Flere steder i Europa bliver det stadig sværere for indfødte at manifestere sig, hvor de vil. I sidste uge havde den belgiske politiker Filip Dewinter besøg af sin ligesindede hollandske kollega Geert Wilders, og Dewinter inviterede Wilders på noget, Dewinter kalder ”islam-safari” i den i Bruxelles-regionen beliggende, stærkt multikulturelle kommune Molenbeek, som Wilders rammende har benævnt ”Kalifat-grund”.

De to ville gøre en begivenhed ud af safarituren, men kommunens socialistiske borgmester, Catherine Moureaux, forbød adgang til kommunens område for alle med tilknytning til den planlagte begivenhed. Hun begrundede det med den store risiko for offentlig uorden og terrortruslerne mod især Wilders. Og ikke mindst så hun begivenheden som ”provokerende, injurierende og diskriminerende” mod kommunens indbyggere.

Med sådanne argumenter kan jo næsten enhver anti-islamisk manifestation forbydes. Moureaux er da også typisk med sin skråsikre overbevisning om at stå på den rette side af historien: ”Vi er en stor kommune i en af Europas regioner med den yngste befolkning, en multikulturel kommune og åben for mangfoldighed. Vi repræsenterer alt det, som det ekstreme højre hader, og dog vil fremtiden for Bruxelles, Belgien og endda Europa blive bygget i vores billede: åbne over for andre og værn om forskellighed som et aktiv og ikke som en hindring.”

Det lyder jo ildevarslende, selv hvis fraserne imod al erfaring skulle vise sig at føre til et tåleligt samfund for de enige, thi det er altså tydeligvis et samfund, hvis ”tolerance” ikke tåler modsigelse, og hvor kritik må tabuiseres, fordi den sårer og fører til optøjer og terror. Det er let nok at have en utopi, hvis den kun skabes med hensyn til jasigerne og dem, der får gavn af den – og dissidenter smides ud af territoriet, altså en type problemløsning, man netop udpeger som det værste træk ved dissidenternes politik (og en skærpende omstændighed ved mainstreams eksklusion er selvsagt, at den begås mod indfødte).