mod denne. Men tilbuddet om frihed og fred skal de have, skønt kun meget få, dengang som nu, reelt tager imod den udstrakte hånd.